Sky Architects - The Promise of Tomorrow (12)

'The Promise of Tomorrow' er en ret typisk postrock-pladetitel. Sky Architects spiller crescendo-core, hvor vi hele tiden accepterer de stille passager fordi vi får lovet at de bygger op til et klimaks. Som sådan ligger hele genren til at beskrive ønsker og forventninger til fremtiden. Men Sky Architects forsøger at vende hele genrens grund-regler på hovedet. Pladens første nummer hedder 'The Promise', og den starter som post-rock som regel gør: Helt stille og roligt, med lidt ringlen og lidt basgang og lidt melodik, og så langsomt stable lag på lag og øge intensiteten. Men så, efter to minutter, præcis som vi allermest ser frem til et støjende klimaks, så cutter det ud, og så er der stille... Så starter 'Fade Out' lige på og hårdt, giver en tiltrængt forløsning, og kører igennem i bedste post-metalliske stil i lidt tid, inden den går ned i gear. Støj/stilhed/støj/stilhed. Men som titlen antyder, så bygger nummeret op til en stille passage. Der lægger bandet også sang på, og fastlægger den ramme som albummet fungerer indenfor: 'There'll be no happy end / I'm sad to tell you my friend / but it's what's happened / in these years of progress' Det løfte, som pladens titel handler om, er ikke blevet indfriet. Vi kommer ikke til at få hvad vi fik at vide vi ville få. Det er også derfor den første sang ikke kan klimakse, det er det brudte løfte. Jeg har en ret stærk formodning om, at 'løftet' vi snakker om er det løfte om velstand og fremskridt, der led et knæk med finanskrisen i 2008, det er vel det som 'these years of progress' omhandler. Det er vidunderligt at høre at dansk band med politiske ambitioner, som de kommer ud med ikke kun med didaktiske tekster, men i komposition og struktur.

Fordi at bandet har stillet en så klar ramme op om albummet, så har de etableret et felt for deres musikalske beskrivelser. Det er en vældig smart tilgang, for så kan de lade musikken snakke snarere end teksterne. Som mit citat måske afslører, så er teksterne mere funktionelle end dybt poetiske, og jeg har nogen gange også lidt besvær med at afkode hvad der bliver sagt i en lidt dansk udtale (så undskyld hvis jeg citerer forkert) Snarere bliver sangstemmen endnu et teksturelt virkemiddel, der varieres fornemt idet Karin Nielsen bidrager med fuldstændig uforståelig men skøn kvindelig sang på 'All Free Must Fly'. Jeg forstår kun enkelte tekstbidder, som vidst handler om fugle, men nummeret fungerer alligevel upåklageligt via lyd og kontrast. En violin er også med, og tempoet er sat ret meget ned, og det hele forstærker et billede af noget mere naturligt og skønt end på resten af albummet.

Men eftersom det ikke er teksterne som gør arbejdet, så står det os frit for selv at tolke elementerne. Jeg tænker de bagvendte violin-loops der afslutter 'We Will Never Forget This' illustrerer de reaktionære og tilbageskuende kræfter, som har fået så paradoksalt meget magt efter deres egne handlinger har forårsaget krak og krise for os alle sammen. Jeg forestiller mig at det vidunderligt voldsomme klimaks på 'Waves of Light', med dobbelt stortromme-angreb under chillet guitar-ringlen, viser en hær af unge demonstranter i kamp for fremtiden. Jeg tænker band-navnet 'Sky Architects' også henviser til de neo-liberale luftkasteller, som braste så gevaldigt sammen det efterår (det er dog endnu mere usandsynligt end resten af tolkningerne, eftersom bandet har eksisteret siden 2006, men altså, man behøver ikke at være logisk når man tolker en plade...). Jeg forestiller mig den elektroniske 'Breach These Walls' – med akredditeret 'dubstep-produktion' og i mine ører pladens absolut bedste komposition – skal virke som et urbant spejl af naturen fra 'All Free Must Fly'. Hvis du synes det lyder for didaktisk og forsimplet, så står det dig jo frit for at stille dine egne billeder op, for bandet lader os alle sammen fortolke deres lyd-skulpturer. Pladen gennemgår en pessimistisk fase henimod slutningen, hvor titlen på næstsidste sang hedder 'Endzeit', så vidt jeg ved 'slut-tid' på tysk, og tyske titler gør jo alting mere dystert. Til sidst får vi dog en march mod bedre tider i 'Procession of Hearts', hvorefter pladen slutter med flere bagvendte violiner i et minut. Er det det forgange, det nostalgiske, det tabte? Det er i hvert fald smukt.

Egentlig forsøger pladen at spejle frustrationen i verden efter 2008, ved også at være frustrerende og uforløst. Det lykkes ikke ret godt. Der er meget lidt frustrerende ved denne her plade. Jeg kunne måske godt ønske mig lidt mere grimhed, måske især i sangstemmen. Eftersom Black Metal bands som Deafheaven og Lantlôs har bevæget sig ind på post-rockens område, så har de også skubbet til grænserne for hvor frastødende post-rock har lov til at være, og der bliver Sky Architects lidt pæne, især taget i betragtning at de (formoder jeg) vil beskrive noget så frastødende og forfærdeligt som neo-liberalisme. Jeg gad også godt at de 'udefrakommende' indslag som kvindelig vokalist og elektronisk produktion blev mere centrale i bandet næste gang, hvor det på den her plade ret meget virker som afveksling fra en kerne-lyd. Men det er bestemt en smagssag. Sky Architect har givet et stort bud på, hvordan crescendo-core kan være vedkommende i dagens Danmark. De vender konceptet på hovedet og laver en art de-crescendo-core (eller diminuendo-core), men derudover bliver de dog på en ret så velkendt bane. Selv de elektroniske elementer er egentlig en grundlæggende del af post-rocken tilbage fra genrens halvfemser-dage i England, og er desuden kendt fra et band som Worrieaboutsatan. Pladen er altså ikke fremragende fordi den er fornyende, men fordi den finder et emne-felt hvortil formen synes helt naturligt velegnet. Den er varmt, varmt anbefalet herfra.

Pladen kan streames fra bandes Bandcamp for tiden, hvor man også kan købe en fysisk kopi.