De fleste store cd'er starter med stærke åbningslinjer. Ganske på samme måde som med bøger. Jeg tænker f.eks. på Wilcos Yankee Hotel Foxtrot, der griber din opmærksomhed med det enigmatiske 'I am an American aquarium drinker / I assasin down the avenue' eller på Hold Steadys Boys and Girls in America der øjeblikkeligt sætter tingene i perspektiv med ordene 'There are times in the night / when I think that Sal Paradise was right: / Boys and Girls in America / They have such sad times together.' Og så er der de plader der griber din opmærksomhed med det samme, selvom de ender med at være middelmådige, som f.eks. Hawksley Workmans Lover / Fighter: 'Fuck You! You're drunk and acting tough' Neon Golden starter ikke særlig poetisk: 'Prepare your shoes not to come back soon / prepare your heart not to stop too soon / you cannot walk with us'. Det giver ikke megen mening, og de sidste linjer i åbninsnummeret One Step Inside Doesn't Mean You Understand er ikke meget bedre: 'I will never read your stupid map / so don't call me incomplete / you're the freak'
Gennem hele pladen er der tekstbidder der nærmer sig det pinlige. Hvad med 'He's living next the rails / He can tell you things of different cars and trains' (Pilot). Eller 'When life is a loop / you're in a room / without a door' (Pick Up the Phone). Eller mine absolutte yndlingslinjer fra albummet 'You no longer be / kissed and kind / as you long for intuition / as you have to learn the lesson / twice.' Det skal lige siges, at det hele naturligvis bliver afleveret med klingende tysk/engelsk accent.
Og jeg elsker det alt sammen. Det passer så perfekt til musikken. The Notwist er et tysk band, der startede som hardcore punks i starthalvfemserne, og langsomt bevægede sig over i en mere elektronisk retning. Det her album har jeg set beskrevet som grundlæggeren af en 'indietronica' bølge, den gang i første halvdel af forrige årti. Det er en loopbaseret blanding af akustiske og elektroniske elementer. Strygere og træblæsere og banjoer blander sig med synths, breakbeats og programmerede trommer, og indover det hele synger Markus Acher hans mærkværdige tekster om at være i en verden man ikke helt forstår. Som åbningsnummeret siger: One Step Inside Doesn't Mean You Understand. Så mange af numrene på pladen handler om den fagre nye verden, om at være blandt elektronik, pinkoder, tog, fly og neonlys, og ikke være helt sikker på hvad der foregår. Og lige præcis derfor passer det så perfekt til, at teksterne så åbenlyst er skrevet af en person, på et sprog han heller ikke helt forstår. En hyperintelligent englænder ville sikkert have utrolig meget at sige om den her situation, men han ville have svært ved at ramme den her følelse af forvirring iblandet vished om, at der gemmer sig utrolig meget mening lige om hjørnet. Man kan ane den sådan lige i udkanten af øjenkrogen. Desværre bare altid lige uden for rækkevidde.
Men dette tema om forvirring er dog blevet slået an allerede inden Markus synger. One Step Inside starter nemlig med nogle strygerfigurer, der knipser lidt urytmisk rundt, inden perkussionen kommer ind sammen med Acher. Dette mønster med nogle instrumentrundgange i en lidt udefinerbar rytme i introen gentages i både Pick Up the Phone, Trashing Days, This Room, Solitaire og Neon Golden. Dette gør at man kommer 'skævt' ind i nummeret så at sige, man kan ikke finde ud af hvordan rytmen går det første stykke tid, og bliver lidt fanget på den gale fod. På samme måde som mange af teksterne handler om at komme 'skævt' ind i en ny tid og forsøge at få hold på den. Der er ikke noget hokus pokus ved hvad bandet gør, Notwist har bare valgt at komponere deres loops med en del synkoper, optakter, lifting og deslige. Når man så afspiller dem uden rytmebunden, ja så bliver det lidt forvirrende til at starte med. De har dog en enkelt fordel i forhold til mange bands, i og med at Achers vokalmelodier også ofte er rytmisk springende, og dermed passer til. Men dette skyldes nok i høj grad hans autodidakte forhold til engelsk udtale: Hvis han kan vælge mellem at lave en rytmisk krommelure eller at lægge trykket i ordet korrekt, ja så vælger han nok krommeluren lidt oftere end de fleste sangere. Det gør at vokalen og akkompagnementet ofte passer sammen.
Jeg har altid været vild med sang nummer syv: One With the Freaks. Jeg har altid følt det som om en lille byrde faldt fra mit bryst, hver gang den startede. Jeg har bare tænkt det var fordi, det er en fantastisk sang, der kommer efter en lidt mindre fantastisk midtersektion. Men efter at have tænkt over det er jeg kommer frem til at der nok også er en anden grund: Det er den første sang på pladen, der starter med rytmeloopsne. Trommelyde etablerer fra start af en rytmisk bund, det får en til at føle at man er på fast grund fra start af, man føler at alting falder på plads. Det er en utrolig fin strukturel detalje i sekvenseringen af pladen: sang 3-6 starter alle sammen med instrumenterne lidt ude af takt, hvilket gør, at når sang 7 starter med rytmerne, så føles det som om solen bryder frem, som om verden giver mening nok en gang. Jeg elsker den sang, og jeg elsker den her plade.
Og der er mange grunde til at jeg elsker den her plade. Den er helt utroligt veludført, kompetent og opfindsom, men frem for alt er den så helt utrolig menneskelig. Man kan sammenligne med Radiohead, der også skrev sange om en ny tid, og som blandede elektronik og rockinstrumentering. Men med Radiohead bliver mennesket ret ofte enten væk (med How To Dissapear Completely som oplagt eksempel) og desuden er der ret ofte en idé om mennesket som del af en masse, der er et politisk engagement, blandt andet baseret på Naomi Kleins No Logo, hvor sangene kommer til at handle om noget større end mennesket. Neon Golden handler altid om det enkelte menneske. Det er det enkelte menneskes reaktion på den nye verden der er i centrum. Og så er der et plottwist til slut! Hvor som sagt det meste af pladen har handlet om modernitet og postindustrialisme, så handler sidste sang, Consequence, om noget langt vigtigere: Kærlighed. Effekten er den samme: 'Leave me paralyzed. / Love / Leave me hypnotized / Love' Der er også et 'Never' derinde, der gentages sådan lidt på må og få, så om kærlighed skal eller ikke skal paralysere og hypnoti-ditto ved jeg ikke rigtigt. Det tror jeg egentlig heller ikke Hr Acher ved. Hvad jeg til gengæld er fuldstændig sikker på er, at sangen - og specielt en enkelt detalje sådan cirka 3:30 inde i nummeret - altid efterlader mig sådan... taknemmelig, forbløffet og med en følelse af, at ligegyldigt hvor mørk og mærkværdig verdens udvikling kommer til at blive... Så længe der bliver fremstillet kunst så stort som dette her, så skal det nok gå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar