'Det uudsigelige' på Vampire Weekends Contra

Jeg har tidligere skrevet om den seneste Vampire Weekend, men den gang handlede det meget om receptionen af det nye album, den her gang er det et element af teksterne jeg vil fokusere på, et element som jeg mener ikke stemmer særlig godt overens med det musikalske akkompagnement, hvilket skaber en splittelse, der er ganske typisk for indiemusik i dette årti. Men det kommer vi til, først må jeg lige sige at der sikkert er massive overfortolkninger og fejl-ditto i dette indlæg. Men det er efter min mening egentlig langt sjovere end at underfortolke dem.



Lad os starte med sang nummer to på pladen: White Sky. Det er en utroligt sød sang, nok den sang på albummet der er mest inspireret af afropop. Og som den netop offentliggjorte p4k sangliste skriver: 'And that's not even counting the simple, ecstatic pleasures of one of the year's best wordless choruses' Men det er ikke bare et sødt omkvæd, som jeg ser det er der faktisk en ret specifik pointe med det ordløse omkvæd. Versene handler om at finde det sublime i hverdagen, flot beskrevet i linjerne: 'A little stairway, a little piece of carpet / a pair of mirrors that are facing one another / Out in both directions, a thousand little Julia's / that come together in the middle of Manhattan' Andet vers handler om banaliseringen af moderne kunst modstillet en skatepark (er ikke helt sikker på hvordan det passer ind), tredje vers handler om at stille spørgsmålstegn ved det sædvanlige. Broen siger så: 'You waited since lunch / It all comes at once' og det som kommer er så netop uudsigeligt. DERFOR er omkvædet ordløst. Det er en sang som modstiller den banale hverdag med det usædvanlige, det kontrollerede og rationelle med det ukontrollerede. Den følelse man får er uformulerbar og kan kun repræsenteres ved det ordløse. Der er en verden hernede og så er der en White/Wide Sky. Der er sådan en snas af det sublime over det, selvom jeg lige knap vil kalde det for en sublim sang. Men den er virkelig sød.



Næste sang: Holiday. Igen er det en sang om verden uden for det normale, denne her gang beskrevet som længslen efter ferie. Men der er nogle linjer, som er helt centrale for albummet: 'A vegetarian since the invasion / She'd never seen the word: 'Bombs' / She'd never seen the word: 'Bombs' blown up to 96 point Futura / She'd never seen an AK / in a yellowy Day-Glo display / A T-shirt so lovely it turned all the history books grey'. Igen har vi altså hvordan det sanselige, det billedlige, er langt mere virkningsfuldt end de logiske historiebøger. Teksterne er fine, men det er billederne der ryster hende i hendes grundvold.



Sidste eksempel bliver sjette sang: Run. Det er en ganske typisk lad-os-flygte-væk-fra-det-hele sang. Dig og mig, vi kan løbe vores vej, os to og en lille smadret radio. Men igen er der ikke noget omkvæd, derimod manes en mariachi-agtig trompetfanfare frem hver gang Ezra Koenig synger: 'It struck me that the two of us could RUN' Dette giver mig to tanker: 1) Det udtrykker håb og livlighed, men samtidig forbliver det ukonkret hvilket får flugtplanerne til at virke lidt flygtige og uigennemtænkte 2) Det er muligvis en overfortolkning, men jeg vil da skyde på at flugten går til Mexico. Så her er der altså igen en fokus på det uudsigelige, men på en lidt anden måde, følelsen er simpelthen for ukonkret til at kunne formuleres.



Der er altså en tekstmæssig fokus på det irrationelle, det flygtige. Så langt så godt. Men her er problemet: Der er altså ikke voldsomt meget irrationelt over musikken. Sidste gang jeg skrev om pladen kritiserede jeg den for at være for kontrolleret og ikke have nok desperation. Det er naturligvis først og fremmest en personlig præference, men der er altså også noget mærkeligt over at teksterne ofte handler om hvordan ting ikke altid skal udpensles og forklares, hvordan et følelsesangreb kan være stærkere end en logisk forklaring, mens de samtidig er utroligt udpenslende og forklarende, og den bagvedliggende musik forbliver utroligt kontrolleret og komponeret. Der er altså ikke meget grundvoldsrystende over bandets verdensmusikalsk inspirerede indie. Man kan f.eks. sammenligne med Mt Eeries Wind's Poem, som jeg nyligen skrev om. Godt nok er Elverums emne noget mere voldsomt end Ezras. Men alligevel, Elverum formår netop at skabe en 'sublim' lydramme, hvorimod der hos Vampire Weekend opstår en modsætning mellem form og indhold.

Er det et problem? Jeg tror der er nogen, der bliver voldsomt irriterede. Der har altid været noget selvmodsigende over tekster som 'Who gives a shit about an Oxford Comma?' Ja, det var der egentlig ikke rigtig nogen som gjorde, indtil i valgte at skrive en sang om det... Så mit svar må være jer fire. Men for mig gør det bare musikken mere relatérbar. Jeg kender godt følelsen af at sidde på mit værelse for mig selv og skrive utroligt lange tekster om hvor vigtigt jouissance og det sublime er. Jeg tror der er rigtig mange unge som har en følelse af at ville ændre verden, men som ender med at bruge mest tid på at læse bøger og se film om de varme lande, køber fornuftigt ind af Max Havelaar varer, ja måske endda skralder lidt, går på gaden når man skal, men egentlig ikke rigtig får lavet oprør. For mig at se beskriver bandet ret godt en følelse af at forsøge at være ung og oprørsk i en post-marxistisk tid, hvor oprøret ikke længere har noget troværdigt endepunkt. Som de med bidende sarkasme synger i Cousins: 'Dad was a risk-taker / His was a Shoe-maker / You, Greatest Hits 2006 little listmaker' Oprøret og den sociale opstigning tog den tidligere generation sig af, nu sidder vi og har det egentlig ret godt, og ved ikke rigtig hvad vi skal gøre ved al den uretfærdighed der stadig er tilbage. Men så kan man altid forsøge at ændre verden ved at skrive en kulturblog, er deres sarkastiske pointe (og ja, jeg føler mig naturligvis ramt). Min er så, at det vel heller ikke er særlig oprørsk at lave pæn og tilforladelig indiepop.



Og jeg tror egentlig, at denne modsætning mellem oprør og tryghed er et fællestræk ved en stor bunke succesfulde indiebands i det nye årtusind. M.I.A. fik på puklen over det her spørgsmål sidste forår. Eller hvad med Beiruts turist-pop? Eller tag Animal Collective. Her er der nok den tydeligste splittelse (omend den ikke er tilsigtet), idet Panda Bear altid har været en sådan lidt genert hyggelig fætter, mens Avey Tare har en langt mere aggressiv side. Bandet har sådan lidt sunget om at man ikke behøver tage på college, og har da også lavet noiseagtige plader – hør Here Comes the Indian, hvis ikke du allerede har, det er et mesterværk – men har samtidig også lavet pæn og rar musik, f.eks. om at købe et hus til sin familie. Selv kan jeg bedst lide det når Avey Tare delen er mest tydelig, men jeg er vidst i undertal når det gælder det spørgsmål. TV on the Radio behandlede spørgsmålet fra det modsatte udgangspunkt på Dear Science, som jeg tidligere har sagt. Som sorte intellektuelle, så var problemet ikke at de var for intellektuelle til reelt at være oprørske, deres problem var at de var for sorte til at folk tog deres tanker alvorligt. Deres forsøg på oprør blev ikke dræbt af deres tryghed, men af deres kropslighed. Ja hvis vi skal trække den helt ud er der måske lidt det samme hos Fleet Foxes, hvor egentlig ret ubehageligt morbide / nedladende tekster, med et vist potentiale for det rystende, bliver druknet i en dyne af harmløs indie-folk-muzak. Den her splittelse mellem det rationelle og det irrationelle har naturligvis alle dage været til stede i musik, men jeg tror egentlig jeg vil hævde den har været tydeligere siden murens fald. Men altså, prove me wrong i kommentarerne, hvis du har lyst.