Da jeg lavede liste over bedste plader fra 2011 så kaldte jeg den her for 'Dårligste / Mest overvurderede / Mest misforståede plade' Jeg skal ikke helt kunne sige hvilken betegnelse der er den rigtigste. Jeg kan virkelig ikke lide den, men omvendt er den jo harmløs, og jeg er sikkert bare sur fordi den er blevet hyldet for meget og beskrevet forkert. Og så fordi Bon Iver irriterer mig. Han påstod at pladen hedder Bon Iver, Bon Iver fordi det er 'half self-titled, half weird thing', hvor jeg måske mere synes det virker halvt egocentreret, halvt mere egocentreret. Og han dissede grammyerne, men klappede så fuldstændig i da han selv blev nomineret, mens han for øvrigt også tjente penge på at lave reklamer for whisky. Men mest af alt så irriterer den her plade mig, fordi den virker på mig som en virkelig dårlig udgave af en form for plade, som jeg ellers elsker. Det er en stille og rolig art-pop plade, hvor fokus er lagt mindre på melodi og tekst og mere på lyde og arrangementer og produktion. Sådan lidt folk, lidt postrock. Det synes jeg egentlig også var hvad anmeldelserne pegede på. Men den fejler virkelig fuldstændig på de præmisser.
Det er jo en æble/pære-sammenligning, men prøv alligevel lige at hør den her sang. Det er O Leaozinho med Caetano Veloso, og det er et af mine yndlingsarrangementer. Der er kun et enkelt fløjt, men det fløjt er simpelthen den mest perfekte lyd til den her sang, det er placeret præcis hvor det skulle være i lydbilledet, og ved at blive gentaget opnår det en utroligt mærkværdig effekt. Den her plade er nærmest det modsatte af den sang, der er tonsvis af instrumenter og lyde lagt på, men ikke en eneste gang formår de at ramme et lydbillede som er så skævt men indlysende rigtigt som i den her sang. Det veksler mellem det fine og udmærkede (åbneren Perth lyder f.eks. rigtig fint) til det deciderede pinlige. Prøv at høre Minnesota, WI. Den starter udmærket, men i anden halvdel, fra 1:45 introduceres det ene mere overflødige element efter det andet, klodset og urytmisk og uden mening. Det var mens jeg hørte den her sang, at jeg begyndte virkelig ikke at bryde mig om det her album. Eller lyt til de elendige guitarsoli som starter i Calgary efter 1:05. Dårligt og så gør de hverken fra eller til.
Og det er egentlig grundproblemet med selv de bedste arrangementer på pladen: De gør hverken fra eller til. Lydbilledet er konstant domineret af tre-fire gange Vernon-falset og så en akustisk guitar og lidt trommer, så der er aldrig brug for, eller bare plads til, at de andre elementer kan folde sig ud. Det er bizart, når numrene nu er opkaldt efter både virkelige og imaginære lokaliteter, og når pladecoveret er en lagdelt landskabscollage, at der er så lidt rum i lyden på den her plade. Men de dominerende elementer (og det vil sige først og fremmest Vernons stemmer) bliver aldrig udfordret, og derfor ender resten af lydbilledet med at blive lidt ligegyldige ornamenteringer. Du kan sætte dig ned med en guitar og spille de her sange, og de vil være nogenlunde lige så gode, og det er der sikkert en hel masse singer/songwriter fans som er glade for, men det er altså ikke rigtig meningen med et art-rock album. Det her album er ikke lyden af et landskab eller en by. Det er altid bare lyden af en mand. Men det siger titlen jo så også...
Og måske skulle man ikke være overrasket. Bon Iver hjalp jo med på Kanye West's plade My Beautiful Dark Twisted Fantasy fra sidste år, og den var jo endnu mere overlæsset end den her er. Men på den plade gav det overlæssede jo mening, fordi det spillede lige op med Kanye Wests megalomane ytringer, der var en spændning mellem form og indhold. Jeg kan virkelig ikke finde nogen som helst grund til, at der skal være læsset så meget på de her ganske ordinære folksange, men jeg må nok også indrømme, at jeg ikke fatter en hak af teksterne, så der er da sikkert plads til forklaringer. Men så er det jo heller ikke værre. Når nu jeg har villet skrive den her sviner, så har jeg jo lyttet til pladen nogle gange, og så vænner man sig jo til den. Og måske minder den her plade mig mest af alt om tidlig TV on the Radio. De gik på samme måde mest af alt op i at lave interessante soundscapes, og så vidste de ikke rigtig hvad de ville sige med det, eller overhovedet hvordan man kunne sige ting med soundscapes. Men TVotR lærte det jo støt og roligt og leverede mesterværket Dear Science. Måske så kommer Bon Iver også efter det, og så laver han pludselig et mesterværk. Det ville da være glimrende. Hvis han lærer ikke altid at ville være i centrum, og så måske også får et eller andet på hjerte, så kunne det sagtens blive helt godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar