Destroyer's koncert på Roskilde var fantastisk. Det var egentlig kun hans seneste, Kaputt, som jeg kunne lide og sådan rigtig havde sat mig ind i, så jeg var forberedt på, at en stor del af koncerten sikkert kom til at gå med gamle sange som jeg ikke kendte eller kunne lide. Men han spillede næsten kun numre fra den nye, der var et enkelt nummer, Painter in Your Pocket, som jeg svagt huskede fra Rubies, og så et cover, som jeg også svagt kunne huske at have hørt før, men ikke kunne huske hvor fra. Det viste sig at være Everywhere af Fleetwood Mac, en sang som jeg aldrig havde hørt i originalversionen, men kun i et andet nyligt cover, af Vampire Weekend. Wow, noget af et tilfælde, hva? To af de hippeste indiebands laver et cover af det samme kiksede pop-band, og så endda af den samme sang. Men 70'er soft-rock var så in det seneste år at man nærmest kunne kalde det en trend, foruden de to bands afsluttede Bon Iver også hans forfærdelige nye plade med en pastiche på genren. Man kunne sige tidens retro-mani nu endelig har noget bunden af bægeret, og der simpelthen ikke var andre genrer tilbage at stjæle fra. Måske er det en blanding af eskapisme og nostalgi? Men det er nok ikke tilfældigt at Destroyer valgte at fremhæve netop Fleetwood Mac, for deres nye plade fungerer i høj grad på samme måde som Fleetwood Mac's to hovedværker. Folk husker gerne det band som populistiske mastodonter, men man skal også huske på at Rumours og Tusk blev skabt mens de to par i bandet gik i opløsning, og under store misbrugsproblemer, henholdsvis. Kaputt har lidt den samme mentalitet. Det virker måske som om det er ren overflade, et forsøg på at lave ren vellyd, men hvis man lytter nærmere efter er det mere lyden af et band som har opgivet at være cool, og for at sige det som plat som muligt: Det er lyden af en mand, som netop er Kaputt.
Jeg har tidligere, i en post om Caetano Veloso, kritiseret Bejar for at gå for meget op i hans tekster, i forhold til sammenspillet mellem tekst og musik. En af de ting, som har irriteret mig ved hans tidligere plader, og som har gjort at jeg ikke har hørt nogen af dem ret meget, er, at Bejar og hans tekster virker alt-dominerende i musikken. De fylder det hele i lydbilledet, hans stemme er alt for meget, og udviklingerne i musikken virker altid underordnet forsangerens ord og stemme. Det hele blev for meget af ham. Men jeg var ikke helt fair i min tidligere post, for Bejar beskrev nogle idéer som han tidligere havde haft, og som han havde opgivet. Og det kan man høre på den her plade, det er en helt anden følelse man får fra pladen. Hvor Bejar før altid virkede som hovedpersonen, så er han her i langt højere grad en del af et hele. Han har en stemme, og et par kvinder har stemmer, men samtidig er der guitarer og fløjter og saxofoner og trompeter, og de har hver især deres stemmer. Jeg har set det kommenteret, at de andre instrumenter lyder 'fjerne', men pointen er først og fremmest at de lyder uafhængige af hvad der ellers foregår i lydbilledet. De dominerende lyde er bassen, rytmen og diverse synth-flader. Så kommer Bejars stemme, som forsøger at følge med de tre andre elementer, og så har du alle de andre instrumenter, som flyder ud og ind af lydbølgerne, uden at det rigtig virker som om nogen har kontrol med hvad der foregår. Bejar har vist i hvert fald ikke. Som sagt, nu for anden gang, han er gået Kaputt.
Ikke verdens mest hidsende video, men den rammer meget godt følelsen af at blive ført med, som den her plade giver.
Og denne her idé om at han ikke har kontrol, at han ikke er verdens vigtigste, går videre i teksten. 'You can't belive / the way the wind's talking to the sea / I heard that someone said it before / I don't care / I can walk away' Det er de første ord man hører. Vinden og Havet er sublime og ukendelige, og det er der vist nogen som har sagt før og fuck dig, så går jeg da bare min vej. Og som teksten ovenover vist også afslører, så er det ikke længere meningen at teksterne skal være pæne for sig selv. Lad os tage et andet eksempel fra titelnummeret, nogle af de oftest citerede linjer fra albummet: 'Sounds, Smash Hits, Melody Maker, NME / All sounds like a dream to me' Prøv at fremsige dem. Er de ikke forfærdelige? For det første er rytmen helt væk, den kunne være reddet ved at fjerne Melody Maker: 'Sounds, Smash hits, N-M-E / All sounds like a dream to me' Det lyder helt børnerimsagtigt, men stadigvæk dumt. Derudover rimer ME på me, og det bliver ikke rigtig bedre af at linjerne bliver gentaget igen og igen. Men som Bejar synger det, så giver det pludselig mening. Han accelererer for at få passet Melody Maker ind, og han slutter de to linjer på samme tone, som for at sige han godt ved hvor ens slutningerne er. Så lyder det pludselig som en mand der har travlt, det lyder af flygtighed, netop som en drøm. Og det lyder som om han godt ved at det ikke er solidt. Det er elendigt på skrift, men i sammenhængen fungerer det.
Det her er tilgengæld en fantastisk video, og så indeholder den de linjer, som jeg netop har behandlet ovenover.
Kaputt er ikke en væsentlig plade, det er tværtom en plade om en fyr, som har opgivet at være væsentlig. Det er lyden af at gå på kompromis med alle de andre stemmer, indse at man ikke ved det hele, og ikke er først med det hele, og så bare lade sig flyde med strømmen. I titelnummeret synges der om at jage kokain, men pladen minder mig mere om heroin-scenerne fra Trainspotting. Det er en downer-plader snarere end en upper-ditto. Og tja, på trods af, at den ikke var stor og væsentlig, og på trods af, at det bestemt ikke var nogen nyskabende plade, så var det, når alt kommer til alt og lige for tiden, min favorit fra året der gik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar