torsdag den 1. marts 2012

Eels - Electro-Shock Blues (98)


De lister, som jeg har postet herinde, er nogle jeg i første omgang har skrevet til svingninger.dk. Jeg sidder ikke og laver lister for mig selv, helt så nørdet er jeg heller ikke. Men på de to første lister over mine absolutte favorit-albums jeg har lavet, så har den her plade været nummer et. Det er en plade jeg næsten aldrig hører, men alligevel har den altid stået for mig som min absolut yndlings plade. Jeg havde til gengæld ikke tænkt mig at skrive om den, for dens kvaliteter er samtidig ret indlysende for alle som hører den, så jeg havde ikke så meget at tilføje. Men så hørte jeg den igen nogle gange for nylig, og pludselig fik jeg et nyt syn på den. På en måde, så havde jeg ophøjet den til et ideal snarere end et værk i sig selv, men nu synes jeg pludselig at jeg kunne høre den for det den er. Den blev 'kun' nummer tre på den seneste liste jeg lavede, men egentlig tror jeg måske jeg sætter større pris på den nu. Den er ikke længere end fantasti-genstand, men en af mine yndlingsplader, som jeg hører ganske ofte for tiden. Det er en unik plade, både på grund af omstændighederne den blev skabt under, men også fordi Mr E har et ret unikt verdenssyn, der gennemstrømmer alle elementer på den her plade. Så jeg tænkte jeg ville prøve at skrive lidt om den, det kommer sikkert til at være mere navlepilleri end kvalificeret kritik. Onde tunger vil hævde, at det er helt i pladens ånd.

Jeg var 13 år, da jeg begyndte at høre Eels. De var mit første yndlingsband, det første rockmusik jeg hørte, som jeg ikke havde fundet via mine forældre (de første plader jeg kan huske at have hørt er Abbey Road med Beatles, Graceland med Paul Simon og An Innocent Man med Billy Joel). Jeg sang i Københavns Drengekor som knægt, så det meste musik jeg beskæftigede mig med var klassisk, som også begge mine forældre arbejdede med. Men det var Eels vi kom fra. Beautiful Freak var den første plade jeg købte til mig selv. Electro-Shock Blues og Daisies of the Galaxy var nummer to og tre. Det var for penge jeg havde fået i 14-års fødselsdagsgave, i December 2000. De første dage hørte jeg kun Daisies på repeat, jeg havde ikke lyst til at høre Electro-Shock, for jeg havde hørt at den ville være deprimerende. For dem som ikke ved det, så blev pladen til i perioden efter at Mr E's søster havde begået selvmord, og hans mor var død af kræft. Pladen handler nærmest udelukkende om de her emner, og kan til tider blive umanerlig mørk. Men til jul, så begyndte den at fænge. Pludselig blev jeg i stand til at høre pladen gennem mørket, i stedet for mørke og død begyndte jeg at høre den galgenhumor E bruger til at tackle perioden med, den nostalgiske længsel mod uskyldigere tider som han ofte falder tilbage i, og den skabende livsglæde han til sidst lægger sig fast på. Det begyndte at blive en plade, som jeg paradoksalt nok blev i nogenlunde godt humør af at høre. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg må have hørt den i den første del af mine teenageår, men det må dælme have været mange. Og så holdt jeg op. Som sagt, så blev den nærmere et ideal end noget jeg havde et løbende forhold til. Hver gang jeg fik en ny plade i hånden, så håbede jeg, at den ville være lige så god som ESB. Men det var de ikke. Efterhånden blev det endnu mere abstrakt, og det blev en plade jeg tænkte over, når jeg skulle komme på hvilke kvaliteter jeg satte mest pris på ved den sære kunstform et rock-album er. Afvekslende sange, milde eksperimenter, mørke og lys sat sammen, og en klar udvikling pladen igennem, gerne med en overraskende forløsning til sidst. Det er ting, som utroligt mange af mine yndlingsplader har, og jeg tror min glæde ved de ting er grundlagt her.


Det er utroligt så meget der kan proppes ind i 3:40, og at det forbliver så iørefaldende. Jeg forstår ikke, at det ikke er almen viden, at det her er en af 90'ernes bedste sange.

Grunden til, at jeg har skrevet så meget om mig selv er nu også, at den her plade har en helt specielt stemning, som jeg tror jeg var fintunet til at sætte pris på til at starte med. Det er en plade, som stiller sig flot op i den glorværdige genre af teenage-klynke plader, en genre der også tæller så forskellige plader som Unknown Pleasures med Joy Division, Disintegration med The Cure, eller f.eks. In the Aeroplane Over the Sea med Neutral Milk Hotel. Men alligevel, jeg vil til enhver tid foretrækker Mr E's misantropi, frem for de her andre. Det er svært at definere det præcist, så jeg vil prøve at skitsere de ting, som E ikke er. Min bedste ven havde The Cure som yndlings-misantropi, så jeg blev tvangsindlagt til at høre Disentegration og Bloodflowers og den slags ad libitum, og i forhold dertil er Electro-Shock Blues meget meget lille. Den er aldrig episk. Selvom det er nogle dybe og voldsomme følelser, som E behandler (dybere og voldsommere end den teenage-tristesse som de fleste af den her type plader beskriver) så er der aldrig den følelse af, at det hele er uoverstigeligt voldsomt, som der er hos f.eks. The Cure. Der er intet sublimt på pladen. Og selvom pladen omhandler depression, så er E aldrig depressiv. Han er aldrig på randen af det fornuftige, som Ian Curtis og Jeph Mangun kan være. Snarere er han sarkastisk og bedrevidende. Hvor Jeph Mangum henviste til den virkelige verden ved at skrive desperat om Anne Frank, så laver E kendte kvinder om til ordspil: 'Courtney needs Love' 'Springfield's looking pretty Dusty today' Hvor Arcade Fires Funeral, endnu en plade der handler om opvækst og dødsfald i familien, ender med at Regine Butler skråler: 'I've been le-e-a-a-arning to dri-i-ive / My whole li-i-ife' så konkludere E det samme kort og kontant: 'And maybe it's time to live' Der er ingen metaforer, der er ingen emo-skrål, det er historier og sarkasme og spidse bemærkninger.

Jeg vil ikke forsøge at beskrive pladen, men lige hive fat i to aspekter af den: Først, hvor barnlig den egentlig er. E har altid hevet tilbage mod barndommen, på hans første soloplade er der f.eks. et kort nummer for Toy Piano, og hans plade covers ligner ofte børnetegninger (dette fik i 2000 Dick Cheney til at påpege at det var utilstedeligt at Daisies of the Galaxy havde et cover fra en børnebog, mens dens sange havde titler som 'It's a Motherfucker. Jeg genkøbte Electro Shock-Blues for et par år siden, og en gammel dame ved den anden kasse spurgte om det evt var noget musik for hendes lille barnebarn...) På den her plade er der også ganske 'barnlige' lyde fra xylofoner, music-box etc, en sang som The Medication's Wearing Off lyder til at starte med fuldstændig som vugge-viser. Samtidig vender flere af sangene tilbage mod barndommen, før det hele blev så vanskeligt, ja Baby Genius vender tilbage til E's far, som var kvantefysiker, og dengang han var spæd. Sange som My Descent Into Madness, 3 Speed og Climbing to the Moon vender hele tiden tilbage til tiden før Elizabeth tog livet af sig selv. Da jeg var yngre prøvede jeg at tænke den her plade som et fremadskridende narrativ, jeg ville have den til at være et konceptalbum i stil med The Wall, men Eels har forstået, at Rock-Albummet ikke er et narrativt medie i traditionel forstand. De enkelte sange på albummet springer hele tiden rundt i tid, og ud og ind af E selv, så det er ikke en traditionel lineær fortælling. Men der er et narrativ, det er bare lidt mere kompliceret. Elizabeth dør i sang nummer 1 og bliver begravet i nummer 2, og derefter går det meste af pladen med at E forsøger at abstrahere for hans virkelighed, men gang på gang bliver hevet tilbage. Til sidst, i Dead of Winter, sang nummer 14, bliver han endegyldigt hevet tilbage af morens død, og efter at hans Medicinering Holder Op Med At Virke (15) sætter han sig ned og beslutter sig til at leve (16). Et album er både et hele, men hver sang har også mulighed for at stå for sig selv. Det er netop den splittelse Eels udnytter, mange af sangene forsøger at skabe bedre verdener, at komme væk fra den virkelige fortælling, men virkeligheden hiver dem hele tiden tilbage.



Det andet element er mere musikalsk, det er hvor inspireret af hip-hop det hele er. Blandt albummets producere finder vi Prince Paul (De La Soul) Michael Simpson (Beastie Boys & Beck) og Dan Nakamura (Gorillaz) E rapper heldigvis aldrig, men ganske mange af sangene er sample-baserede. Det hjælper naturligvis også, at Butch' trommer er faste og stabile som i en hip-hop produktion. Men tag en sang som titelnummeret, det er jo ikke andet end et klaversample som ændres lidt i omkvædet. Eller hvordan små samples lægges ind i omkvædene i Going to Your Funeral eller orkester-samplet i My Descent Into Madness, og naturligvis det bagvendte sample i Efil's God (fra en tidligere Eels-b-side: Dog's Life). Omkvædet i Last Stop: This Town udgøres også af to stemmer, der nærmest optræder som to samples, som til sidst får E til at synge med dem. Den samme idé bruges på Medication is Wearing Off, hvor E til sidst synger samme melodi som en guitar har gentaget gentagne gange. E må forholde sig til sit akkompagnement i sangene, ligesom han i sidste ende må forholde sig til hans omgivelser i den virkelige verden. Der er en afslappet ekletisme på pladen, som putter Eels sammen med bands som Cornershop og Beta Band, som også lavede relativt eksperimenterende kompositioner, men uden at gøre fantastisk meget ud af det. Eels gør ikke noget specielt ud af, at komponere med samples, det er en helt naturlig ting for dem, og ikke noget som behøver en tekstlig tematik i sig selv, som det f.eks. gør hos Beck. E havde noget han ville skrive musik om, noget som var vigtigere end musikken selv, og musikken blev komponeret for bedst muligt kunne understøtte dette emne. Rent faktisk medførte dette en ganske stor portion innovation, men det var ikke pladens hensigt, og det er måske derfor det ikke har fået den opmærksomhed det fortjener?



Hvis jeg har et kunstideal for rock-musik, så er det netop, at god innovation ikke kommer når folk vil være innovative. Det er når folk har noget på hjerte, som de føler ikke kan behandles med de gængse virkemidler, at den gode innovation kommer frem. Der er nok en god chance for, at jeg har dette kunst-ideal fra denne plade. Den talte virkelig til mig da den kom frem, jeg elskede dens sarkastiske, bedrevidende tone, dens melodier, dens overflod af detaljer, og måden den fortalte en eller anden form for fortælling, på en måde, som en bog ikke havde kunnet. Det er over ti år jeg har brugt med den her plade, og når jeg nu genhører den igen-igen for at skrive det her indlæg færdigt, så holder den stadigvæk hundrede. Den er innovativ og idiosynkratisk, og dens idiosynkrasier passer nærmest perfekt til mine egne. Jeg har hørt den her plade siden julen 2000, og den vil nok blive ved med at være en favorit mange mange år frem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar