Hvert år offentliggør alverdens musiksider deres årslister over bedste plader, bedste singler, bedste tweets, grimmeste cover, whatever. Det er en typisk nørd-ting at gøre, jeg gør det også selv. Popmatters går ret meget all-in på den her front, og offentliggør alverdens genrelister. Jeg føler lidt, at når du laver lister over både indierock og indiepop, samt country, americana og bluegrass, så overgør du det måske en smule... Men i år havde de så også besluttet at lave en liste over 'Experimental' albums, og det var et af mine yndlingsalbums der vandt: Yellow Swans - Going Places. Men udover, at jeg naturligvis er enig i, at det er et fantastisk album, er glad for at se det få noget velfortjent opmærksomhed, og føler at mine egne smagsløg er blevet valideret, så er jeg nu lidt loren ved termen 'Experimental'.
Det er noget mærkeligt noget, med de her termer for musik som er sådan lidt 'skævt' og anderledes end normerne. Det er 'alternativt', det er 'uafhængigt', det er 'eksperimenterende', alt sammen plus-termer, som man vel lige knap kan argumentere imod. Men samtidig også termer, som skræmmer ganske mange folk væk. Hvis folk hører, at Going Places er den bedste Experimental-plade, så er jeg bange for, at folk vil tro, at det er noget utilnærmeligt og avant-garde noget. Og ja, pladen er abstrakt og støjende, og den vil nok tiltale folk, som i forvejen er bekendt med noise-genren. Men hvad jeg føler er dens grundprincip er hverken svært forståeligt eller specielt nyt: Det handler om at skabe skønhed ud af ikke specielt skønne lyde. Det er sådan set den samme ting jeg sætter pris på ved skulpturer lavet af metal, freejazz a la Ayler og Coltrane, eller tysk poesi. Men det er sådan set heller ikke rigtig dens eksperimentale kvaliteter, der for mig får den til at stikke ud fra mængden. Det er tværtom den formidable mængde af følelser, som det er lykkes bandet at ligge ned i de her abstrakte og instrumentale kompositioner.
Pete Swanson og Gabriel Mindel Saloman meddelte i 2008 at de ville opløse bandet efter én sidste plade. Så hele albummet bliver naturligvis opfattet som bandets svanesang (pun intended), og man er nok tilbøjelig til at projicere endnu mere opbrud og afslutning ind i albummets lyde. Men det er nu også svært at lade være, med de titler numrene har: 'Opt Out', 'Limited Space', 'New Life', og selve titlen 'Going Places'. Hvad der fik mig til at falde for albummet med det samme, var altså ikke hvor eksperimenterende det var, men tværtom hvor nemt det var, hvor let det var at få en forståelse af det, få det til at give mening. Men numrene er abstrakte og uformelige, så ofte når jeg lytter til det, ja så passer de enkelte dele sammen på en ny måde. Derfor er de tolkninger, jeg forsøger mig med nedenunder, også endnu mere subjektive øjebliksbilleder, end de plejer at være.
På mange måder kan den her form for noise føles som en videreførsel af post-rocken. Det er helt nye instrumenter og produktionsmetoder, men ofte er det en gammelkendt bevægelse som styrer numrene. Postrock-netsiden Silent Ballet konstaterede da også i deres anmeldelse: It should be noted that all these songs do essentially the same thing – they crescendo, awesomely – but that’s not the point, nor is it the value of this album. Men selvom der bestemt er imponerende crescendi på albummet, den 13 min lange Opt Out først og fremmest, så er det nu ikke pointen med alle numrene. Åbningsnummeret Foiled lyder som om det starter midt inde i, det er bare en mekanisk rytme med støjflader på, og den udvikler sig ikke så meget som den blot bliver erstattet af nogle mere behagelige synthlyde. Effekten er en følelse af uforanderlighed, det føles som om, at vi blot hører et udklip af et nummer, der sidder fast i samme rille. Resten af albummet føles i høj grad som et opgør med denne uforanderlige rille.
Tag f.eks. et nummer som ovenstående, et af de få, hvis form jeg sådan nogenlunde føler at jeg har gennemskuet. Der ligger ubestemmelige flader af støj, diverse guitarer har gang i alle mulige ting og sager forskellige steder i lydbilledet. Den lyd, som fænger mig, er den ustoppelige klokke, der ringer konstant og hele tiden på offbeat. Ding, ding, ding, ding... Nummeret hedder Limited Space, og den skide klokke føles unægteligt voldsomt dikterende og begrænsende. Momentet til sidst i nummeret, hvor klokken endeligt forsvinder, og en enkelt guitar får lov til at stå frem klart og tydeligt og alene, ja det moment synes nærmest overtydeligt at illustrere forsøget på at undslippe snærende bånd. Selvom det er abstrakt musik behøver det jo ikke at være alt for sofistikeret. Men noget ret så forunderligt ved det øjeblik er, hvor lidt triumferende det føles. Det føles ikke som om, at klokken er blevet overvundet, og lader en stærk og modig guitar-helt træde frem. Nej, det føles mere som om, at klokken er kollapset, og har efterladt resten af lydbilledet alene, usikkert og vaklende.
Og jeg tror måske nok, at det er ret typisk for dagens kunstnere. Going Places er jo et meta-værk, det forsøger musikalsk at behandle omstændighederne for sin egen tilblivelse. Der skriver det sig på sin egen lille måde ind i en gammel modernistisk tradition, som litteraturinteresseret kan jeg ikke lade være med at tænke på Portrait of the Artist as a Young Man eller På Sporet af den Tabte Tid. Men det føles netop ikke som et portræt af et par kunstneres selvrealisering. Det føles som en lidt melankolsk erkendelse af, at den gamle rille har opbrugt sine muligheder, og at det er nødvendigt at finde en ny. Der er en ydmyghed over det, kunstnerne er melankolske snarere end modige, og deres projekt er nødvendigt snarere end heroisk.
Det er måske også derfor, jeg hverken synes det skal kaldes avant-garde eller experimental eller noget. Det er aldrig det, som det handler om. Nu får jeg så alligevel fremstillet det som om, at det er tidstypisk, og på den måde måske få lagt en ramme om det, som om at det er et 'vigtigt' album. Men det er det ikke. Det er et umanerligt lille værk, blot et intenst personligt dokument af to personer på et punkt i deres tilværelse. Det er ikke stort eller noget. Men det er skidegodt. For øvrigt er den på tilbud til fire pund for tiden. Fundet for de penge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar