Den her tekst lagde jeg oprindeligt fra mig. Jeg sad og skrev lidt tanker ned om pladen for snart halvandet år siden, men blev aldrig rigtig færdig. Så, pludselig, døde Bill Doss, den ene halvdel af bandet, og i lang tid virkede det som enormt dårlig stil at smide følgende tekst op uden at tage udgangspunkt i dødsfaldet, hvilket jeg ikke havde lyst til. Så jeg lagde det til side. Og nu har jeg fundet det frem igen, og skrevet det færdigt.
Jeg burde kunne lide psych langt mere end jeg gør. 'Psykedelisk', det er det unormale, det overraskende, det inhumane. Jeg burde da være nede med det. I så mange andre genrer – fra post-rock til space-disco - bliver jeg begejstret over ting, lyde og strukturer, som man kunne sige stammer fra psych'en. Men i mine ører, så er der for meget af psych-scenen som er alt for forudsigelig og logisk. Der er en indre psych-logik for en del bands, hvor tempi, længder og tekster ikke synes forankret i sangene selv, men i scenens logikker. Sådan er det jo med alle genrer, men for psych'en er det så meget mere dræbende, for hvordan kan noget være psykedelisk hvis man hele tiden ved præcis hvad der skal ske? På én måde, så er den her plade, Dusk at Cubist Castle med Olivia Tremor Control, blandt de mest psykedeliske nogensinde, for så ufatteligt store mængder af pladen, både tekst og musik, går direkte i kødet på det psykedeliske, bearbejder, udspørger og problematiserer det. Men der finder man så også ud af, hvorfor mange psych-fans ikke vil kunne lide pladen, for OTC er på mange måder også utilpasse og bange over for det psykedeliske. De nærmer sig på listefødder, aftjekker altid om de har livliner tilbage til det 'virkelige', og slipper egentlig kun for alvor tøjlerne en enkelt gang. Det er ikke rendyrket psych, men på mange måder er det en langt mere ægte psykedelia, for den viser det psychede fra utroligt mange afstande og vinklinger.
Dusk at Cubist Castle indeholder 27 sange. Det siger vel lidt om omskifteligheden på pladen. Sangene er små catchy tresser-inspirerede popsange, som er iklædt et godt lag effekter, og som skifter over til ambiente, støjende eller musique concrete agtige passager. De fleste psych-bands i dag spiller meget lange numre med god plads til jammede og solistiske passager, OTC spiller meget korte numre, men de ender med at flyde sammen og virke som længere suiter, så effekten er på mange måder ens. Rigtig mange af sangene handler om virkelighed/uvirkelighed, kontrol/frihed. 'We're in the movies!' lyder første linje, og andre sange har titler som 'Define a Transparent Dream' eller 'Memories of Jacqueline 1906' I 'No Growing (Exegesis)' lyder omkvædet 'There is no growing / in knowing where your going' 'Jumping Fences' er en anden titel, der giver af at gøre op med snævrende bånd. Musikken spejler det her tema, med en utydelig, drømmende lyd, hvor sangene hele tiden synes at ville gøre op med deres egen struktur, og morfe ud til noget mere frit og uformeligt. Men pointen er, at der samtidig også hele tiden er en kraft, der trækker sangene tilbage i velkendte former. Sangen om drømme hedder 'Define a transparent dream', og der er hele tiden en kamp mellem at gøre sangene transparente, og forsøge at definere dem igen. Det er på samme måde forbløffende hvor mange af sangene der handler om at falde ned igen. Der er en sang, som hedder Can You Come Down With Us. Green Typewriter Suite, der fylder hele c-siden ender med ordene: 'When you're ready to come back down / I'll be waiting here / All your friends will be around / I promise I'll wait forever' Og til sidst på albummet bliver en eller anden bedt om at vågne fra drømmene: Don't sleep too long / cause everything you need is right here / Don't sleep too long / Pleasant dreams, but please don't sleep too long'
Det kan måske virke frygtsomt, ja nærmest kujon-agtigt, som om bandet ikke tør slippe tøjlerne og virkelig omfavne præmisserne for den genre de har valgt at spille i. Men jeg opfatter det tværtom som dels realistisk, dels resultatet af et langt mere dybtgående favntag med det psykedeliske. Vi lever jo ikke i tresserne længere. Alle og enhver kan vel se at LSD og svampe ikke var det absolutte frigørende, som det kunne virke som om dengang. I hvert fald ikke for alle de deltagende. På Dusk at Cubist Castle tages der livtag med den psykedeliske opfattelse, både dens gode og dens skræmmende sider. For også i de positive stof-sange kan OTC virke skræmmende. Instrumenter angriber pludseligt sangen, bånd speedes op og ned igen, sange dør før man troede det. I 'Define a Transparent Dream' synger de: 'Feel the atmosphere breathe with life / MODEL PORTRAIT HEADS OF GERTRUDE STEIN!' Det er en non sequitor. Tingene hænger ikke sammen, der er ikke nogen intern logik, det er svært at se, hvor meget de selv har kontrol over sangene. Sammenlign med et band som Spids Nøgenhat f.eks. Deres første plade starter med ordene 'Har du set mit psykedeliske tapet', og på intet tidspunkt har jeg fornemmelsen af at høre noget, som ikke er tapetseret af bandet selv. OTC er anderledes, de lyder faktisk som om de ikke har styr på hvad de laver. Af den grund, selvom Spids Nøgenhat har langt flere af de typiske psych-markører, så synes jeg bestemt at OTC er en langt mere 'ægte psykedelisk' oplevelse. Der er en gang imellem fornemmelsen af at være i et musikalsk rum, hvor det ikke længere er den menneskelige logik som er styrende, noget som jeg aldrig oplever med Spids Nøgenhat, lige gyldigt hvor længe deres soli varer.
Men jeg siger igen kun 'en gang imellem' med Olivia Tremor Control. For det meste af pladen føres jo til det kontrollerede. Kun på pladens tredje fjerdel – det var oprindeligt tænkt som en dobbelt-lp – slippes tøjlerne helt og holdent. Nummer 12-21 hedder Green Typewriter Suite, og det er langt det meste af tiden ren abstraktion. Kontrollen slippes helt på nummer 19, der mest af alt er 9 minutters optagelse af en dryp-stenshule. Der findes folk, som overhovedet ikke kan med det, jeg finder det fascinerende hele vejen igennem. Jeg finder nummeret er præcist så langt som det skal være, og jeg finder at måden de vender tilbage til det mere musikalske rum igen er ret fantastisk. Pludselig synger de 'How much longer shall I wait?' og så er der guitar-fræs i et halvt minut, som så forsvinder. Det er et eksperiment, i den videnskabelige forstand, en pertentlig indkredsning af præcis hvor langt de kan gå og stadig hive stikket hjem. Det er mesterligt.
I sidste ende er grunden til jeg elsker den her plade så højt måske, at det er den plade jeg kender der kommer længst ud, men altid er i stand til at finde hjem igen. Den er måske frygtsom og forsigtig det meste af tiden, men da det endelig kommer til stykket kaster den sig ind i mørket, og bliver derinde forbløffende længe. Det triste ved OTC, som nu er blevet så trist at jeg ikke kunne skrive det her færdigt, var at de mistede evnen til at komme tilbage igen. Deres næste plade, Black Foliage: Animation Music Volume One, havde bestemt også sine momenter, men den havde aldrig den logik der holdt Dusk at Cubist Castle nede på jorden, når Black Animation vandrede ind i mørket, så blev den væk for sig selv. Derefter gik bandet i opløsning, medlemmerne udgav diverse solo-udgivelser jeg føler har samme problem, og gendannelsen i 2009 nåede ikke at lave et nyt album før Bill Doss altså afgik ved døden i juli 2012. Det er en af de der umanerligt sørgelige kunstner-dødsfald, først og fremmest fordi han var alt alt for ung, men samtidig også fordi hans bedste værker tog livstag med det at leve i det uvisse med fare for at blive væk. Selvom der aldrig er blevet givet nogen specifik dødsårsag, og selvom man skal passe på med at blande kunstner og kunst sammen, så har det dog alligevel givet denne plade, en af mine absolutte yndlingsplader, en melankoli som den nok aldrig slipper af med igen. Derfor er den dog stadigvæk et mesterværk, som alle burde investere lidt tid i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar