Azeda Booth - In Flesh Tones (08)

I min verden findes der forskellige former for underkendte værker. Der findes dem, som nok nærmere er personlige favoritter, albums, som betyder noget helt specielt for mig. F.eks. Eels - Electro-Shock Blues, den vil nok altid betyde mere for mig end de fleste andre, det skyldes lige så meget biografiske ting. Så findes der albums, hvor jeg egentlig godt forstår, at andre folk har lidt svært ved at komme ind på livet af det. The-Dream, f.eks., er ensformig og misogyn i absurd grad, jeg kan lidt godt forstå hvis folk har svært ved at acceptere, at det samtidig er noget af det mest vellavede musik der findes for tiden. Men der er også den tredje kategori, den hvor jeg simpelthen ikke forstår, at et specifikt album ikke har væltet musikverdenen fuldstændig bagover, og hvor jeg næsten opfatter det som en fornærmelse på et eller andet punkt. Albums, som både er så iørefaldende, men samtidig så fantastiske, at deres status som obskuritet virker fuldstændig uforståelig på mig. Et sådan album er Azeda Booth - In Flesh Tones.



Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk ikke falder pladask for et nummer som ovenstående. For mig rammer det et felt sådan lige midt mellem melankoli og velvære. Det er som new age med modhager, jeg kan decideret mærke hvordan min krop spænder fra. Og nærmest hele pladen lyder sådan. Fra rullende trommer indleder Ran, til ringlende guitarer ringer Be It ud, hele pladen er utrolig godt sammensat, komponeret, produceret. Ambiente flader, let kradsende guitarer, elektroniske programmeringer, lettere utæt sopran-sang, lydbilledet er så umiddelbart knuselskeligt, at jeg ikke forstår der ikke er flere som er faldet for dem. Jeg tænker, at det muligvis er for umiddelbart, hvilket synes at være hvad Pitchforks anmeldelse konkluderede. Men samtidig, så er det virkelig en plade hvor det giver mening at tale om 'lag' i musikken. At god musik har flere 'lag' er en af de mest fjollede musik-kritiker-floskler. Normalt er det bare en fin måde at sige 'detaljer' på. Det lyder sådan lidt bedre, en detalje gør hverken fra eller til, men 'lag', så er det dybt og intelligent. Desuden så lyder vi selv bedre, når vi aktivt afdækker 'lag', i stedet for at vi bare pludselig opdager en ny detalje. Normalt, så er de fleste lag blot ornamentering, som egentlig hverken gør fra eller til. Men det her album er anderledes.

Prøv at lytte til ovenstående nummer igen. Det er en mand der synger, han hedder Jordan Hossack. Det er den første overraskelse. Den anden kommer, når man læser teksterne. I den her sang lyder f.eks. de sidste linjer før første omkvæd: 'Under the lights along the avenue / you lost your pants too / un-salivate Celestiora'. Det som får hjertet til at slå hurtigere er vist en blanding af vold og druk, med lidt ungdommelig kærlighed blandet ind i det. Og sådan er det hele vejen igennem albummet, teksterne taler ualmindeligt direkte om sex, stoffer og vold, og at det bliver sunget med en påtaget pigestemme gør det hele lidt vel ubehageligt. Første gang jeg læste det medfølgende teksthæfte gik jeg nærmest i stå, da jeg så, at teksten til omkvædet på den anden sang, In Red, lyder 'I will open you up with my fingertips / and I'll slide my way inside'. Det slog mig som imponerende direkte, men hverken sexet eller poetisk, og egentlig lidt irriterende. Og albummet er fyldt med den slags linjer. In Red indeholder også 'I'm gonna fall out of my underpants' og 'you can turn me sideways and sing / in mists of heavy breathing / about all the ways you like me best'. På nummeret med det fjollede navn John Cleese sneg de sig ind i 'half built homes', hvor de 'sucked on cigarettes n' bottlenecks' og 'shared our women and our wallets'. Lobster Quadrille starter med linjerne 'Scratch at my bed again / let your kitty claws rip deep into the sheets' mens Well begynder med 'Mellissa / Hide in the night / Roll with me'. Og i Kensington, anden single og postet nedenunder, lyder hele teksten: 'The slow in-out is cold and wet / There is no money on the nightstand / 'cause all my friends do drugs. / I need help so badly / No one here can help me / 'cause all my friends do drugs.' Hvorefter ordet Cut gentages 17 gange.



Så derefter troede jeg, at det var et smukt album med direkte, men også ret så irriterende tekster. Der tror jeg ret mange er endt, det var f.eks. det Popmatters anmelder udtrykte da han skrev: Listeners are advised to blur their hearing to let the words blend into the music, which tends to happen anyway. Otherwise, you run the risk of ruining the soothing, heartrending effect the music often has. Men jeg kunne ikke lade være med at høre albummet, og langsomt gav de dårlige tekster mening. Det holdt op med at blive sådan, at de modarbejde hvad der ellers var rart og 'soothing', og i stedet blev de en essentiel del af et helt andet projekt. Selvom om teksterne nok ikke kan beskrives som 'gode', så begyndte jeg at sætte pris på, hvor godt bandet fik dem til at passe ind. F.eks. er der en lang strækning af instrumental musik henover mindten af pladen. Nummer 5, Lobster Quadrille, indeholde en lang instrumental coda, og nummer 6, East Village, er et instrumental nummer, der glider direkte over en lang instrumental intro til nummer syv, Numberguts. Jeg har ikke gidet at tjekke det præcist, men det er ret mange minutter uden sang. Numberguts bygger også ret effektivt op, så det øjeblik hvor Hossack kommer ind igen lyder ganske triumferende. Hvad er det så han synger? 'It's Pitifu-u-ul! / You're menstruating!' Det er ikke bare en dårlig tekstlinje, det er en bevidst sabotage af et moment, de har bygget op til i ganske lang tid. Og jeg opdagede flere og flere af den slags ting. Bandet beskriver selv deres musik med den flertydige genrebetegnelse Cherry-pop. I førnævnte Kensington lagde jeg mærke til, at ordet Cut rent faktisk er trykt 17 gange i coveret, hvilket blot er fjollet. Well indeholder også linjerne: 'We'll escape this city's reach / climb a rock n' talk: / "Blah da" / "Da duh da"'. Og ja, de ord står også i citationstegn i coveret.

In Red by azedabooth

Mest imponerende er førnævnte linjer fra In Red. Prøv at lytte til anden halvdel af nummeret - fra 4:05 og frem - hvordan Hossack's melodilinje pludselig springer op på linjerne 'I'm gonna fall out of my UN-derpants' og 'I'm gonna lie wide O-pen'. Læg mærke til hvordan underpants-linjen gentages to gange per vers. Det er ikke poetisk, ikke en god tekst i sig selv, men måden tekst og melodi spiller sammen på gør det til en ret fantastisk illustration af ung, overvældende, ustyrlig seksualitet. Den lille dreng er simpelthen alt for begejstret til at kontrollere hvad han synger. Endnu bedre bliver det i sammenhængen, hvor første del var kontrollerende og planlæggende (I will open you up) så har anden del helt tabt kontrol ('I'm gonna lie wide open'), også melodierne og arrangementet understreger dette. Der er flere fortolkningsmuligheder (Første del er fra drengens synspunkt, anden del fra pigen. Det er en dreng, som tror han har styr på det, men overvældes. Det er to af samme køn, og de gør forskellige ting på skift...), og jeg kan ikke komme på ret mange sange, der forsøger sig, og lykkes, med de samme ting som den her. Det er virkelig imponerende.

Azeda Booth - "John Cleese" by AbsolutelyKosherRecords

Så til sidst, så får man gravet sig ned til et tredje lag, som samler de to foregående, modstridende dele sammen, til en foruroligende, kynisk, ironisk syntese, hvilket Cokemachineglow vidst oprindeligt var de eneste der fangede. Da jeg skrev om mit yndlingsalbum fra sidste årti, The Notwist's Neon Golden, så skrev jeg, at det var en blanding af det organiske og det elektroniske, der beskrev oplevelsen af, at bevæge sig rundt i en ny verden, man ikke helt forstår. Det her, det er mit næst-yndlingsalbum fra seneste årti, det er også en elektro-organisk blanding, og det handler også om at være i en uforståelig ny verden. Men hvor Neon Golden handlede om den moderne verden med tog og fly og computere, så omhandler In Flesh Tones teenagerens møde med den uforståelige voksenverden, iblandet lidt med at blive væk i sex og stoffer. Derfor er en af de vigtigste inspirationskilder også måden vokalerne bliver brugt på på My Bloody Valentine's Loveless. Jeg sammenlignede også Neon Golden med Radiohead's Kid A, men In Flesh Tones minder nærmest endnu mere om den plade, så meget at jeg overvejer om det er intentionelt. Som på Kid A er pladen delt i to halvdele, med to instrumentalnumre i slutningen af hver (som Treefingers, og det instrumentale efterspil på Motion Picture Soundtrack). Jeg læste også engang en phd, som forklarede, at hver af de to instrumental-stykker på Kid A kunne opfattes som en form for 'død', eller i det mindste en overgang til en anden verden. Det er ret tydeligt, at How to Disappear Completely kan ses som en 'død', men det ligger også i Motion Picture Soundtrack. Men hvor sekvensen ...Disappear Completely-Treefingers-Optimistic godt kan virke lidt... patetisk er måske det rigtige ord, så er sekvensen Lobster Quadrille-East Village-Numberguts på In Flesh Tones som nævnt før bygget op til at være et antiklimaks, og kombien af førnævnte linje om menstruation og den efterfølgende 'It's beautiful / your body's becoming grown' indikerer at sekvensen skal forstås som om det er barnet der må 'dø' og give plads til en voksen. Og hvor Motion Picture Soundtrack handler om at være udbrændt på Red wine and sleeping pills og Cheap sex and sad films, og ender med de højstemte linjer I will see you in the next life, så lader Brown Sun fra In Flesh Tones til at være en ret ynkelig beskrivelse af en overdosis af heroin, og den slutter med linjerne 'Facedown / in the middle of the parking lot'. Azeda Booth erstatter alt højstemt og poetisk med det eksplicitte, det kyniske og ironiske. Det gør unægtelig albummet ret så unikt, og samtidig, så passer det bedre til min indstilling til verden, end Radiohead's anderledes seriøse attitude. Hm, måske forstår jeg alligevel lidt godt hvorfor den ikke er et større hit...

Dead Girls by azedabooth

Dead Girls fra EP'en Mysterious Body

Som sagt er det her band alt, alt for obskurt, og der er desværre ikke noget der tyder på, at der er nogen ændring på vej. De er nu ret kendte på deres egen scene. Bandet stammer fra Calgary, Canada, der så småt har fostret et par kendte navne. Mest kendt er Women - som rent faktisk har et par tidligere medlemmer af Azeda Booth i bandet - og Chad VanGaalen, men der er et par nye bands på vej frem, som hedder Blue Hawaii og Braids. Begge bands synes inspireret af Azeda Booth's elektro-organiske hybrid, og forsangerinden i begge bands, Raphaelle Standell-Preston, har vidst også lært noget af Azeda Booth's direkte tekster, når hun synger ting som 'What I've found is that we / were all just sleeping around' eller 'It feels so good / having you inside me' eller 'I think about you thrusting into her'. Men selvom deres indflydelse altså vidst godt kan mærkes her og der, så vil bandet nok desværre forblive obskurt. De udgav udover In Flesh Tones EP'en Mysterious Body i 2007, som også er glimrende, de udgav den gratis EP Tubtrek i 2009, der kan downloades fra deres hjemmeside. Derudover har de lavet et cover af Joanna Newsoms Bridges and Balloons, og en split-7'er, som jeg aldrig har hørt. Der var seks personer i bandet omkring In Flesh Tones, men først droppede den ene ud, og så forlod to andre bandet for at hellige sig Women, og her i år er der så droppet en fjerde ud, og en femte har forladt Calgary til fordel for Vancouver. Wikipedia omtaler bandet i datid... Det er synd og skam, men omvendt er In Flesh Tones et unikum, og det var altid svært at se hvordan de skulle kunne følge op på den. Det er et mesterværk, og jeg kan kun anbefale at man giver den et lyt.

Bridges & Balloons (Joanna Newsom Cover) by azedabooth

Køb

The Notwist - Neon Golden (02)

De fleste store cd'er starter med stærke åbningslinjer. Ganske på samme måde som med bøger. Jeg tænker f.eks. på Wilcos Yankee Hotel Foxtrot, der griber din opmærksomhed med det enigmatiske 'I am an American aquarium drinker / I assasin down the avenue' eller på Hold Steadys Boys and Girls in America der øjeblikkeligt sætter tingene i perspektiv med ordene 'There are times in the night / when I think that Sal Paradise was right: / Boys and Girls in America / They have such sad times together.' Og så er der de plader der griber din opmærksomhed med det samme, selvom de ender med at være middelmådige, som f.eks. Hawksley Workmans Lover / Fighter: 'Fuck You! You're drunk and acting tough' Neon Golden starter ikke særlig poetisk: 'Prepare your shoes not to come back soon / prepare your heart not to stop too soon / you cannot walk with us'. Det giver ikke megen mening, og de sidste linjer i åbninsnummeret One Step Inside Doesn't Mean You Understand er ikke meget bedre: 'I will never read your stupid map / so don't call me incomplete / you're the freak'



Gennem hele pladen er der tekstbidder der nærmer sig det pinlige. Hvad med 'He's living next the rails / He can tell you things of different cars and trains' (Pilot). Eller 'When life is a loop / you're in a room / without a door' (Pick Up the Phone). Eller mine absolutte yndlingslinjer fra albummet 'You no longer be / kissed and kind / as you long for intuition / as you have to learn the lesson / twice.' Det skal lige siges, at det hele naturligvis bliver afleveret med klingende tysk/engelsk accent.

Og jeg elsker det alt sammen. Det passer så perfekt til musikken. The Notwist er et tysk band, der startede som hardcore punks i starthalvfemserne, og langsomt bevægede sig over i en mere elektronisk retning. Det her album har jeg set beskrevet som grundlæggeren af en 'indietronica' bølge, den gang i første halvdel af forrige årti. Det er en loopbaseret blanding af akustiske og elektroniske elementer. Strygere og træblæsere og banjoer blander sig med synths, breakbeats og programmerede trommer, og indover det hele synger Markus Acher hans mærkværdige tekster om at være i en verden man ikke helt forstår. Som åbningsnummeret siger: One Step Inside Doesn't Mean You Understand. Så mange af numrene på pladen handler om den fagre nye verden, om at være blandt elektronik, pinkoder, tog, fly og neonlys, og ikke være helt sikker på hvad der foregår. Og lige præcis derfor passer det så perfekt til, at teksterne så åbenlyst er skrevet af en person, på et sprog han heller ikke helt forstår. En hyperintelligent englænder ville sikkert have utrolig meget at sige om den her situation, men han ville have svært ved at ramme den her følelse af forvirring iblandet vished om, at der gemmer sig utrolig meget mening lige om hjørnet. Man kan ane den sådan lige i udkanten af øjenkrogen. Desværre bare altid lige uden for rækkevidde.



Men dette tema om forvirring er dog blevet slået an allerede inden Markus synger. One Step Inside starter nemlig med nogle strygerfigurer, der knipser lidt urytmisk rundt, inden perkussionen kommer ind sammen med Acher. Dette mønster med nogle instrumentrundgange i en lidt udefinerbar rytme i introen gentages i både Pick Up the Phone, Trashing Days, This Room, Solitaire og Neon Golden. Dette gør at man kommer 'skævt' ind i nummeret så at sige, man kan ikke finde ud af hvordan rytmen går det første stykke tid, og bliver lidt fanget på den gale fod. På samme måde som mange af teksterne handler om at komme 'skævt' ind i en ny tid og forsøge at få hold på den. Der er ikke noget hokus pokus ved hvad bandet gør, Notwist har bare valgt at komponere deres loops med en del synkoper, optakter, lifting og deslige. Når man så afspiller dem uden rytmebunden, ja så bliver det lidt forvirrende til at starte med. De har dog en enkelt fordel i forhold til mange bands, i og med at Achers vokalmelodier også ofte er rytmisk springende, og dermed passer til. Men dette skyldes nok i høj grad hans autodidakte forhold til engelsk udtale: Hvis han kan vælge mellem at lave en rytmisk krommelure eller at lægge trykket i ordet korrekt, ja så vælger han nok krommeluren lidt oftere end de fleste sangere. Det gør at vokalen og akkompagnementet ofte passer sammen.



Jeg har altid været vild med sang nummer syv: One With the Freaks. Jeg har altid følt det som om en lille byrde faldt fra mit bryst, hver gang den startede. Jeg har bare tænkt det var fordi, det er en fantastisk sang, der kommer efter en lidt mindre fantastisk midtersektion. Men efter at have tænkt over det er jeg kommer frem til at der nok også er en anden grund: Det er den første sang på pladen, der starter med rytmeloopsne. Trommelyde etablerer fra start af en rytmisk bund, det får en til at føle at man er på fast grund fra start af, man føler at alting falder på plads. Det er en utrolig fin strukturel detalje i sekvenseringen af pladen: sang 3-6 starter alle sammen med instrumenterne lidt ude af takt, hvilket gør, at når sang 7 starter med rytmerne, så føles det som om solen bryder frem, som om verden giver mening nok en gang. Jeg elsker den sang, og jeg elsker den her plade.



Og der er mange grunde til at jeg elsker den her plade. Den er helt utroligt veludført, kompetent og opfindsom, men frem for alt er den så helt utrolig menneskelig. Man kan sammenligne med Radiohead, der også skrev sange om en ny tid, og som blandede elektronik og rockinstrumentering. Men med Radiohead bliver mennesket ret ofte enten væk (med How To Dissapear Completely som oplagt eksempel) og desuden er der ret ofte en idé om mennesket som del af en masse, der er et politisk engagement, blandt andet baseret på Naomi Kleins No Logo, hvor sangene kommer til at handle om noget større end mennesket. Neon Golden handler altid om det enkelte menneske. Det er det enkelte menneskes reaktion på den nye verden der er i centrum. Og så er der et plottwist til slut! Hvor som sagt det meste af pladen har handlet om modernitet og postindustrialisme, så handler sidste sang, Consequence, om noget langt vigtigere: Kærlighed. Effekten er den samme: 'Leave me paralyzed. / Love / Leave me hypnotized / Love' Der er også et 'Never' derinde, der gentages sådan lidt på må og få, så om kærlighed skal eller ikke skal paralysere og hypnoti-ditto ved jeg ikke rigtigt. Det tror jeg egentlig heller ikke Hr Acher ved. Hvad jeg til gengæld er fuldstændig sikker på er, at sangen - og specielt en enkelt detalje sådan cirka 3:30 inde i nummeret - altid efterlader mig sådan... taknemmelig, forbløffet og med en følelse af, at ligegyldigt hvor mørk og mærkværdig verdens udvikling kommer til at blive... Så længe der bliver fremstillet kunst så stort som dette her, så skal det nok gå.