Køn og Seksualitet 2: Of Montreal - Hissing Fauna, Are You the Destroyer?

Hissing Fauna, Are You the Destroyer? er et af de klassiske albums fra seneste årti. Det er fængende, dansabelt, musikalsk afvekslende, men den opmuntrende lydside dækker over nogle dystre tekster, der er baseret på virkelige begivenheder: Kevin Barnas, forsanger og sangskriver i Of Montreal, tog til Norge for at skaffe medicinsk behandling til hans datter med hans norskfødte kone. Her fik han pludselig en dyb depression – Norge er altså også et trist sted.... - hvilket til sidst fik konen til at forlade ham. Albummet blev skrevet efter at han var blevet forladt, men kort før udgivelsen fandt parret sammen igen, hvilket har givet de efterfølgende albums en mere positiv grundtone. Historien som den – ifølge medierne, mere om det senere – blev fremlagt på albummet, er dog lidt mere kompliceret, her er der blevet tilføjet nogle tematikker om personlighedsspaltning og seksualitet. Kevin tager til Norge, bliver deprimeret, langsomt begynder andre dele af hans personlighed at boble frem. Konen forlader ham, og på albummets centrale sang, den 12 min lange The Past Is a Grotesque Animal – gennemgår han et mentalt sammenbrud. Når han kommer ud på den anden side har et alter ego taget over, og nu er han Georgie Fruit, en midaldrende transseksuel sort mand, og resten af albummet handler om at han danser rundt ude i byen i et orgie af biseksuel promiskuitet.



Og den tager vi så lige igen: Han gennemgår et MENTALT SAMMENBRUD og bliver transseksuel og promiskuøs... Og dette mentale sammenbrud er jo så forårsaget af at hans heteronormative hverdagsliv bryder sammen. Det er mildest talt ikke nogen progressiv beskrivelse af køn og seksualitet, og der er på anden halvdel af albummet nogle utroligt ubehagelige tekstbidder: 'Eva, I'm sorry, but you will never have me / To me you're just a faggy girl / and I need a lover with soulpower' (Bunny Ain't No Kind of Rider) Eller hvad med: 'There's that girl that left me bitter / Want to pay another girl to just walk up to her and hit her / But I can't I can't I can't'. (She's a Rejector) Så vi har altså en sammenkobling af 'afvigende' seksualitet med først og fremmest mental ustabilitet, og derudover en kobling til vold mod kvinder og en brug af ordet 'faggy' som skældsord. Helt ærligt kan jeg ikke forstå, hvorfor medierne ikke har været ude med riven i forhold til det her, det er ærlig talt uheldigt. Hvor altså Magnetic Fields fremlagde forskellige seksualiteter som ligeværdige, og dermed stillede spørgsmålstegn ved vores normale opfattelse af samme, så bruger Kevin Barnes 'pervers' seksualitet til at beskrive det afvigende, det unormale, det 'syge' i hans liv.



Og det her var, hvad jeg havde tænkt mig at skrive til at starte med. Men så var det jo, at jeg var nød til at lave lidt research på pladen, og læse igennem hvad der egentlig står i teksterne, og her fandt jeg så ud af præces hvad der sker. Det forklares i førnævnte The Past Is a Grotesque Animal: 'I fell in love with the first cute girl that I met / who could apreciate Georges Bataille / Standing at a Swedish festival / discussing Story of the Eye' Nu kendte jeg så ikke Georges Bataille eller Story of the Eye, men det kan man jo wiki'e og øh... det er mildest talt pervers seksualitet. Eros og Thanatos bliver kombineret står der, åbenbart ved at de knalder og der er en hel masse blod og sæd og tis og alt det der. Og det er altså den historie, som Kevin Barnes og konen Nina Barnes først bondede over. Det er en utrolig vigtig detalje, hans heteronormative liv er altså netop baseret på en fælles interesse for historier om det perverse. Ironisk nok... Jamen så kan hele anden halvdel af pladen jo ses som et forsøg på at genfinde dét, som skaffede ham hans kone til at starte med. Hm, og så bliver det centrale i lige så høj grad det førnævnte 'I can't I can't I can't'. Det er altså et mislykket forsøg på at genfinde perversiteten i hans liv. Nu har jeg ikke rigtig styr på den teori der ligger bag Marquis de Sade og Bataille og deslige, men anden halvdel kan altså ses som et forsøg på at skildre det usunde, ved at svælge i det perverse. At det så bliver ved det sådan lidt arrogant promiskuøse bliver så lidt trist, han tør ikke mere.



Men havde albummet været dårligere hvis det havde koblet mental usundhed med afvigelser fra det seksuelt almindelige? Nope. Det er naturligvis vigtigt at huske på, at det hele kun er en beskrivelse af Kevin Barnes eget mentale nedbrud, at det finder udtryk på denne måde betyder ikke at alle promiskuøse er mentalt ustabile. Eller at alle mentalt ustabile bliver seksuelt afvigende. Jeg kan derudover ikke rigtigt forestille mig noget mere kedeligt end en skildring af sindssygdom der er blevet saniteret så den er politisk korrekt. Men jeg mener helt ærligt det er lidt af et problem, at det ikke bliver kommenteret når albummet bliver gennemgået. For det ER et uheldigt kønssyn, det er meningen det skal være tegn på hvor langt han er ude at skide, og at det blot lader til at passere ind i den gængse anmelderdiskurs tyder på at det måske er noget blog/anmeldersfæren ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på. Jeg skrev jo for nylig et indlæg om hvordan Vampire Weekend og Coco Rosie / Public Enemy skildrede racespørgsmål på to måder: VW skildrede det som om det ikke var noget problem, hvor CR og PE skildrede det som om det var noget knudret og problematisk. Og køn og seksualitet på samme vis skildret på to forskellige måder af de to netop skildrede kunstnere: Magnetic Fields skildrede det som om det ikke burde have nogen betydning, hvorimod Of Montreal formåede at fokusere på det problematiske, det lyssky, det beskidte. Men hvor racespørgsmål bliver påtalt i medierne og debatteret på blogs, så er der ikke samme fokus på køn og seksualitet. Du kan skildre bøsser som afvigere på en måde du overhovedet ikke kan med sorte.

Køn og Seksualitet 1: Magnetic Fields 69 Love Songs

Magnetic Fields' 69 Love Songs er en af de bedste plader nogensinde. Over 3 cd'er og 69 sange (naturligvis...) vender og drejer Stephen Merrit og co kærlighed og behandler det fra stort set alle vinkler. Ulykkelig, lykkelig, agressiv, kærlighed fra mand til kvinde, kvinde til mand, mand til mand, kvinde til kvinde, en enkelt gang mand til hund (platonisk dog) og en hel masse gange lidt uklart fra hvem til hvem. Jeg har svært ved at forestille mig at nogen mennesker kan komme igennem pladen uden at finde minimum et par sange som de elsker, og et par sange som virker som fyld. Den er eklektisk, overvældende, fremragende.

Men noget af det særlige ved pladen er dens forhold til køn og seksualitet. Netop fordi den er så forvirrende og omskiftelig bliver disse ting, som er ret basale i en kærlighedssang, uklare og mudrede, hvilket efterhånden medfører at pladen får stillet spørgsmåltegn ved de helt grundlæggende opdelinger mellem mennesker. Om ikke i virkeligheden, så ihf i vores populærkultur, og i den 'normale' kærlighedssang.



Som sagt er pladen overvældende. Den er absurd lang, og den gennemgår ikke noget klart forløb. Pladens start og slut synes alfabetisk bestemt (fra Absolutely Cuckoo til Zebra) og den starter med en sang om tidlig kærlighed (de præcise åbningslinjer er 'Don't fall in love with me yet / we've only recently met) og slutter med en elsker som har fået alt, men stadig ikke er tilfreds (hvilket i sammenhængen kan ses som et lidt agressivt, men ganske morsomt, udfald mod lytteren...). Men der gennemgås ikke nogen klar udvikling, tværtom er albummet kalaidoskopisk og som skabt til en shuffle-knap eller at lave et mixtape med sine egne yndlinge. Det er derfor lidt svært at vide hvor man skal starte, men lad mig lægge ud med en sang fra cd 3: Acoustic Guitar. Det virker som en ret simpel sang, omend lesbisk. Pige synger til sin guitar om at spille godt, så hun kan få sin pige tilbage. Men passer emnet rent faktisk ikke bedre, hvis kvindestemmen skal forestille at være en ung mand, en yngling? Idéen om den lidende kunstner som forsøger at vinde kvinden gennem kunsten, ja det plejer ofte at være en ung mand. Og hvorfor skal vi læse køn ind i stemmen? I The Night You Can't Remember skal mandestemmen tydeligvis forestille at være en kvinde (vedkommende bliver gravid undervejs...) og i The Luckiest Guy on the Lower East Side skal sangeren forestille at være en ung forelsket mand (formentlig lige over 16, han er den eneste i vennekredsen som har en bil) men han lyder ærlig talt mindre som en ung mand end sangerinden i Acoustic Guitar... Mon ikke bare det er en traditionel dreng-pige kærlighedssang, som det blot er en kvinde der synger?



Men når man accepterer dette, ja så begynder der at være et par sange, som man nok også bør vende om. Come Back from San Francisco f.eks. Igen er det en kvinde der synger, sangen henvender sig til en, som åbenbart møder 'pretty boys in discos'. Hvis man tænker sangeren må være kvinde, ja så er objektet biseksuel, enten kvinde eller mand, det er lidt svært at gætte. Men det giver vel mere mening hvis det igen er en ynglinge-stemme, og ganske enkelt en sang om unge bøsser. Samme igen i Reno Dakota, hvor kvindestemmen synger 'How I annoyed you / or is there a boy who / well he's just a whore' Det giver mest mening hvis alle sammen skal forestille at være drenge.



Men hvorfor er det man overhovedet kan tale om 'mening' i den her slags spørgsmål? Fordi vi har forestillinger om kønnene. Drenge spiller guitar, drenge danser på disco i San Francisco. Når først man er blevet opmærksom på dette, så begynder pludselig en ganske stor del af sangene at blive kønsmæssigt uklare. En af de mest kendte sange er The Book of Love, som mest af alt handler om hvordan pågældende bog ser ud. Dog, selvom sangeren er bas, så har vedkommende i omkvædet den traditionelt kvindelige 'modtager' rolle: 'I love it when you sing to me / you could sing me anything' og 'I love it when you give me things / you aught to give me wedding rings' Hvorfor kan det ikke bare være en kvinde som er hovedpersonen i den her sang? Og omvendt, hvorfor kan det ikke bare være en mand, som kan lide at få gaver? Og gad vide om giveren er mandlig eller kvindelig, det giver sangen faktisk overhovedet ikke svar på. Men det gør utroligt mange sange jo egentlig ikke, hvorfor går man bare som udgangspunkt ud fra, at det er heteroseksuel kærlighed det altid handler om? Jeg tror oftere jeg har set 'alternative' læsninger af sange, som siger det handler om kærlighed til heroin end at det handler om kærlighed mellem mænd eller blot heteroseksuel kærlighed med omvendt fortegn.



Elementerne omkring køn som konstruktion, og om køn som performance, varieres og gennemspilles igen og igen i løbet af pladen. En af de mest subtile og humoristiske instanser er Fido Your Leash is too Long, føromtalte mand/hund-sang. Her spiller hvert vers til sidst på at vi selv fuldender linjerne sjofelt: 'You scare me out of my wits / when you do that shit/-zu, Fido! Your leash is too long' og 'I don't care what you fo(ck)/-xhounds do, 'cos your leash is too long' Det er en gammel joke, men i sammenhængen får den en ny mening: Som vi fuldender sætningerne, ligeledes 'fuldender' vi henvisningerne til folks køn. Det er en ganske menneskelig ting, at sammenstille et billede efter de tegn vi opfanger, det gør vi i sproget, det gør vi automatisk overalt i hverdagen uden at tænke over det. Teknisk set er det jo at dømme på forhånd. Vi kan ikke undgå at være fordomsfulde hvis vi vil fungere i et moderne højinformativt samfund.

Men hvad siger pladen så vi skal gøre for at undgå fordomme? Ja den giver såmænd ikke nogen opskrift på hvordan man skal opføre sig, i sidste ende er den pluralistisk, og folk er lige sympatiske hvadenten de vælger at leve efter de normale kønsnormer, eller om de vælger at leve mere afvigende. Det er alt sammen en performance, hvorvidt du har lyst til at performe meget eller lidt må være op til dig. Det ene øjeblik i A Chicken With It's Head Cut Off lyder det Let's Just Be Lovers, og det næste øjeblik lyder det Let's Pretend We're Bunny Rabits. Pladen synes at sige at alle former for seksualitet såmænd er en blanding af Just Being og Pretending. Hvis blot man er opmærksom på dette, og lader være med at være fordomsfuld, ja så går det nok. Ganske hippieagtigt.



På den måde ender 69 Love Songs med at stille spørgsmålstegn ved vores kønsroller og syn på seksualitet. Ikke ved at gøre et stort nummer ud af hvor åndssvage og gammeldags de er, men ved blot ganske diskret at destabilisere dem, via en mængde sange der ikke rigtig 'går op'. For at uddybe hvad jeg mener, så skal jeg prøve snarest muligt at få skrevet et kontrasterende indlæg om et andet indieband, der har skrevet sange om seksualitet og deslige. Of Montreal. Men det bliver først om et par dage.