Jep. CyborgMath. Og sammenhængen med Slint går via Don Cab, Ian Williams har spillet med begge bands - og jeg burde vel også have skrevet lidt om dem, men der ved jeg simpelthen for lidt. Undertoner har fint introduceret dem her. Jeg har for langt tilbage linket til Nick Southalls fantastiske og originale Top 10 over bedste Postrockplader - så klart en af hovedinspirationskilderne til hele det her blogprojekt - hvor også den her bliver beskrevet: The prissy and pedantic may well get hot under the collar at the thought of calling Battles postrock rather than mathrock (COS THAT’S AN EXCITING GENRE NAME, KIDS) or electronicarockfusion or avantjazzglam or androidpixieindiemetal or whatever, but if the stupidly gifted NYC quartet signify anything to me then it is a future, what comes after rock is done with. Clearly the work of people playing in a room, but mechanized, programmed, run by algorithms rather than human hands and consequently intriguing and compelling in a way that few other bands can be. Plus when they drop a pop tune (“Atlas”) they do it incredibly catchily for something that's essentially too-gifted-heavy-metal-jazz with wailing pixie vocals.
Atlas er det store mesterværk. Også da jeg hørte dem live på roskilde i 2008 var det Atlas som fik teltet til at eksplodere. Resten af pladen er mere abstrakt, selvom der stadig er hooks - fløjten i Race In, Ddiamond er også på en mærkelig måde ret poppet. Pladen er meget bygget op omkring mathtapping, der bliver loopet og lagt oven på hinanden mens trommerne trumler komplekst og magtfuldt neden under. Det er utvivlsomt rigtig dygtige musikere der har lavet den her plade, men samtidig er de aldrig bange for at bruge studiet og computerne til at redigere og forvrænge det menneskeskabte grundmateriale.
Jeg synes måske nok pladen mister en smule af pusten hen imod slutningen. Det er måske nok en af dem, som er nemmere at beundre end rigtig at holde af. Men det er bestemt en af de mest vellykket eksperimenterende plader længe, ligesom det også er en af de vigtigste. Som Pitchfork skrev i deres anmeldelse: Battles may not be the world's first bionic rock group, but they've done more to extend the idea of a flesh-and-blood band enhanced by computer technology than anyone since the late, lamented Disco Inferno. Jeg er enig. Sidste årtis bedste og vigtigste cyborgplade.
Endnu en klassiker. Denne gang er indlægget nok mere skrevet på grund af konsensus end at jeg selv er fan, men jeg har allerede kaldt den for grundlaget for postrockgenren, og det bliver den desuden også kaldt alle mulige andre steder, så selvom den på mange måder er inspirationskilden til den form for postrock, som jeg ikke rigtig bryder mig om, så bør jeg nok skrive lidt om den. Om ikke andet, så for at jeg kan linke til den...
Den form for postrock, som jeg bedst kan lide, inkorporerer elektronik og moderne studiemetoder. Spiderland er i høj grad et guitaralbum. Det er et meget utraditionelt guitaralbum, men det er stadigvæk lyden af en ret traditionel rockkonstellation. De spiller bare ret mærkelig rockmusik. Pladen udkom i 91, samme år som Nirvanas Nevermind, og egentlig kan de to godt sammenlignes. De bruger succesfuldt det samme trick, den pludselige dynamiske vekslen mellem stilhed og støj. Men hvor Smells Like Teen Spirit nok er den mest effektive brug af dette greb, så er Spiderland abstrakt og kunstlet. Men i begge tilfælde kan man mærke inspirationen fra Pixies.
I virkeligheden er der en anden genre, som denne plade i langt højrere grad indvarsler: Mathrock. Jeg har ikke hundrede procent styr på genren, men den lette beskrivelser er, at det er guitarrock i mærkelige taktarter, som 5/4 og 7/8. Det er kompliceret og ofte instrumental musik. Slint er i høj grad emotionel, vokalen skifter mellem stille spoken word og desperat skrig, men det virker alligevel som et foregangsband for ting som Don Caballero. Derudover har også bands som Mogwai og Godspeed You Black Emperor været inspireret.
Det her vil man uden tvivl objektivt se som en god indieplade. Den udfører alt det en indierock plade skal. Den er helt særegen, den var nyskabende for sin tid og der er stadig ikke noget der helt præcist lyder lige sådan. Desuden er den både i komposition og tekster yderst intelligent. Nummeret ovenover bygger f.eks. på Coleridges Rime of the Ancient Mariner. Men det er ikke lige min stil, og som sagt foretrækker jeg min postrock med mere hiphop. I det hele taget tyder udviklingen af mathrock på at Simon Reynolds havde ganske ret da han kaldte det amerikanske indiemiljø bange for at annektere sort musik. Mathrocken har - efter min mening - virket fremsynet på stort set samme måde siden 91, men det var først med Battles - Mirrored at det for alvor gik i cyborgretningen. Men da blev det til gengæld også helt vildt godt...
Igen, det her er ikke postrock, det er en indierockklassiker i stil med Radioheads OK Computer, Neutral Milk Hotels In the Aeroplane Over the Sea og Arcade Fires Funeral. Det er et dybt personligt album (tror jeg da i hvert fald), hvor musikken er indie, men med eksperimenterende elementer. Og et par postrock elementer. Jeg er vild med den her slags albums, det er på sin vis et mindre gesamtkunstwerk, i og med det kan forstås som en blanding af musik, poesi og teater (og hvis man har coveret vel også visuel kunst, men her fejler den nu lidt efter min mening...).
Men som sagt, postrockelementerne. Ja først og fremmest er der de tre numre The Cold Part, Alone Down There og The Stars Are Projectors. Allmusic beskriver dem sådan her: Unfortunately, the album's middle stretch contains three such songs, "The Cold Part," "Alone Down There," and "The Stars Are Projectors," which tend to blur together into one 17-minute-long piece that bogs down the album's momentum. Men jeg synes det er fantastisk. De tre atmosfæriske rocksange bølger frem og tilbage som et imponerende postrockopus, der ville gøre de fleste af genrens mere rockbaserede udøvere stolte. Og efter det her indrømmet lidt udmarvende opus kommer det perfekte comedown, den korte, morbide Wild Pack of Family Dogs. De her fire sange splitter desuden albummet over i to mere poppede sangsuiter fra 1-6 og 11-15.
Og ja, nogle gange er den her blog nok lidt ideosynkratisk, men det næste eksempel synes jeg selv er ret interessant. Og så handler det jo ret meget om genre betegnelser. For hvad er hiphop? Ja man kan jo f.eks. helt abstrakt kalde det en blanding af groove, samples og rytmisk tekstaflevering. Et eksempel fra tidligere: Public Enemy:
Du har en rytmisk bund, og lydeffekter lagt på. Det var denne idé, som Disco Inferno overførte direkte til rockband formatet: Basgangene styrer nummeret, mens guitaren er koblet til en sampler - der er noget elektro filigran, et par guitarakorder og et børnekor i baggrunden - og sangeren arbejder mere med rytme og ord end melodi:
Og den idé kopierer Modest Mouse på Tiny Cities Made of Ashes. Der er en basgang og noget rytmik. Alt andet musikalsk - også guitarfigurerne der popper op her og der - virker mere som filigran og samples. Også stemmen handler mere om stemmeføring og rytmik end om melodien, som egentlig blot veksler frem og tilbage mellem to toner. Det er ikke hiphop og det er ikke postrock som det traditionelt forstås, men det er eksempler på, hvordan genrer kan nærme sig hinanden - hvilket jo er hvad jeg advokerer for skal forstås som den oprindelige idé bag postrockbegerebet.
Mere generelt om resten af pladen: Det er virkelig en plade man kan fordybe sig i. Der synes at være en sammenhængende følelse af en eller anden form for tab over det hele, fra første sang 3rd Planet hvor en tekstbid siger: 'Baby cum Angels fly around you / Reminding you we used to be three and not just two' over Wild Pack of Family Dogs, hvor en hel familie går tabt - og som jeg for øvrigt for tiden funderer hænger sammen med 3rd Planet. Heri lyder det: 'My Boss just quit the job / says he's going out to find blind spots / and he'll do it', mens det i Wild Pack lyder: 'My dad quit he's job today / Well I guess he was fried but that's okay' Jeg er ret sikker på at der også skal tænkes på 'fired' med den linje - mens der til sidst agressivt overvejes 'What People Are Made Of'. Mit bedste bud er, at det handler om et barns død. Derudover skal det hele som sagt fortolkes både som musik, poesi og teater. Der er alle mulige atmosfæriske overdubs og musikalske detaljer, teksterne er kryptiske og fantastiske, og ikke mindst er Isaac Brocks vokalpræstation både teatralsk og fuldstændig uforlinlig. Helt ærligt, hvis musikverdenens vokalpriser rent faktisk blev givet for samlede vokalpræstationer havde han ryddet bordet. Det er gennemarbejdet, opfindsomt, udtryksfuldt og hænger fuldstændig sammen med resten af musikken. Det er helt vildt hvordan teksten (replikkerne) bliver formet og bøjet af måden han afleverer dem på, lyt f.eks. lige igen til Tiny Cities Made of Ashes, hvor deadpan vers (med to stemmer) afløses af desperate omkvæd. Men det er under alle omstændigheder et fantastisk album, som det virkelig kan betale sig at fordybe sig i.
... og via Norwegian Wood kom vi så videre til The Beatles. På den ene side er The Beatles naturligvis ikke et postrockband. På den anden side introducerede de mange elementer, der årtier senere blev fundamentale for genren. De blandede genrer frit og ofte, de var nogle af de første til at arbejde med albummet som sammenhængende enhed, og særlig vigtigt så forlod de livescenen for i stedet at bruge al deres tid i studiet. Som forklaret i introen på denne blog, er postrock som jeg ser det i høj grad netop defineret ved at fjerne albummet fra dets funktion som simulacra af et liveshow. The Beatles er derfor i høj grad foregangsmænd.
Her følger midt bud på de fem mest postrockagtige Beatles sange. Lige et par ord om udvælgelseskriterierne. The Beatles blandede som sagt genrer rigtig meget, men en del af det har mere præg af pastiche eller homage. Derfor ingen Obladi-Oblada, Revolution 9 eller George Harrison sitarting. Jeg er heller ikke en fan af de lange crescendo ting, synes egentlig de bliver lidt kedelige. Derfor ingen Hey Jude eller I Want You (She's So Heavy). Disse fem er mine egne favoritter i kronologisk rækkefølge. Argumenter gerne imod i kommentarerne.
Ticket to Ride (fra Help (65))
Det ældste valg er en perfekt udgave af synkretisme. Nogle mennesker påstår at alle de eksperimenter som The Beatles kastede sig ud i blev gennemført af George Martin, men hør guitarerne i det her nummer. De spiller som indiske sitarriffs. Der gik lang tid før jeg overhovedet lagde mærke til det - og det var i øvrigt vha popmatters - så meget er det indiske og det engelske - som fuldstændig overtager i bro og coda - blandet op. Kulturmødet i postrocken skal på denne måde netop være mere integration end asimilering. Minuspoint for teksten, den er lidt banal / uforståelig.
Rain (single (66))
Ok. Den her blegner måske lidt i forhold til så meget andet Beatles, kunne nok godt være byttet ud med noget fra Revolver eller Rubber Soul, men det er fint at have en enkelt singlesang på listen. Lyder egentlig også ret tidstypisk, bare med pænere sang, men stadig også lidt krautet og dermed også lidt protopost. Og så er der bonuspoint for den baglæns sang til sidst.
Tomorrow Never Knows (fra Revolver (66))
Jeg har som sagt stillet dem op kronologisk, men skulle jeg rangordne dem havde den sikkert været nummer et. Det her lyder som protocyborgrock a la Disco Inferno. Et groove, en sanger og en hel masse samples. Eller ok, det her er båndeffekter, men det er stadig fantastisk. Jeg hørte for øvrigt engang en discopodcast med James Murphy fra DFA og LCD Soundsystem hvor han imellem en hel masse discohouse jeg ikke kendte spillede det her nummer. Det passede perfekt ind.
A Day In the Life (fra Sgt Pepper (67))
Den her måtte postrockscenen til gengæld gerne låne lidt mere fra. Den har lydeffekter og når igennem to forskellige sangfragmenter, og mest postrockagtigt af alt har den hele to massive orkestercrescendoer. Stik den Sigur Ros.
I Am the Walrus (fra Magical Mystery Tour (67))
Igen er det mere præcist orkestreret pop eller psych eller noget, men det er dog stadig fremsynet og fantastisk. Og så får den bonuspoint for de teatralske spokenword samples - fra King Lear! - som jo næsten er helt Godspeed. Njaeh... den er måske lidt tynd.
Og den skarpsindige læser vil bemærke at der kun er sange fra deres mellemperiode 65-67. Betyder det at jeg synes de blev dårligere derefter? Jep. Eller, Abbey Road er fantastisk, men på sin vis lyder en rigtig stor del af post-67 musikken som om de enten ville lyde som andre (The White Album, som jeg nok aldrig rigtig fanger det fantastiske ved som helhed) eller ville være retro (Let It Be, dele af Abbey Road). Det bedste er i midten. For øvrigt er en lille spøjs detalje, at alle de valgte numre afslutter deres respektive lp-sider. The Beatles placerede ofte det, man lige skulle tænke over, til sidst.
Lille epilog til racedebatten. Denne gang blot en præsentation af en rigtig god plade. Cornershop er et angloindisk band, hvis musik er en blanding af indisk musik, sampleting og indierock. Og som lyder som om de ryger ret meget hash. Allerede tidligt i karrieren satte de racespørgsmål til debat. Således svarer navnet Cornershop til et angloindisk band lidt til at Outlandish havde kaldt sig Shawarmabar, mens de også tidligt var oppe og toppes med Morrisey om hans nationalism, og udgav en ep på karryfarvet vinyl. De er nok mest kendte for Fatboy Slim remixet af Brimful of Asha, der nåede førstepladsen på den engelske singlehitliste i 97.
Norman Cook remixede nummeret gratis, fordi han var så glad for originalen. Og det er da også en fantastisk sang. Den er utrolig underspillet, men der foregår rigtig meget under overfladen. Jeg læste engang en tolkning af teksten, der forklarede hvordan den handler om indisk eskapisme. Ifølge forsangeren er det også en politisk sang: "Brimful Of Asha" talked about the Narmada dam, with the line about "the promotion of the simple life and the damns they're building," a campaign Arundutti Roy went on to champion.
Brimful of Asha var så klart singlen fra albummet, og da også den eneste video jeg kunne finde. Der er et par andre gode sange, men ellers er det meste af albummet instrumentalt. Sitardroner blandes med elektroniske elementer, og kombinationen illuminerer de hypnotiske kvaliteter i begge genrer. At lade over halvdelen af albummet fylde op med instrumentalnumre er utrolig konsekvent, havde der kun været et par stykker havde man nok anset det for at være fyld, men når de fylder så meget tvinges man til at tage stilling til dem på deres egne præmisser. Samtidig er det ene af dem så et spokenword nummer med beatikonet Allen Ginsburg, mens der på et andet er mixet noget rap i baggrunden. Det er rigtig kompromisløst og et ret unikt album.
Den britiske rockscene i sluthalvfemserne var yderst eksperimenterende med plader som Radioheads OK Computer og Spiritualizeds Ladies and Gentlemen We Are Floating In Space og nye toner fra Blur og Primal Scream. Parallelt hermed var der nogle andre bands, der havde en mere afslappet eksperimenteren, som Cornershop, Beta Band og Super Furry Animals. Formentlig stammer den afslappede stil delvist fra et stort hashforbrug. Men på mange måder lever disse bands mere op til denne blogs plusord som abstraktion.
Cornershop har alt i alt lavet fem albums, hvoraf det seneste udkom sidste år. Jeg har hørt de fire første, og hver gang troet at jeg må have fået fat i noget forkert. De lyder aldrig rigtig som om de er det samme band. Også When I Was Born overraskede mig, da de hverken før eller siden har lavet så meget med instrumentalnumre, og jeg derfor til at starte med tænkte det måske var en b-side opsamling eller noget. De er et mærkeligt band, der har et politisk sigte og som man aldrig rigtig ved hvad man har. Den her plade slutter bestemt også ganske wtf agtigt, med en coverversion af Beatles sitarsang Norwegian Wood, men denne gang på hindi. Og hermed er en eller anden slags kulturel stjælecirkel vel sluttet... Men et godt album er det, kan sikkert findes ret billigt rundt omkring.
Having white kids talk about race on the internet is the dumbest thing in the world - Diplo (via Pitchfork)
Ok. Mere race. Dette indlæg er et forsøg på at opsummere de ting jeg har skrevet i de sidste par indlæg, og at besvare spørgsmålet om, hvorfor der er så mange hvepse på postrockscenen (Hveps = WASP = White Anglo-Saxon Protestant. Det giver ikke rigtig nogen mening på dansk, men jeg kan godt lide udtrykket). Men jeg vil starte med at nuancere det hele lidt, ved rent faktisk at bringe et par eksempler på ikkehvepse:
AR Kane
AR Kane var et engelsk band der i slutfirserne blev semikendt som 'The Black Jesus & Mary Chain'. Dette var dog en ganske urimelig betegnelse, de havde helt bestemt deres egen lyd, og er et af bindeledende mellem JAMC's støjrock, shoegazebands og den senere tids postrock. Deres to bedste albums hedder 69 og I og blev genudgivet for noget tid siden. De er meget obskure i dag, men dengang var de et helt normalt band at sammenligne upandcoming artister med. De var også med til at lave Pump Up the Volume som en del af gruppen M/A/R/R/S, som de fleste nok i det mindste har hørt nogle af samplesne fra.
Long Fin Killie Det her band er så obskurt at jeg ikke kunne finde farvebilleder med dem, men forsangeren, som knæler tættest på kameraet er sort. Og homoseksuel. De udgav tre plader i midthalvfemserne opkaldt efter gamle døde symboler: Valentino, Houdini og Amelia. Jeg har ikke hørt nogen af dem, men har læst om dem at de skulle være glemte mesterværker. Og på sin tid var de det kendteste skotske postrockband, og derfor f.eks. nogen Mogwai i begyndelsen blev sammenlignet med.
Sam Shalabi Sam Shalabi er en canadisk/egyptisk musiker der har lavet psychpost med The Shalabi Effect, og på det seneste har været tilknyttet postrock selskabet CST (GYBE, ASMZ, DMST) og sidste år udgav albummet Against the Day med Land of Kush. Et postrock album med inspiration fra mellemøsten, psychrocken og forfatteren Thomas Pynchon. Han er vist ret stor i Montreal, men ikke særlig kendt uden for Canada.
Og det var sådan set de tre jeg kunne komme på. Der er mange andre - f.eks. en del på Chicago scenen inkl. en af dem fra Tortoise - men jeg kan ikke mindes at støde på andre hvor det sorte var så vigtigt at det blev nævnt i profilen, eller indgik i deres kaldenavn eller noget. Det betyder ikke at resten af scenen består af hvide mænd, der er f.eks. mange kvinder i postrock bands. Jeg tror det dels skyldes at der er mindre fokus på macho-imaget, som stadig er en stor del af scenen, og så at postrockbands har en forkærlighed for kvindestemmer og klassisk instrumentering, hvilket også giver plads til flere kvinder. Læg dog mærke til at f.eks. Seefeel har en kvindelig bassist, uden at det er nogen big deal. Derudover er det jo ikke kun sorte som ikke er hvepse. Postrock er også stort på island, i Japan og et band som Godspeed You Black Emperor har jødiske medlemmer og bruger jødiske symboler i deres udtryk. I virkeligheden tror jeg ikke så meget det handler om race som om klasse.
Men hvorfor er alt det her overhovedet relevant? Det er det fordi postrock som jeg ser det handlede om at bringe nye influenser ind i rocken. At afskrive sig selv for impulser grundet frygt for racismebeskyldninger, eller at have en alt for homogen gruppe af kunstnere, ville derfor være ganske skadende for genren. På sin vis var postrock anden rangs futurisme, de tog nybrud fra andre genrer og puttede dem ind i en abstrakt rockramme. De virkelige landvindinger skabes i nichegenrerne, som derfor også konstant skifter navn f.eks. den musik der udsprang af UK Garage (grime, eski, 2step, halfstep, dubstep, funky, wonky, future garage) eller underopdelingerne af metal (doom, death, trash, black, drone doom, black doom, deathened black, black wooden). At nichegenrer kan handle om teknik og detailstyring kan f.eks. ses i den her post om percussionteknik i UK Garage. Pointen med de andre plader jeg anbefaler er, at de så er en form for tredje rangs futurisme. De tager de nye lyde og blander dem ind i et mere konventionelt udtryk, ofte for at underbygge et tekstunivers. F.eks. Vampire Weekend og verdensmusik. Eller The XX, der blander dubstep og triphop ind i deres rumlige guitarpop, for at understøtte spændingerne mellem de to sangere.
Og nu er vi så noget dertil hvor jeg skal opsummere og konkludere et eller andet interessant. Jeg har snakket lidt om indflydelser og hvordan Vampire Weekend og Wilco hver især er blevet kritiseret, og jeg har præsenteret gode kunstner ikke-hvepse som TV on the Radio, Public Enemy etc. Og jeg tror min endelig pointe kommer til at minde lidt om det postulat, jeg skød ned i Public Enemy anmeldelsen. Men med en enkelt ændring. Postrock er i høj grad en hvid genre, ikke fordi den er eksperimenterende, men fordi den er så abstrakt. Som vist kan store kunstneriske landvindinger komme ud af et politisk projekt, men det er svært at lytte til Talk Talks teologiske tysmørkerock, Tortoises difuse jazzdubtronica eller Seefeels elektroniske shoegaze og ikke tænke, at de nok ikke var alt for optaget af at blive undertrykt i hverdagen. Af samme grund er det nok, at den væsentligste postrock blev skabt i tiden mellem murens fald i 89, og 11. September 2001. Det er ikke nødvendigvis en upolitisk genre, men den er abstrakt og tålmodig. Kunsterne lyder som om de gerne vil have forandring, men også lidt som om de kan vente til i morgen. Og det er mest folk med sit på det tørre, som har det på den måde. Og derfor stadig mest hvepse.
BTW vi startede med et citat, så vi slutter også med et. Det her er produceren Whistla om Future Garage, men udskift 'Future' med 'Post' og 'Garage' med 'Rock', så har du også nogenlunde min definition:
I think the cross pollonation is what makes future garage what it is. It's something that blends lots of influences from lots of places, but puts it into a garage framework. Thats what makes it future garage, cross pollination within a garage framework.
Mere rock og race. Denne gang om modtagelsen af det nye Vampire Weekend album. Det er utroligt så kontroversielle Vampire Weekend kan virke, i forhold til hvor laissez-faire og uengagerede de nogen gange lyder, men deres brug af verdensmusik har faldet mange for brystet, og de er blevet anklaget for at være postkolonialister. Blandingen af indiepop og afrikansk inspiration - parret med bandets egen benyttelse af sammenstilninger som den selvopfundne genrebetegnelse Upper West Side Soweto og sangtitlen Cape Cod Kwassa Kwassa - ledte til at de blev set som kopister af den eneste anden afrikansk inspirerede plade anmelderne åbenbart kender: Paul Simons Graceland. Også selvom der vist ingen Kwassa Kwassa er på den plade. Og selvom allerede debutens åbningsnummer indeholdt en tilpasset soca-rytme fra Sydamerika. Debuten indeholdt dog massevis af afrikanske klange og blandede dem både med indiepop, men også med arkaisk vestlige instrumenter som cembalo og strygerkvartetter. Det var lidt som om musikken skulle symbolisere noget oprindeligt og mere ægte end moderne genrer, og at den dermed skulle spille sammen med teksterne, der hovedsagligt handlede om snobberi og klassesammenstød og generelt om falskhed. Og brugen af afrikansk musik som noget 'ægte' og måske endda 'oprindeligt' er naturligvis problematisk. På opfølgeren fra denne måned er alting blevet opdateret, der er langt mere elektronik og endda et par samples, og så er fokus blevet flyttet længere i retning mod Sydamerika. Det er det bare ikke lige alle som har opdaget...
Det skal lige siges at det overhovedet ikke er min mening at hænge anmeldere ud for en gang imellem at lave fejl, og ikke have styr på alle verdensmusik genrer. De arbejder med deadlines og redaktører, ofte uden at få andet for det end promo'er en gang imellem, og kan naturligvis ikke have styr på alle undergenrer. Hybrider som Vampire Weekend er derfor mest i fare for at blive fejlplaceret. Men det er især i de danske medier, at Graceland vedbliver at være omdrejningspunktet. Således skriver Gaffa: 'Amerikaniseringen af afropoppen overrasker ikke længere, og dermed er en smule af den oprindelige charme også forsvundet.'Information fremhæver også konstant Graceland, også på numre som Diplomats Son, som ellers i mine ører mere er reggaeton eller et braziliansk baile funk beat. Fra Undertoner: 'Vampire Weekend evner at bestøve elementer fra indiepop med afrikanske rytmer, og det er vidunderligt og lifligt sat sammen, med endnu flere frække tiltag og friheder end på debuten.' Fra Politiken: 'Tråden tages op fra det ekstremt vellykkede debutalbum i den forstand, at afrikansk musik, filtreret gennem Paul Simon fra æraen omkring ’Graceland’-albummet, stadig bærer den elegant eksperimenterende pop oppe.' Og en af de mærkeligste sætninger kommer fra Soundvenues anmeldelse: 'Det er dog ikke den nigerianske afrobeat, kvartetten udforsker, men afropoppen fra Sydafrika og Senegal, der kom til Europa via folk som Paul Simon.' Hvem har påstået noget om afrobeat? Senegal og Sydafrika ligger desuden i hver sin ende af Afrika, så hvordan har de to lande fået en ens form for afropop? Og eftersom både Paul Simon og Vampire Weekend er amerikanere, hvorfor er det så relevant hvem der bragte musikken til Europa? (der for øvrigt i 80'erne havde en stor andel af afrikanske flygtninge og indvandrere, som formentlig har bragt en del musik med, dog nok mest fra Nordafrika). Det skal nu lige siges at resten af den anmeldelse er udmærket, og at anmelderen rent faktisk bemærker den stigende inspiration fra resten af verden. Og det er heller ikke kun danske medier der virker lidt tvivlsomt informerede om verdensmusikken. DrownedInSounds anmelder kalder f.eks. Oxford Comma fra debuten for 'fey cod-reggae' hvilket igen mest af alt lyder forkert. Skal der ikke være fokus på 2 og 4 før det er reggae?
Ja, jeg er derimod ret begejstret for denne her plade. Den her blog handler jo om hybridgenrer, og den her plade er fuldstændig frygtløs i sin sammenblanding af utallige verdensgenrer og elektronik og fantasifuld instrumentering. Og det er ikke sådan at verdensmusikken står på den ene side som noget gammelt og vestlig elektronik så er nyt. Nej, de har forstået at verdensmusik i dag også ofte er elektroniske dansegenrer som kuduro, dancehall og bailefunk, og bruger nu mest af alt rytmer og instrumentering til at holde deres numre så overraskende og glade som muligt. Hvilket igen smitter klædeligt af på teksterne, der handler om de samme emner som debuten, men virker mindre patroniserende og mere beklagende når musikken spiller på glæde frem for sandhed som alternativ. Jeg har også mærket glæden ved musikken i et par gennemgange af pladen jeg har læst fra bandet. Den ene - som vist også er den officielle pressemeddelelse - kan jeg desværre ikke finde, men inde på Drownedinsound ligger der en anden. Her er f.eks. om California English: 'there's auto-tune on Ezra's voice, there's this cascading string part after the bridge, there's a four-part vocal harmony breakdown, and my all-time-favorite Chris Tomson drum fill at 2:14.' Og her er om trommerne på Run: 'The big breakthrough was the drum part CT wrote for the horn choruses - he's definitely alluding to a tradition of rock drumming there. It's one of the biggest sounding parts we've ever written. When we were setting up drum mics in Avatar in New York in February I had the pleasure of ripping into that drum part. Sometimes I wish I were a rock drummer!' Jeg kan anbefale at læse det hele, det er yderst sympatisk.
Juleklokker!
Så ja, liv og glade dage, men desværre bliver det hele lidt tilfredst og følelsesløst. Jeg kan som sagt virkelig godt lide pladen, men må stadig sige at det ville være interessant hvis de en gang imellem lød lidt mindre kontrollerede. Som b-side til Cousins singlen havde de lagt nummeret California English pt 2 der helt igennem lyder som et eksperiment og en b-side. Komplet med hakkende rytmer og et mærkeligt kor-loop. Men pladen mangler efter min mening lidt den slags, og forsanger Ezra Koenig lyder næsten mere menneskelig her end han gør på pladen. Han er også blevet mere afdæmpet end på debuten. For to år siden var der plads til at råbe 'Do You Want To? / Like You Know I Do' og at synge om djævelen i slutnummeret. Den her video er naturligvis mere rå, da den er live, men jeg mangler stadig lidt af den desperation på den nye plade:
Så sammenfattet: God plade. Forhåbentlig ikke årets plade, men interassant, glad og idéfyldt. Det er utrolig svært at få hold på det her med race, hvorfor indlægget igen er blevet åndsvagt langt, men måden de bruger verdensmusik er mere etisk rigtig end på debuten. Men eftersom jeg aldrig har været i et tredieverdensland ved jeg ikke hvorfor jeg skulle kunne sige dette. Jeg ved ikke om det arkaiske, det glade, eller det agressive billede som MIA f.eks. forsøger at mane frem, er mest dækkende. Da Vampire Weekend kom frem var en af mine favoritting ved dem at de lød som om de blot brugte den musik de kunne lide, uden at det var meningen det skulle signalere noget som helst. Efter jeg har hørt dem utrolig mange gange kan jeg godt fornemme nogle bagtanker, og deres brug af verdensmusik har medført langt mere kritik end f.eks. Dirty Projectors, der også har nogle afrikanske guitarklange her og der - og for resten lavede 2009s bedste album. Men kritikken bliver også ofte forfejlet, og udstiller som oftest mere uvidenhed overfor inpirationskilderne. Hvis de her par plader får et par fans - og dem er der mange af, de er lige gået nummer et på den amerikanske albumhitliste med 124.000 solgte eksemplarer - til at sætte sig lidt dybere ind i noget andet musik end de ellers ville have hørt er det vel perfekt. Og selv hvis de godtager al den overfladiske snak om pladen, så er Graceland et af mine yndlingsalbums...
