2012 Top 20

De sidste par år har jeg haft en slags rutine i min musiklytning om vinteren. I december udkommer årslisterne og årsberetningerne, og jeg bruger min tid på at høre alt det som var 'vigtigt' og den slags, også for at finde ud af hvad jeg selv syntes var bedst. Så i januar er jeg træt af alt det vigtige, og hører i stedet alt muligt mærkeligt jeg ellers ikke gider, og falder fuldstændig for et eller andet jeg aldrig har gidet før. For to år siden var det Black Metal, i år ser det ud til at være bulgarsk pop. Sidste år var det to mixtapes: Et med pop fra Ghana og Nigeria, og et med pop fra Korea. Og det meste af året har jeg været fuldstændig forgabt i G-pop, N-pop og, mest af alt, K-pop. Energisk, catchy, uden frygt for at være for meget. En skøn modgift mod indie-scenen i år, som var så KVÆLENDE KORREKT, at det næsten ikke var til at holde ud. Når man tog det store udblik, i hvert fald. Hver for sig var pladerne sådan set fine nok, der var ikke mange af årets konsensus-plader, som jeg ikke kunne lide. De var alle sammen veludførte og kompetente... Og så var der bare ikke ret meget andet. Jeg tror sjældent før jeg har haft et år, hvor jeg hørte så mange plader, der kunne være på en top-tyve, og så få jeg havde lyst til at placere i top-fem. Til gengæld var der fantastisk mange gode sange, hvorfor jeg lavede en top ti over de bedste af dem, som ikke også optrådte på et af mine yndlingsalbums. Det kunne også sagtens have været en top tyve, men det havde bare været en liste over afrikanske sange + Carly Ray Jepsen og Taylor Swift. Anyways: Her er hvad jeg kom frem til jeg bedst kunne lide fra i år, skrevet ned den 31 december. Allerede nu ser den forkert ud (den der Grimes-plade er sgu altså ret god, alligevel) Jeg skal nok få skrevet noget om det bedste af det bedste. Meget snart.

Bedste Plader
1.Animal Collective - Centipede Hz
2. Passion Pit - Gossamer
3. Oren Ambarchi - Audience of One
4. Swans - The Seer
5. Om - Advaitic Songs
6. Miguel - Kalaidoscope Dreams
7. Andy Stott - Luxury Problems
8. Mt Eerie - Clear Moon / Ocean Roar
9. Dean Blunt & Inga Copeland - Black is Beautiful
10. Dirty Projectors - Swing Lo Magellan
11. TNGHT - TNGHT
12. Godspeed You Black Emperor - Allelujah Don't Bend Ascend
13. Crystal Shipssss - Yay
14. Future - Pluto
15. The XX - Coexist
16. Jessie Ware - Devotion
17. Frank Ocean - Channel Orange
18. Synd og Skam - Blafret Ør af Kjoler
19. Aluk Todolo - Occult Rock
20. Alcest - Les Voyage de L'Ame

Bedste Numre
1. Kesi - Ku Godt
2. Olu Maintain - Nawti
3. Kendrick Lamar - Cartoon & Cereal
4. Fang Island - Asunder
5. Usher - Climax
6. Keche - Aluguntugui
7. G-Dragon - One of a Kind
8. Purity Ring - Fineshrine
9. Korallreven - Sa Sa Samoa (Elite Gymnastics Remix)
10.  Guru - Karaoke

Ars Nova - Summa, Garnisonskirken 9/9-2012

Søndag den niende september opførte koret Ars Nova en koncert de kaldte for Summa i Garnisonskirken i København. Jeg var inde og høre det, og jeg var meget berørt og begejstret. Ret hurtigt derefter skrev jeg nogle noter ned, som jeg havde tænkt mig at skrive sammen til et eller andet, men tiden gik, koncerten kom længere og længere bagud i tid og hukommelse, og efterhånden virkede det mindre og mindre relevant. Men så kom jeg dog frem til, at intet af det jeg skriver herinde alligevel kan siges at være decideret relevant for nogen at læse, så jeg tog mig sammen og skrev et lille indlæg om koncerten:



Programmets første værk var logisk nok Arvo Pärt's Summa (Credo). Værket benytter det latinske Credo (trosbekendelse) og cirkler rundt i parallelle stemmeføringer. Det føles virkelig som noget summerende. Som noget alt-omfattende. Som om at troen er hel og systematisk, et grundlag for et gennemført livssyn. Videre mindede det mig om det aristoteliske verdenssyn, du ved, med jorden i midten (og Jerusalem naturligvis i midten af jorden) og så cirkler Månen og Merkur og Solen og Stjernerne udenom, i hver deres cirkel, og yderst ude er Gud, hvis kærlighed holder det hele i gang. Det var et smukt og trygt stykke. En konstruktion der virker gennemført og fuldendt. Så naturligvis gik store dele af resten af koncerten med at rive det indtryk fra hinanden.



Det startede ellers smukt nok, med Johannes Ockeghem's (d. 1497) Graduale med latinsk tekst, der i programmets engelske oversættelse lød: Even though I walk through the valley of the shadow of death, I will fear no evil. Thy rod and thy staff they comfort me. Men det næste værk var ganske anderledes, fragmentarisk og foruroligende. Shulamit Rans Credo / Ani Ma'amin ville under alle omstændigheder have virket sammensat, eftersom det er en jødisk komponist der er blevet bedt om at give sit bud på et kristent Credo. Ran har selv valgt teksterne, som blander hebraisk, latin og engelsk. Ofte samtidigt: hvor stemmerne i Summa fulgtes ad, så syntes stemmerne i Ani Ma'amin at snakke imod hinanden og efter hinanden. Hvis Summa var lyden af cirkel-legemers rejse rundt på himlen, så var Ani Ma'amin lyden af et spraglende og travlt samfund, med forskelle og ligheder internt. Stemmerne fandt dog sammen i slutningen af første del med linjerne: God of Mercy, Eyl Maley rachamim...

… hvorefter en af tenorerne trådte frem og læste en kort tekst op, om en femten-årig pige i Auschwitz... Som man nok kan forestille sig, så var kontrasten ualmindelig stærk. Det er jo mildest talt forståeligt, at et jødisk credo er nødt til at forholde sig til Shoah, erfaringen fra jødeudryddelserne i fyrrerne. Mere generelt er det en erfaring, som hele den vestlige klassiske kultur, af hvilke den klassiske musik jo normalt ses som en af de mest 'sofistikerede' dele, er nødt til at forholde sig. Og det har den da også gjort, nogen gange mere sofistikeret end andre. Værker som Penderecki's Threnody for the Victims of Hiroshima, eller Gorecki's Tredje Symfoni (der på samme måde som Ran's Credo sætter musik til tekster fra historiens ofre) eller Reich's Different Trains behandler meget direkte det tyvende århundredes forbrydelser. Jeg kan sagtens forestille mig, at visse lyttere rynker på næsen og finder dele af dette repertoire letkøbt (jeg har det selv lidt svært med historien om, at Penderecki skulle have fundet hans værk så stærkt, at det burde have et tungere navn, og først derefter tilegnet det Hiroshima), men Ran's værk indoptager forbrydelserne som en naturlig del af Credo'et, som et spørgsmål den jødiske tro er nødt til at forholde sig til. Og værket giver ikke noget svar. Efter tekstoplæsningen er der to sektioner, kaldet Reflection/Confrontation og Reflection/Vow i programmet. Konfrontationen spørger, hvorvidt Gud forestiller sig, at man stadig kunne hylde ham på vej ind i gaskammeret (og crescendoet på ordene 'Prussian gas' er rædselsvækkende). Det andet lover, at selv om Gud har gjort sit værste for at få den troende til at miste modet, så vil han stadig lovsynge ham, kontrært og sammenbidt. Som Ockeghem's Graduale, men trodsigt i stedet for trofast. Det er to reaktioner, der begge er forståelige, men samtidig uforenelige. Credo'et forsøger heller ikke at forene de to synspunkter, men lader dem stå over for hinanden, splittet og fragmentarisk.



Således efter at Pärt's vidunderlige verdensbillede var slået sønder og sammen, så var der et mindre ophold i koncerten. Anden halvdel bestod af seks lovsyngninger af Jomfru Maria, tre af Pärt og tre af Ockeghem, vekslende mellem hinanden. Ockeghem's rænescance motetter var igen vidunderlige, tidsløs skønhed og samhørighed til ære for den hellige jomfru. Pärt's tre værker, derimod, præsenterede samlet igen en tro der var splittet og afvekslende. Først og fremmest var de på tre forskellige sprog som titlerne: Bogoróditse Djévo, Most Holy Mother of God og Magnificat vel også afslørede. Den første var dansende og nærmest folkelig, den syntes at skildre en menneskelig Maria, en nazaræisk kvinde. Den anden havde blot teksten: Most Holy Mother of God Save Us, og skildrede et personligt tros-billede. Den sidste, det fantastiske Magnificat, er det ikoniske, det mystiske, det sublime. Dissonanser afløses af harmonier, afløses igen af dissonanser. Pianissimo og indfølt bøn afløses af fortissimo og noget der nærmest lyder som en trussel.


Jeg har selv sunget dette værk i gymnasie-kor, så jeg er måske forudindtaget omkring dets mesterlighed. Men når et kor af Ars Novas ufattelige kvalitet rammer f.eks. det massive 'Suscepit Israel', 4:30 inde i videoen, i et rum så flot som Garnisons-kirken, så går tiden fuldstændig i stå.

Jeg kender da folk, der afviser Pärt som kitch, tom skønhed. Et værk som Summa er da også på en eller anden måde så absolut utidssvarende som noget kan være. Men i denne sammenhæng, som orden der straks blev slået itu, kom den til at virke perfekt. Ikke som billede af en gældende orden i verden, men som et billede af en drøm om orden. Man tabte vejret over de guddommeligt smukke klange hos Pärt og Ockeghem (og der er jo få ting i verden så umiddelbart smukke som lyden af a capella sang i et kirkerum), derefter blev man konfronteret med verdens forfærdelige råhed hos Ran, hvorefter man straks blev forført af nok en Ockeghem. Og følelsen af sammenhæng i de smukke passager er naturligvis også forstærket af et så egalt kor som Ars Nova: Der var 12 sangere, men flere gange i løbet af koncerten mente jeg kun at kunne høre fire stemmer, de er så sammensungne at stemmerne simpelthen smelter sammen hvis ikke man selv lytter efter. Via kontrasterne i koncertens program kom de skønhedssøgende værker måske til dels at fremstå naive og eskapistiske, men samtidig også overvældende forståelige og ønskværdige. Shulamit Ran's Credo var derimod grumt og uomgængeligt, en flænge i de andre værkers drømmebilleder. Programmet som sådan blev derfor et paradoks. Et åbent sår. Og bestemt ikke ret let at ignore.

Dette indlæg kan måske alligevel virke blot en lille smule relevant, for Ars Nova synger Pärt to gange til i løbet af efteråret. På fredag den tolvte oktober, til kulturnatten, synges et kort program med Pärt, Ockeghem og Bent Sørensen, og torsdag den femogtyvende oktober opføres Pärt's storværk Passio.

The XX - Coexist (12) og noget om genre-lån

Når et band trækker elementer fra knap så kendte genrer ind i deres musik, så går det ofte hen over hovedet på mange af deres lyttere, inklusive anmeldere. Jeg har skrevet om det tidligere med Vampire Weekend, nu skriver jeg lidt det samme om The XX, der på deres nye album Coexist har blandet en vis del moderne britisk bas-musik ind, hvilket jeg synes er blevet undervurderet i de fleste anmeldelser, der i høj grad har anklaget bandet for at stå i stampe. Hvor jeg også selv måske ville ønske, at bandet tog deres lyd et skridt længere ud, så er der dog stadigvæk ting på pladen, som jeg finder vildt gennemført lavede, og med andre lyde end debuten.



Men inden jeg går i gang med Coexist vil jeg godt snakke lidt om noget, som jeg synes er lidt nedprioriteret hos musikanmeldere: Viden. Jeg ved godt jeg virker helt vildt arrogant at skrive det på den måde, men jeg mener bare, at det hos mange læsere og anmeldere virker som om folk mere prioriterer, at anmelderen har god smag, og evt gode skrive-evner. Folk er da heldigvis blevet enige om, at smag og behag er forskellige, og at der ikke er noget der hedder objektive vurderinger, men det betyder jo ikke, at der ikke er elementer af musik, som man objektivt kan beskrive. Det er jo egentlig helt banalt: Vi kan ikke objektivt sige hvad teksterne handler om, men vi kan jo godt objektivt sige hvad teksterne er. På samme måde er der også en hel masse elementer ved selve musikken, som man kan beskrive objektivt, rytmer, melodier og genrer. Nej, jeg mener ikke, at alle anmeldere skal have studeret musikteori og kende hele musik-historien for at kunne skrive om noget som helst, men i mine øjne, så er en god anmelder nysgerrig, og villig til at undersøge og slå ting op. Naturligvis er der ingen, som kan vide alt (blandt mine egne utallige blinde punkter er f.eks. at jeg ikke kan spille to akkorder på en guitar, så jeg bliver altid overrasket, når guitarkyndige tripper over, hvor vildt guitar-lyden er hos bands som Sonic Youth og Pavement, og selv Joni Mitchell. For mig er det bare lyde, men man skal åbenbart stemme sin guitar helt specielt for at kunne det... Jaja, hvad ved jeg), men man kan da gøre forsøget... Anmeldelser bliver ofte bedre, jo mere anmelderen ved... Jeg vil nu bevise denne påstand, ved at skrive om noget jeg reelt set ikke aner ret meget om, nemlig two-step-musik og afro-caraibiske rytmer, og forhåbentlig vil du, kære læser, klart kunne se, at indlægget havde været enormt meget bedre hvis jeg havde haft noget mere viden... (for ikke at tale om hvor meget bedre det havde været, hvis jeg havde haft praktisk erfaring med anmelderi og deadlines og alt det der. Verden er skøn og u-stressende når man kun har sin egen blog)



Mine bemærkninger handler først og fremmest om nummeret Chained, pladens bedste nummer, og i mine ører årets bedste rytmespor. Jeg er helt vild med den utroligt mærkeligt ustabile måde rytmen starter på. Fra 0:22 til 0:38 ligger der bare et mærkeligt slag helt uden for noget som helst. Først senere bliver det logisk hvad det er der foregår: Det er såmænd et helt typisk two-step-lift, men når selve beatet ikke er der, så giver det ingen mening. Det klassiske step beat, som senere kommer til, hedder bum-ba-tjik, bum-ba-tjik, men herpå startes med ba'et, så at sige, så der er ikke andet end -ba-, -ba-. Jeg er vildt med det, det er en genialt simpel idé, som tager noget velkendt, og får det gjort ganske bizart. Normalt giver ba'et mening fordi det leder hen til tjik'et, stil det for sig selv, og det er bare mærkeligt. Jeg vil desuden også påstå, at det er en helt ny idé for bandet. Der blev gjort meget ud af, at debuten trak på ting som dubstep og r'n'b, men det var som regel ikke de opklippede rytmer. Der var bas-rumlen, som sjældent set i indie-rock, i sange som Islands, men generelt var idéerne hentet fra dubstep scenen teksturelle snarere end rytmiske. Det lød for mig mere som om, at bandet havde hørt 'post-dubstep' plader, end at de havde været ude på dansegulvet. Sådan har jeg det ikke længere. Det er desuden en idé, som passer perfekt til indie-rock. Hvis et two-step-nummer brugte den idé, så ville det dels ret meget ødelæggen idéen med two-step (man kan ikke danse til det), og desuden ville det jo ikke rigtig være overraskende at det blev step'pet, eftersom alle de andre rytmer på pladen/ep'en/mixtapet/dj-sættet også ville have den samme rytme... Step musik, fra 2-step til dub-ditto, er bestemt radikalt eksperimenterende, langt mere end indie-rock i samme periode, men der er visse eksperimenter, som indie'en bedre kan tillade sig, og dette er et af dem. Igen, vildt fedt nummer.

Jeg kan desværre kun finde en live udgave. Beatet går i gang et stykke inde.

Endnu et eksempel: Jeg har set mange folk fremhæve Reunion, men mest på grund af olietønde-lydende. Information skriver om Jamie XX: Hans fremragende melodiske øre kommer dog til sin ret på »Reunion« med de smukke olietøndesamplinger (efterhånden en Jamie xx-signatur) i sitrende smukke mønstre. Politiken: Det er duvende popmusik, der kun er en gradbøjning fra at falde i staver, så det er lige før, man skvatter ned af stolen, da nummeret 'Reunion' starter med lidt kattepoter på en olietønde. Steelpans er en god og anderledes musikalsk idé, og dem kunne The xx altså godt have brugt nogle flere af. The Quietus: on 'Reunion' those bloody steel pans keep trying their level best to batter their way into earshot through a fug of reverbed guitar. Pitchfork: The only real evidence of those explorations here is the steel drum that pops up on "Reunion", which brings to mind his use of the instrument in his single "Far Nearer" and gives Coexist a rare crack of light. Og jeg skyder på, at det også er olietønderne, som Soundvenue's anmelder havde i tankerne, da han skrev: Beatstøber Jamie xx’s flirt med caribiske klange, som han har dyrket som soloartist, popper op undervejs på den åndedrætsstandsende ’Reunion’ Her ser vi igen hvordan 'viden' spiller en rolle i anmelderier, ting som er nemme at definere (som lyden af olietønder) bliver oftere beskrevet end mere obskure og bizarre ting. Det beat, som starter i videoen, er jeg nemlig ret sikker på overhovedet ikke er caraibisk, og desuden en fuldstændig ny og aktuel ting, som bandet ikke har givet sig i kast med før. Jeg tror nemlig, at det er et typisk ghanesisk dansebeat. Jeg hørte det i hvert fald hele tiden, da jeg gav mig i kast med at lytte til hvad der blev kaldt 'afrobeats' tidligere i år, som virkelig tog Londons dansegulve med storm. Et eksempel herunder:

Det er ikke verdens bedste eksempel, men rytmen er grundlæggende den samme. Som med alt andet de bruger, så har XX skåret den helt ind til benet.

Når man forsøger at skrive om objektive ting som rytmer, så er chancen ret meget større for, at man falder fladt på ansigtet. Det er da bestemt muligt, at Jamie har hørt rytmen på en dancehall-plade (så meget ved jeg ikke om dancehall, og vest-afrika og caraibien deler en del rytmer grundet slavehandels-ruter) Jeg tror det nu ikke, jeg tror det er en ghanesisk rytme. Igen er det en fantastisk udgave af beatet, som hurtigt forsvinder fra trommerne og i stedet bliver et sammenspil mellem bas og tromme, med olietønder inden over. Igen, nummeret ville ikke virke hvis det rent faktisk var afrobeats, for effekten kommer af overraskelsen, og den løsrevne og opklippede måde rytmen kan spilles og bruges på. Men altså, for at føle det er en overraskende rytme skal man vide hvor den kommer fra...

Der er flere eksempler på musikalsk nytænkning på pladen: house-musik i Swept Away (som dog ikke er mit yndlingsnummer), det mærkelige vrængende sample i Try (som også lyder som en klub-idé, eller måske mere noget fra hiphop). Men hvor måske halvdelen af numrene har elementer som kommer helt bag på mig, så er den anden halvdel lidt stillestående. En anmelder skal jo altid skrive om det musik der er på pladen, og ikke på hvad man ville ønske der var i stedet for, men jeg er jo heldigvis ikke anmelder men blogger, så jeg vil skrive, at jeg ville ønske XX forsøgte at lave en Pygmalion. Slowdive tog her også idéer fra samtidens dansemusik (ambient house og chill-out) og skar det helt ned til benet, men i modsætning til XX slap de fuldstændig tråden til pop-musikken, og svævede i stedet bare rundt i fem-ti minutter lange lyd-landskaber. The XX binder sig på albummet for meget til et pop-paradigme, hvorfor eksperimenterne ikke rigtig kommer til deres ret, og det gør deres pop-sange pudsigt nok heller ikke. Tænk på, hvor meget sange som Angels ville træde frem, hvis resten af albummet var bizarre lydflader, i stedet for sange der minder ret meget om Angels, men ikke er helt lige så gode.

Det er en helt igennem fantastisk plade, og det her er et af de mere poppede numre... Hele pladen kan høres på youtube.

Så altså, jeg synes ikke Coexist er årets plade eller noget, men jeg synes bestemt den er bedre end sit rygte. Især fordi dens rygte synes at være, at den lyder for meget som debuten, og ikke indeholder nye ting. Det gør den altså helt bestemt, og den behandler til tider disse nye ting ret fedt, men man skal måske vide hvad de forskellige elementer er, før man kan vurdere om de er velkendte eller ej...

Crystal Shipsss - Yay (12)

Når man er et selvproklameret 'psych'-agtigt band, så er navnet Crystal Shipsss altså alt for åbenlyst. Det minder for meget om Wooden Shijps, det er også et forkert stavet skib, men hvis man vil differentierer sit band-navn gennem materialevalget, så er krystallen altså ikke den rette vej at gå. Coveret på den her plade bringer også minder til ganske mange andre bands. Barndommen i en forstad bliver invaderet af en uhyggelig maske. Det bringer ganske mange mindelser om typisk 'hauntology'-bands*. Men derimod, så kan jeg ikke helt greje navnet på pladen. Yay. Er det ærligt ment? Er det ironisk? Lakonisk? Skal det leveres som et jubelråb eller et sarkastisk suk? Den her plade er – ikke overraskende – lo-fi psych-sange med tydeligt hauntologisk islæt, men der er så lige den der 'Yay'-faktor, som holder det uforudsigeligt og uformeligt. Jeg kan simpelthen ikke greje om det er et storværk eller et frikvarter, om Crystal Shipsss giver et seriøst indskud i de respektive genrer, eller om de tager pis på dem. Jeg tror de gør begge dele på samme tid, og det er vel egentlig også ret imponerende.

Tag sang tre, My Dark Slimy Soul. Det er ret meget ordet 'Slimy', som er Yay-faktoren i den titel. Uden det ord ville det være en arketypisk songwriter-titel. Men så er sangen så også ganske mærkelig. Sangen er 1:38, der er ikke flere ord i teksten end der er i titlen – bortset fra et enkelt ah-ah – og i stedet for et vers er der blot samplet lidt radio-snak ind midt imellem to gange omkvæd. Men når det andet omkvæd starter, så starter også en enkelt tambourin, og Jacob Faurholt bliver overdubbet så nu er der dobbelt op på den spøgelses-spinkle falset-stemme han benytter på hele pladen. For det første virker det pisse-godt, langt bedre end det burde. For det andet, hvis nu det bare var en joke sang, hvorfor har han så gjort sig så umage med den mystiske stemning i det andet omkvæd? Og hvorfor i alverden lagde han ikke kræfterne i at skrive et vers – bare et enkelt vers for haen – som en normal sangskriver? Beats me.

Der er ti sange på pladen, og kun tre af dem er længere end to minutter. Alt i alt er pladen 22 minutter lang. Det meste er sange ret meget i stil med Smile ovenover – og læg mærke til hvordan det igen kun er den samme frase der bliver gentaget, til sidst med effekter på, det virker sgu. På grund af den meget spinkle sangstemme har jeg det meste af tiden ingen idé om hvad teksterne går ud på. Og så er der lige de tre lange numre, som til gengæld virker ret gennemarbejdede. På Crystal Lipsss, som der desværre ikke er lavet en video til, gøres der meget ud af at etablere en stemning, de første sekunder går med en lyd som jeg skyder på er en klaverbænk der bliver indstillet, det er i hvert fald et klaver der bliver spillet på derefter. Der er virkelig blevet malet et billede af en mand med et klaver, jeg skyder på at manden sidder helt alene i en mørk hytte langt væk fra alting. Men så! Så kryber en dæmonisk el-guitar ind i sangen, og før man ved af det, så har den fuldstændig overtaget alting! Dog sejrer manden til sidst, og kan synge sangens sidste strofe af a capella! Det er vældig dramatisk. Men her er så Yay-faktoren: Omkvædet i sangen, den strofe der bliver gentaget, og en af de få tekstbidder jeg forstår, er noget med 'crack like an egg and a bird appears / hello / hello / hello / hello' En lille pip-fugl. Godt nok en talende pip-fugl, det er vel et eller andet sted lidt uhyggeligt, og jeg er ikke helt sikker på hvad det er der revner som et æg, det kunne vel godt være noget uhyggeligt (jeg tror det er et 'skull', fair nok, det er lidt skummelt), men det er nu stadig lige knap det skelethoved, som ellers synes at krænge sig vej ud af coveret...

Men at det ikke kun er spas og løjer afsløres af pladens to sidste numre. Burning Kingdom lyder som noget inspireret af moderne metal. Måske noget doom, eller et af Deathspell Omega's Obombration numre. Se videoen ovenover, det er også ret tydeligt hvad det er for et kongerige som er ved at brænde. Basere en skræmmende video på gamle klip fra Disneyworld er næsten for nemt, og igen lidt et træk hvor jeg er usikker på, om de tager pis på hauntologien Men igen, når den der sataniske mus kommer springende med et hysterisk grin på, i front for et uniformeret march-orkester, ja så virker det da. Det er sgu da skræmmende. Og efter undergangen kommer genfødslen: Den sidste sang hedder Sunshine, den og består kun af sang og akustiske instrumenter og fuglefløjt. Det eneste problem er så, at pip-fuglen jo tidligere var det skræmmende... Er det et tiltænkt tvist eller ej? Beats me, dertil forstår jeg for lidt af teksterne. Jeg sidder tilbage og klør mig i håret. Og så trykker jeg repeat.

Jeg kan virkelig ikke finde ud af den her plade. Er det en forvokset EP? Er det et sideprojekt? Er det en pastiche? Det er vel alle tre ting, men samtidig er produktet simpelthen for godt til at kunne affejes på den måde. Pladen sætter sig egentligt midt mellem to stole, og er umulig helt at få hold om. Men det er vel også derfor jeg er så fascineret af den, at jeg kan høre den om og om igen, uden at blive træt af den. De bitte små skift i instrumentation er utrolig godt lavet. Jeg mistænker måske at det er blevet nemmere at lave med nutidig teknik, men who cares hvis resultatet er godt. Alle stemningerne bygges så fantastisk op, og bliver så straks skudt ned igen. Det er virkelig godt at lytte til, men lidt sværere at spille smart på, men det er vel kun et problem hvis man forsøger at fortolke hvad der sker, det kan man jo bare lade være med. Pladen er halvt poltergejst og halvt pip-fugl, og dermed umulig at putte i bur, en flot fjer i hatten på den danske musikscene, der blot bliver en anelse stækket af den korte varighed, så jeg er spændt på at høre hvor højt de kan komme hvis de folder vingerne helt ud. Og nu skal jeg nok holde op...

* Om Hauntology: Det er et begreb om hvordan fortiden hjemsøger nutiden. Oprindeligt Derrida, musikalsk brugt til at beskrive ting som Ghost Box, Ariel Pink, Demdike Stare. Så et albumcover med spøgelses-forstad er ret hauntologisk. Jeg har skrevet om hvordan begrebet kan forstås med Mad Men her.

Simon Deer - Simon Deer (11)

Det er jo generelt vigtigt for en dansk kunstner der vil synge på engelsk, at tilpasse sin musik efter ens eget greb om det engelske sprog. Simon Deer har en ret nem og simpel løsning, som jeg da er sikker på, at mange andre må have brugt før ham. Han holder produktionen lo-fi, hans stemmeføring er for det meste afdæmpet og resigneret, og så er hans tekster søgende og udspørgende, snarere end bestemte og udsigende. Det er bed-room-folk, han lyder som om han anskuer verdenen fra hans eget lille kammer. Nogle gange minder han mig om figurer som Dostojevskis Kældermennesker. Eftersom han skriver som en lidt skæv og søgende person, så gør det heller ikke så meget når teksten en gang imellem også bliver lige lidt skæv. Det kunne lyde som en lidt forsigtig ting at gøre, men Simon Deer formår alligevel at være ambitiøs i hans skildring og undersøgelse af denne kælder-kammer-person, via intonering, arrangement og ambitiøst emnevalg.

Usikkerheden mellem det sikre og det søgende etableres fornemt på pladens første skæring, Maggie Fargo, en sang om forholdet mellem Maggie og Mr Harris. Det lidt usikre greb om det engelske sprog hjælper en lidt plat vits som linjerne: 'Mr Harris and his love bone grows / she'd better not make him grow old' Ordene 'love bone' tror jeg ikke ville have virket, hvis ikke Simon Deer havde haft en så skæv stemme og lidt besynderlig diktion, der neutraliserer det lidt barnligt smarte udtryk. I omkvædet synes fortælleren at ville bestemme hvad Mr Harris burde gøre, men melodiens krumspring gør rådet utydeligt og problematisk. Mr Harris skal ikke følge sne-fnuggene, men Simon Deer holder en lille pause mellem 'snow...flakes' hvilket gør det hele lidt opgivende. Lige så er der en pause i linjen 'cause all you ever wanted was her... grace' Som om man lige skulle lede efter at finde den helt rigtige formulering af, hvad det egentlig var, Mr Harris gerne ville have fra hende.

Det meste af pladen lyder som om den kunne være optaget live i et take, men på From the Sidewalk er der lagt lidt effekt på, eftersom der er dobbelt sang fra Simon Deer. Det passer godt til sangen, der dels starter med at snakke om dobling med ordene 'Once again from the sidewalk', dels beskriver sangen noget arketypisk snarere end noget personligt. En dreng får først at vide hvad han skal gøre for at købe 'shining shoes' og bytte hvad han har til guld. Derefter møder han en bums, som siger han skal give alt hvad han har til de fattige, i linjer jeg mener at huske er taget fra Bibelen (jeg kan ikke slå efter, for alle mine Bibeler gik til under sidste sommers storm...) Det er det evige spænd mellem rigdom og religion, mellem personlig vinding og egennyttighed. Og Simon Deer kan slippe af sted med det på trods af sproglige begrænsninger, ved at stille det op som noget arketypisk via stemme-dobling og bibelske referencer, og så fordi teksten ikke påstår at have svaret på det her dilemma. Drengen tager en taxa hjem, og chaufføren er sur. Slut.

Oh Lord, My Enemies starter med at beskrive en mand, der rejser væk fra verden op på en bakketop, bygger et hus, planter blomster og falder ned på sine knæ. Som han siger: 'then my heart would be so high, so steep / that I would not stamp anymore' En smuk beskrivelse af den evige stræben efter at være god, havde sangen sluttet efter 1:30 minut havde det været en nydelig omend lidt naiv sang. Men så ødelægger Simon Deer idyllen noget så eftertrykkeligt: 'Oh Lord, but do one thing for me / hang them up so I can see / my enemies / I glee / by the old oak tree' Det er et isnende omkvæd, der så modigt og effektfuldt beskriver de nedrige følelser der synes at vedblive inde i os, lige meget hvor højt vi kravler op. Jeg gik helt i stå da det gik op for mig, hvad der var blevet sunget. Det er naturligvis en forkastelig følelse Simon Deer beskriver ... men omvendt ville det være løgn at påstå at jeg ikke også nogen gange kan have de samme tanker. Og andre steder i sangen passer Simon Deers særprægede sprog perfekt til sangen, f.eks. er 'glee' vist kun et navneord (jeg har aldrig hørt det brugt som verbum, og min engelskordbog kender det heller ikke), så linjen 'I glee' betyder vist 'jeg jubel' i stedet for 'jeg jubler', hvilket blot forstærker det primale og ureflekterede over den jubel. Og hvor er det dog fantastisk isnende med hvordan versene beskriver en paradisisk verden, og så kommer omkvædet ind med 'Oh Lord, but...' Det 'men' kan umuligt betyde noget godt, når nu han tilsyneladende har bygget alt godt for sig selv, og det gør det jo så heller ikke. Og i slutningen af omkvædet intensiveres guitarspillet, hvorefter mundharmonikaen stemmer i som et primalt skrig, alt det undertrykte, alt det ulogiske og menneskeligt nedrige, alt bliver krænget ud i et før-sprogligt vræl, hvorefter Simon Deer gentager det isnende omkvæd.

Netop fordi Simon Deer betoner det arketypiske, det søgende og det primale, så kan han slippe af sted med det han siger, med det sprog og den persona han tillægger sig. Rent tekstmæssigt har han fundet en mægtig god metode, og han afvikler denne metode dygtigt og ambitiøst. Jeg håber på at høre mere fra hans stemme. Men måske er der plads til flere ambitioner og større armbevægelser i det rent musikalske. Når jeg tænker på pladen, så er nogle af de stærkeste elementer ting som stemme-doblingen på From the Sidewalk, det primale harmonika-vræl i Oh Lord, My Enemies, eller den knasen der afslutter A Song From the Bridge. For at vende tilbage til en tidligere metafor, så lyder pladen ofte som en mand, der beskriver verden fra sin kælder, både fysisk og psykologisk beskrevet 'nedefra'. Elementerne som skal vise manden – melodi, tekst og sang – passer ret perfekt sammen, men de elementer som skal vise hans 'kælder' – lyd og produktion, de umenneskelige lyde fra harmonika og lydeffekter – måtte der godt blive gjort lidt mere ud af. Simon Deer har også her også fat i noget af det rigtige, men der er et stykke op til f.eks. hvordan en mand som Phil Elverum (The Microphones, Mt Eerie) bruger en art maksimalistisk lo-fi til at beskrive det sublime og over-sproglige.

II

Tillad mig nu at være lidt løst fabulerende. Det er vel privilegiet ved at blogge frem for at anmelde.

For der er nemlig en enkelt ting ved Oh Lord, My Enemies, som godt kan gå hen at blive lidt uheldigt. Den måde Simon Deer vil straffe hans fjender på, er ved at lynche dem, og selvom det i Danmark blot er en måde at straffe folk på, så er det et billede, som i udlandet har ret tydelige race-historiske konnotationer. Simon Deers sang fik mig på den måde til også at tænke over de sidste par års polemikker med danske kunstnere, hvis kunst er blevet misforstået i udlandet. Lars von Trier ville forklare hvorfor han var fascineret af fascistisk kunst, og fik fyret så dumme og usammenhængende forklaringer af, at han blev smidt ud af Cannes. Ice Age ville bruge fascistiske symboler og meget voldsom retorik de har hørt rundt omkring, og kom også under beskyldning for i stedet at hylde de ting, som de ellers mest kommenterede. Simon Deer skriver en sang om hvorfor nogle folk hader, men det kan misforstås – hvis man virkelig gør forsøget – som om han skriver en sang om hans eget had. Det er tre ret forskellige sager – Lars von Trier var for dum, Ice Age har villet bruge symboler de ikke kan kontrollere, Simon Deer vil bare skrive en modig sang, og kommer uforvarende til at bruge en måske lidt uheldig term – men det er fascinerende for mig, at danske kunstnere gentagne gange kommer til at træde lidt i den samme nælde, i de her år.

Jeg tænker at måske er rascisme og fascisme en anden ting for danskere, end for folk i de fleste andre lande. Vi har i et årti haft en regering der var støttet af et fremmedfjendsk – men lige knap rascistisk – parti. Flertallet af Danmarks befolkning har kunnet acceptere, at fremmedfjendskhed kom til at være helt centralt i landets styre. Omvendt har vi ganske enkelt ikke haft de samme voldsomheder med det her, som man har haft andre steder. Hos os er 'rascismens' ansigt i høj grad dem vi kender, dem som har stemt konservativt eller venstre, uden at tage konsekvensen af deres støtter. Og omvendt har vi ikke nogen Breivik, og har ikke haft de massive uroligheder som f.eks. London eller Paris har haft for nylig. Den her utilpashed ved det fremmede er noget menneskeligt for danske kunstnere, og ikke noget dæmonisk som det kan være i andre lande. Danske kunstnere laver derfor ofte kunst om fascismen i os, hvor det i andre lande i høj grad handler om fascismen hos dem. Når en Haneke laver Caché eller Det Hvide Bånd, så er der ikke den samme identifikation mellem hans problematiske hovedpersoner og instruktøren selv, som jeg finder hos Lars von Trier. Der er en dom over personerne, som jeg ikke finder hos den – gode – danske kunst. Simon Deer gør som de fleste andre danske kunstnere, og skriver om had og hævntørst i jeg-form. Det er selvfølgelig ikke med vilje at hans sang kan få en klangbund fra tredivernes USA, Simon Deer skriver jo fra en dansk virkelighed. Men han skriver sig alligevel ind i en tradition for at turde se de mørke menneskelige kræfter i øjnene. Det er stærkt og modigt, men jeg kan måske lige være et my i tvivl, om det vil blive forstået efter hensigten hvis hans sange får et amerikansk publikum.

Sky Architects - The Promise of Tomorrow (12)

'The Promise of Tomorrow' er en ret typisk postrock-pladetitel. Sky Architects spiller crescendo-core, hvor vi hele tiden accepterer de stille passager fordi vi får lovet at de bygger op til et klimaks. Som sådan ligger hele genren til at beskrive ønsker og forventninger til fremtiden. Men Sky Architects forsøger at vende hele genrens grund-regler på hovedet. Pladens første nummer hedder 'The Promise', og den starter som post-rock som regel gør: Helt stille og roligt, med lidt ringlen og lidt basgang og lidt melodik, og så langsomt stable lag på lag og øge intensiteten. Men så, efter to minutter, præcis som vi allermest ser frem til et støjende klimaks, så cutter det ud, og så er der stille... Så starter 'Fade Out' lige på og hårdt, giver en tiltrængt forløsning, og kører igennem i bedste post-metalliske stil i lidt tid, inden den går ned i gear. Støj/stilhed/støj/stilhed. Men som titlen antyder, så bygger nummeret op til en stille passage. Der lægger bandet også sang på, og fastlægger den ramme som albummet fungerer indenfor: 'There'll be no happy end / I'm sad to tell you my friend / but it's what's happened / in these years of progress' Det løfte, som pladens titel handler om, er ikke blevet indfriet. Vi kommer ikke til at få hvad vi fik at vide vi ville få. Det er også derfor den første sang ikke kan klimakse, det er det brudte løfte. Jeg har en ret stærk formodning om, at 'løftet' vi snakker om er det løfte om velstand og fremskridt, der led et knæk med finanskrisen i 2008, det er vel det som 'these years of progress' omhandler. Det er vidunderligt at høre at dansk band med politiske ambitioner, som de kommer ud med ikke kun med didaktiske tekster, men i komposition og struktur.

Fordi at bandet har stillet en så klar ramme op om albummet, så har de etableret et felt for deres musikalske beskrivelser. Det er en vældig smart tilgang, for så kan de lade musikken snakke snarere end teksterne. Som mit citat måske afslører, så er teksterne mere funktionelle end dybt poetiske, og jeg har nogen gange også lidt besvær med at afkode hvad der bliver sagt i en lidt dansk udtale (så undskyld hvis jeg citerer forkert) Snarere bliver sangstemmen endnu et teksturelt virkemiddel, der varieres fornemt idet Karin Nielsen bidrager med fuldstændig uforståelig men skøn kvindelig sang på 'All Free Must Fly'. Jeg forstår kun enkelte tekstbidder, som vidst handler om fugle, men nummeret fungerer alligevel upåklageligt via lyd og kontrast. En violin er også med, og tempoet er sat ret meget ned, og det hele forstærker et billede af noget mere naturligt og skønt end på resten af albummet.

Men eftersom det ikke er teksterne som gør arbejdet, så står det os frit for selv at tolke elementerne. Jeg tænker de bagvendte violin-loops der afslutter 'We Will Never Forget This' illustrerer de reaktionære og tilbageskuende kræfter, som har fået så paradoksalt meget magt efter deres egne handlinger har forårsaget krak og krise for os alle sammen. Jeg forestiller mig at det vidunderligt voldsomme klimaks på 'Waves of Light', med dobbelt stortromme-angreb under chillet guitar-ringlen, viser en hær af unge demonstranter i kamp for fremtiden. Jeg tænker band-navnet 'Sky Architects' også henviser til de neo-liberale luftkasteller, som braste så gevaldigt sammen det efterår (det er dog endnu mere usandsynligt end resten af tolkningerne, eftersom bandet har eksisteret siden 2006, men altså, man behøver ikke at være logisk når man tolker en plade...). Jeg forestiller mig den elektroniske 'Breach These Walls' – med akredditeret 'dubstep-produktion' og i mine ører pladens absolut bedste komposition – skal virke som et urbant spejl af naturen fra 'All Free Must Fly'. Hvis du synes det lyder for didaktisk og forsimplet, så står det dig jo frit for at stille dine egne billeder op, for bandet lader os alle sammen fortolke deres lyd-skulpturer. Pladen gennemgår en pessimistisk fase henimod slutningen, hvor titlen på næstsidste sang hedder 'Endzeit', så vidt jeg ved 'slut-tid' på tysk, og tyske titler gør jo alting mere dystert. Til sidst får vi dog en march mod bedre tider i 'Procession of Hearts', hvorefter pladen slutter med flere bagvendte violiner i et minut. Er det det forgange, det nostalgiske, det tabte? Det er i hvert fald smukt.

Egentlig forsøger pladen at spejle frustrationen i verden efter 2008, ved også at være frustrerende og uforløst. Det lykkes ikke ret godt. Der er meget lidt frustrerende ved denne her plade. Jeg kunne måske godt ønske mig lidt mere grimhed, måske især i sangstemmen. Eftersom Black Metal bands som Deafheaven og Lantlôs har bevæget sig ind på post-rockens område, så har de også skubbet til grænserne for hvor frastødende post-rock har lov til at være, og der bliver Sky Architects lidt pæne, især taget i betragtning at de (formoder jeg) vil beskrive noget så frastødende og forfærdeligt som neo-liberalisme. Jeg gad også godt at de 'udefrakommende' indslag som kvindelig vokalist og elektronisk produktion blev mere centrale i bandet næste gang, hvor det på den her plade ret meget virker som afveksling fra en kerne-lyd. Men det er bestemt en smagssag. Sky Architect har givet et stort bud på, hvordan crescendo-core kan være vedkommende i dagens Danmark. De vender konceptet på hovedet og laver en art de-crescendo-core (eller diminuendo-core), men derudover bliver de dog på en ret så velkendt bane. Selv de elektroniske elementer er egentlig en grundlæggende del af post-rocken tilbage fra genrens halvfemser-dage i England, og er desuden kendt fra et band som Worrieaboutsatan. Pladen er altså ikke fremragende fordi den er fornyende, men fordi den finder et emne-felt hvortil formen synes helt naturligt velegnet. Den er varmt, varmt anbefalet herfra.

Pladen kan streames fra bandes Bandcamp for tiden, hvor man også kan købe en fysisk kopi.

Boho Dancer - Furry Skin (12)

I 

Ethvert band har stærke og svage sider. Helt banalt. Selv et band som Radiohead, som nogen ellers synes at mene kan gå på vandet, har sine begrænsninger. F.eks. ville de sikkert ikke lave særlig god hip-hop, hvorfor de da heller ikke prøver på dette. Det er helt banalt. De fleste bands prøver at finde ind til hvad de er gode til, og så tilpasse sig dette. Men der er en anden ting, som man skal huske, og det er at tilpasse sig efter sine dårlige sider. For danske bands gælder det som hovedregel, at de er ret dårlige til engelsk. Det er der intet fordækt i, det gælder for bands fra stort set alle ikke-engelsk-talende lande. Det kan man tilpasse sig på flere måder. Jeg har tidligere skrevet om hvordan The Notwist og Caetano Veloso lavede værker, hvor deres manglende greb om det engelske sprog blev en styrke. Boho Dancer er et dansk band, som forsøger at lave stor og indviklet art-pop på engelsk, og på grund af en fantastisk forsangerinde kommer deres tekster virkelig til at stå i forgrunden. På deres ep falder det en gang imellem igennem, og engang imellem udnytter de deres svagheder fornemt.



Lad os starte med en sang som jeg desværre ikke bryder mig ret meget om, og som desværre er bandets single. Me and Your God synes, som titlen antyder, at handle om religion. Jeg gætter mig til at titlen skal forstås sådan, at Ida Wenøe ikke synes at Gud er for hende, og jeg tror hun mener at Gud typisk er en mande-Gud. Det er dermed også en anti-patriarkalsk sang, tror jeg. Jeg skriver tror nogle gange, for rent ud sagt er teksten vag og utydelig. Jeg får hovedsagligt idéen om, at det er en feministisk sang fra tekstbidden: 'Sisters, sisters hear my mind / you know why I'm calling' Det lyder som noget søsterfællesskab, men ellers er det rent ud sagt intetsigende. Omkvædet går som følger: 'Me and your God / we have nothing in common / so I'm leaving him all to you / God only knows / He's the only one dying / so he's pulling his nose on his way down' Første halvdel er ret banal. Anden halvdel er noget vrøvl, baseret på en forkert udnyttelse af en engelsk vending. Når man siger God Only Knows – som f.eks. Beach Boys gør det – så kan man ikke sige mere, for så er det kun Gud som ved noget, og som derfor kan sige noget. At sige: 'Kun Gud ved at han er den eneste som er ved at dø', det er en selvmodsigelse, for fortælleren ved det jo også. Selvmodsigelser kan man selvfølgelig udnytte som kunstner, men det kræver en sproglig autoritet som bandet simpelthen ikke kan etablere når de bruger ordheld forkert og ikke kan sige andet end: 'you know why I'm calling'. Bandets politiske og religiøse pointe falder fuldstændig fra hinanden, for bandet har ikke sproglig autoritet nok til at få formidlet deres pointer med tilstrækkelig pondus.



Heldigvis er ikke alle bandets sange politiske. Den sidste sang på pladen hedder Good Vibrations – endnu en Beach Boys reference – og her er udtrykket et helt andet. Teksterne er lige uheldige, med de beskæmmende åbningslinjer: 'Good vibrations in your house / in your house / I'll be your haunted mouse' Udtryk bliver brugt forkert med den gengtagne linje: 'Do you dare, devil' et ordspil på Daredevil = vovehals. Problemet er bare at ordspillet betyder: 'Tør du, djævel' hvilket man vel godt kan sige men jeg tvivler på nogen engelsktalende ville, eller: 'Gør du vovehals!' Hvilket er noget vrøvl. Det er ikke rigtig et ordspil når den ene betydning er noget vrøvl... Men i den her sang fungerer det fuldstændig – eller i hvert fald næsten – perfekt, for sangen handler om at være hovedkulds forelsket. 'I try too hard but I'm only too slow' synger de på et tidspunkt. Det er ikke en sang der handler om at sætte verden på plads, det er en sang der handler om at verden er ude af kontrol. Boho Dancers svage tekster bliver pludselig en styrke, fordi de netop bliver brugt til at beskrive en situation, hvor sproget ikke slår til. De sidste to minutter af sangen er nærmest transcenderende, hvor bandet slår over i et c-stykke mens backingvokalerne harmoniserer på den hyggelige linje 'Laugh together when the storm is too loud' (læg mærke til at Grin og Stormvejr er to før-sproglige lyde) mens forsangerinden bliver mere og mere opstemt og insisterende, og ender med at indrømme: 'I'm, I'm... too loud'. Det er en forbløffende passage, en af de bedste passager jeg har hørt fra et dansk band i lange tider.

Boho Dancer kunne sagtens komme til at lave en yndlingsplade for mig, men det kræver at de bliver mere klar over deres svagheder. De har simpelthen ikke engelsk-kundskaberne til at sætte (min) verden på plads på en troværdig måde, men de har de musikalske evner til at gøre op for deres svage tekster. Arrangementerne er innovative og effektive, og forsangerinden er forbløffende ekspressiv. Det er en debut, som er mere end lovende.

 II 

Når jeg skriver om en plade kan jeg godt lide at researche hvad andre folk har skrevet. Især når jeg synes jeg går lidt til stålet, som f.eks. med at kalde et bands tekster for dårlige, så vil jeg gerne tjekke om andre enten bakker mig op eller kan give en forklaring på hvad der foregår, som jeg har overset. Men som det så ofte er med anmeldelser – både danske og internationale - så var der ikke en eneste som snakkede om, hvad sangene egentlig handlede om. Jeg fandt kun to henvisninger til tekster. I en glimrende og velskrevet anmeldelse på undertoner står der: Det er, som om dét at kunne synge efterhånden kun handler om teknik, og ikke om forholdet mellem tekst, melodi og sanger. Med programmer som X Factor som fyrtårn kommer selve musikken i baggrunden, og formen sejrer over indholdet. Det har han sådan set fuldstændig ret i, men det er måske lidt flotte ord, når ikke anmeldelsen selv siger noget som helst om tekst og melodi, om indhold, så at sige. I anmeldelsen fra diskant står der: Der et ønske om at fortælle og dramatisere og vise en verden frem i toner og melodier. Igen fuldstændig korrekt (og resten af anmeldelsen er lige så skarp og korrekt), men hvis bandet vil fortælle os noget, skylder vi, der skriver om dem, så ikke at forholde os til hvad det er de siger?

I det jeg læste om dem så jeg en hel masse beskrivelser af formen, men de fleste var lidt løse i det. Det mest konkrete jeg fandt var i gaffas anmeldelse, som sagde: En af de sværeste udfordringer for en sangskriver er at lave numre, der folder sig organisk ud. Så omkvæd følger vers med samme selvfølgelighed, som forår følger vinter. Boho Dancer er der ikke helt endnu [...] Man savner den melodiske tråd, der kunne holde sammen på idéerne. Det er en dejlig konkret indvending, og den er fuldt ud korrekt. Tænk på hvordan omkvædet pludselig sprang ind i Me and Your God 0:46, eller hvordan coda'en af Good Vibrations også syntes at opstå ud af ingenting. Boho Dancers sange er fragmentariske og omskiftelige... og det synes da næsten at være et bevidst formmæssigt valg. Det kan man så være glad for eller ej - smag og behag er jo forskellig - men det er måske ikke rigtig noget argument at organisk sangskrivning er sværere hvis nu ikke det er det, som bandet vil. Det er også svært at spille math-rock...

Men igen kommer det jo an på indholdet. I Me and Your God forsøger bandet at lave en politisk og religiøs sang, og så ville logisk sammenhæng være en stor hjælp. Her modarbejdes de af sangens fragmentariske og ulogiske karakter. Derfor bliver det et ekstra stort problem når teksten siger (igen): 'Me and your God / we have nothing in common / so I'm leaving him all to you / God only knows / He's the only one dying / so he's pulling his nose on his way down' Det er de to gange 'so' som er problematiske, for de indikerer en sammenhæng som ikke er der, dels fordi teksten er nonsens, dels fordi sangen heller ikke selv er sammenhængende. Form og indhold modarbejder hinanden. I Good Vibrations, til gengæld, passer det igen sammen. Når bandet 3:40 pludselig forlader vers/omkvæd og i stedet giver sig i kast med en klimaktisk koda, så illustrerer det fint den flyvsk forelskede. Form og indhold.

Jeg har ikke citeret anmeldelser for at hænge nogen ud, men for lettere at illustrere mine pointer. Med en plade som Furry Skin, hvor tekst og sang er så meget i forgrunden, kunne man så ikke formode at teksterne og deres indhold måske betød noget, og så snakke om dem? Der er jo naturligvis faldgruber: Bandet kan jo påstå at Me and Your God er en parodi på politiske sange, og pludselig er den ret skarpt skruet sammen.

Hele Furry Skin kan høres på bandets Soundcloud.For mere om bandet og information om hvordan man får en fysisk kopi af pladen - og den er bestemt pengene værd - se bandets hjemmeside.