Caetano Veloso - Caetano Veloso (A Little More Blue) (71)

Jeg har lyst til at følge op på nogle tanker, der lå som en understrøm under hvad jeg skrev om Neon Golden. Specifikt har jeg lyst til at snakke mere om det med, at Markus Achers tekster ikke rigtig kan siges at være gode, men alligevel kan siges at være perfekte i sammenhængen. Jeg tager udgangspunkt i en fantastisk brasiliansk Folk-plade, og så blander jeg lidt Dylan og lidt Destroyer ind i det hele. God fornøjelse.



Caetano Veloso er en af de helt store. Han var med til at grundlægge Tropicalia-bølgen i Brasilien i slut-tresserne, en kunstnerisk bølge der også involverede Gilberto Gil, Gal Costa, Os Mutantes, og mange flere. Deres plader, hvoraf flere er at finde blandt mine absolutte yndlingsplader, tager udgangspunkt i en blanding af 'traditionelle' brasilianske stilarter (bossa nova, samba etc) med den samtidige angelsaksiske rock, og med ufatteligt sofistikerede arrangementer. Deres pointe var i høj grad, at brasiliansk musik altid havde været blandingsmusik. Samba var en blanding af sydamerikansk og afrikansk dans. Bossa Nova blandede Samba med samtidig Cool Jazz. Deres videre pointe var, at som der ikke var noget der hed ægte brasiliansk musik, var der ikke noget der hed ægte brasiliansk kultur, var der ikke nogen ægte brasiliansk nation. En ret politisk pointe i et Brasilien styret af et nationalistisk militærdiktatur. Hvad der næsten var værre: Veloso og Gil (især) insisterede også på at blande en god portion pop i deres udtryk, for derved at komme ud til så mange mennesker som muligt. Dette har jeg altid set som det rigtig revolutionære, mange samtidige var mere out there avantgardistiske rent musikalsk, eller mere eksplicit politiske, men Veloso og Gil var meget opsat på at brede deres kunst ud til folket, hvorfor de var langt mere farlige har jeg altid tænkt. Under alle omstændigheder var diktaturet ude efter dem, de røg i fængsel, i husarrest og til sidst blev de tvunget i eksil. Veloso tog til London, hvor han skabte denne klassiker, omhandlende hans savn, smerte og hjemve. 7 sange, de 6 på engelsk. Alle sammen melankolske. Alle sammen fantastiske.



Og igen: Teksterne er ærlig talt ikke særligt gode. Jeg har flere gange læst folk der mener at Velosos tekster er ualmindeligt meget bedre på hans brasilianske (bare lige helt basalt: Ja, jeg ved godt man taler portugisisk i Brasilien, men der er tydeligvis som minimum dialekt-forskel, så jeg bliver ved med at skrive 'brasiliansk' i det her indlæg) modersmål end på engelsk, og de har sikkert ret. De brasiliansk-sprogede plader jeg har med ham er ualmindeligt smukke at lytte til, selvom jeg ikke forstår hvad han synger. Men på den her plade passer de engelske tekster helt perfekt ind. Hver gang han kløjs i syntaksen, hver gang en metafor ikke rigtig giver mening, hver gang trygget lægges forkert, hver gang understreger det at han ikke hører hjemme i England. I hvert enkelt kiks kan man høre hans hjemve. Men samtidig, i hans umanerligt smukke stemme og hans fantastiske fraseringer kan man høre noget oversprogligt. Når han i åbnings- og titelnummeret gentagne gange synger: 'I feel a little more bluuuue than then' er det måske ikke den mest poetiske ytring nogensinde, men jeg kan ikke forestille mig nogen, der ikke i hans intenst betonede 'bluuuue' fuldstændig klart kan høre smerten og blå-heden. Jeg tror heller ikke det er tilfældigt at han to gange - i Maria Bethania, der er en sang til hans søster, og i pladens eneste brasilianske nummer Asa Branca – helt holder op med at synge tekst og blot frembringer en mærkværdig melodisk brummen. Visse ting kan ikke udtrykkes i ord. Det er vel hele grunden til at lave musik i første omgang?

Der er kun 7 sange på A Little More Blue, og kun to af dem er på youtube, så jeg fylder indlægget ud med andre Veloso-klassikere. Den her er fra hans selvbetitlede fra 69, som også kaldes Irene. Hans tre første plader er selvbetitlede, af en eller anden grund...

Og her er det jeg vil tillade mig at springe videre ud i musikverdenen, for det er netop det, der irriterer mig med visse kritikeres forhold til Bob Dylan. For et par år siden var der snak om at han skulle nomineres til Nobels Litteraturpris, hvilket jeg er så hamrende meget imod. Når folk snakker om den slags, så får det ikke mig til at tænke på hvor god hans musik er sådan rent litterært. Det får mig til at tænke på hvor ligegyldigt jeg finder det rent musikalsk. Hvis du kan tage en sang, og analysere teksten uden at inddrage den musikalske kontekst, ja så er der efter min mening et eller andet helt galt med den sang. Selvfølgelig kan tekster stå selv (det er derfor man kan lave cover-versioner af samme tekst med forskellig mening) men der kan være så mange flere lag i en sang, hvis sangstemmen og akkompagnementet også har noget at byde ind med, at jeg finder tekstanalyse undervurderer mediet groft

Fra Joia. Nok mit yndlingsalbum med ham.

I et interview med pitchfork snakkede Dan Bejar fra Destroyer om sine nye tekster og sagde bl.a.: 'Generally, there's too many other things going on in music; it's like being really precious about a screenplay. If you're super into writing, it would be strange for screenwriting to be your medium because your work gets fucked with every time.' Men det er jo lige præcis derfor musiklyrik er så fantastisk, fordi de er en en del af en medskabende kontekst. Du kan sige så meget mere hvis du skriver dine tekster som en del af en sammenhæng, hvis du medtænker din stemme og den melodi og de instrumenter du har tænkt dig at bruge. Hvis man blot opfatter dette som andre ting, eller udgiver sine tekster som sange fordi det har et større publikum end digte, så vil jeg sige man bør genoverveje om det er det rigtige medie man udfolder sine kunstneriske evner i. (Det skal dog lige siges, at jeg blot bruger Dan Bejar som et eksempel, jeg mener ikke han bør genoverveje noget som helst, kan egentlig godt lide hans plader. Andet steds i det ret morsomme interview hævder han at have indspillet sin vokal mens han smurte sig en sandwich, så man skal nok tage det hele med et gran salt. Desuden, hvis han forsøgte at sammentænke tekst og musik ville han sikkert ikke have lavet et album som hans nye Kaputt, hvor musikken af en eller anden bizar årsag er softrock fra 80'erne, med godt med saxofon)

Fra Bicho. Et dansabelt album inspireret af en tur til Lagos og den afro-beat han hørte der. Men de sidste to numre er smukke ballader.

Der var hos mange af den første bølge af rockkritikere en tendens til at behandle musikken ret litterært. Der var måske grundlæggende et mindreværdskompleks over ikke at blive taget så seriøst som andre kunstformer, hvorfor der var en fokus på sangskrivere hvis tekster nærmede sig digtniveau. At man så lidt mistede hele det fantastiske ved sangformen at syne var en uheldig konsekvens. En endnu mere uheldig konsekvens har været, at ikke-engelsksproget rock har været negligeret gennem hele musikhistorien. Folk har kaldt Caetano Veloso for Brasiliens Bob Dylan. For at være helt ærlig mener jeg det er mere rimeligt at kalde Bob Dylan for Amerikas Veloso... Men Velosos albums Irene, Joia og så den her er ihf tre opfindsomme og billedskønne folk-mesterværker at gå i gang med. Og der er meget mere at komme efter i hans over 40 år lange karriere. Jeg så ham live i Det Kongelige Teater på jazzfestivalen sidste sommer og det var skønt. Ganske poppet, ganske blødt og vellydende, men fyldt med opfindsomhed og... liv nærmest. Nogle vil måske sige der er for få modhager, men når man rent faktisk har levet under et morderisk diktatur, er det revolutionerende måske at insistere på positivitet?

En af hans bedst kendte sange, men han indspillede faktisk først en soloversion for et par år siden. Den her udgave findes på Gal Costas første selvbetitlede soloalbum, som har undertitlen Nao Identificado, samt på albummet Tropicalia ou Panis et Circenses, som Veloso, Gil, Costa og Os Mutantes lavede med et par andre. Desuden indspillede Os Mutantes en version, der findes på deres selvbetitlede debut, og jeg har også hørt den i en virkelig god liveversion af Maria Bethania.

The Notwist - Neon Golden (02)

De fleste store cd'er starter med stærke åbningslinjer. Ganske på samme måde som med bøger. Jeg tænker f.eks. på Wilcos Yankee Hotel Foxtrot, der griber din opmærksomhed med det enigmatiske 'I am an American aquarium drinker / I assasin down the avenue' eller på Hold Steadys Boys and Girls in America der øjeblikkeligt sætter tingene i perspektiv med ordene 'There are times in the night / when I think that Sal Paradise was right: / Boys and Girls in America / They have such sad times together.' Og så er der de plader der griber din opmærksomhed med det samme, selvom de ender med at være middelmådige, som f.eks. Hawksley Workmans Lover / Fighter: 'Fuck You! You're drunk and acting tough' Neon Golden starter ikke særlig poetisk: 'Prepare your shoes not to come back soon / prepare your heart not to stop too soon / you cannot walk with us'. Det giver ikke megen mening, og de sidste linjer i åbninsnummeret One Step Inside Doesn't Mean You Understand er ikke meget bedre: 'I will never read your stupid map / so don't call me incomplete / you're the freak'



Gennem hele pladen er der tekstbidder der nærmer sig det pinlige. Hvad med 'He's living next the rails / He can tell you things of different cars and trains' (Pilot). Eller 'When life is a loop / you're in a room / without a door' (Pick Up the Phone). Eller mine absolutte yndlingslinjer fra albummet 'You no longer be / kissed and kind / as you long for intuition / as you have to learn the lesson / twice.' Det skal lige siges, at det hele naturligvis bliver afleveret med klingende tysk/engelsk accent.

Og jeg elsker det alt sammen. Det passer så perfekt til musikken. The Notwist er et tysk band, der startede som hardcore punks i starthalvfemserne, og langsomt bevægede sig over i en mere elektronisk retning. Det her album har jeg set beskrevet som grundlæggeren af en 'indietronica' bølge, den gang i første halvdel af forrige årti. Det er en loopbaseret blanding af akustiske og elektroniske elementer. Strygere og træblæsere og banjoer blander sig med synths, breakbeats og programmerede trommer, og indover det hele synger Markus Acher hans mærkværdige tekster om at være i en verden man ikke helt forstår. Som åbningsnummeret siger: One Step Inside Doesn't Mean You Understand. Så mange af numrene på pladen handler om den fagre nye verden, om at være blandt elektronik, pinkoder, tog, fly og neonlys, og ikke være helt sikker på hvad der foregår. Og lige præcis derfor passer det så perfekt til, at teksterne så åbenlyst er skrevet af en person, på et sprog han heller ikke helt forstår. En hyperintelligent englænder ville sikkert have utrolig meget at sige om den her situation, men han ville have svært ved at ramme den her følelse af forvirring iblandet vished om, at der gemmer sig utrolig meget mening lige om hjørnet. Man kan ane den sådan lige i udkanten af øjenkrogen. Desværre bare altid lige uden for rækkevidde.



Men dette tema om forvirring er dog blevet slået an allerede inden Markus synger. One Step Inside starter nemlig med nogle strygerfigurer, der knipser lidt urytmisk rundt, inden perkussionen kommer ind sammen med Acher. Dette mønster med nogle instrumentrundgange i en lidt udefinerbar rytme i introen gentages i både Pick Up the Phone, Trashing Days, This Room, Solitaire og Neon Golden. Dette gør at man kommer 'skævt' ind i nummeret så at sige, man kan ikke finde ud af hvordan rytmen går det første stykke tid, og bliver lidt fanget på den gale fod. På samme måde som mange af teksterne handler om at komme 'skævt' ind i en ny tid og forsøge at få hold på den. Der er ikke noget hokus pokus ved hvad bandet gør, Notwist har bare valgt at komponere deres loops med en del synkoper, optakter, lifting og deslige. Når man så afspiller dem uden rytmebunden, ja så bliver det lidt forvirrende til at starte med. De har dog en enkelt fordel i forhold til mange bands, i og med at Achers vokalmelodier også ofte er rytmisk springende, og dermed passer til. Men dette skyldes nok i høj grad hans autodidakte forhold til engelsk udtale: Hvis han kan vælge mellem at lave en rytmisk krommelure eller at lægge trykket i ordet korrekt, ja så vælger han nok krommeluren lidt oftere end de fleste sangere. Det gør at vokalen og akkompagnementet ofte passer sammen.



Jeg har altid været vild med sang nummer syv: One With the Freaks. Jeg har altid følt det som om en lille byrde faldt fra mit bryst, hver gang den startede. Jeg har bare tænkt det var fordi, det er en fantastisk sang, der kommer efter en lidt mindre fantastisk midtersektion. Men efter at have tænkt over det er jeg kommer frem til at der nok også er en anden grund: Det er den første sang på pladen, der starter med rytmeloopsne. Trommelyde etablerer fra start af en rytmisk bund, det får en til at føle at man er på fast grund fra start af, man føler at alting falder på plads. Det er en utrolig fin strukturel detalje i sekvenseringen af pladen: sang 3-6 starter alle sammen med instrumenterne lidt ude af takt, hvilket gør, at når sang 7 starter med rytmerne, så føles det som om solen bryder frem, som om verden giver mening nok en gang. Jeg elsker den sang, og jeg elsker den her plade.



Og der er mange grunde til at jeg elsker den her plade. Den er helt utroligt veludført, kompetent og opfindsom, men frem for alt er den så helt utrolig menneskelig. Man kan sammenligne med Radiohead, der også skrev sange om en ny tid, og som blandede elektronik og rockinstrumentering. Men med Radiohead bliver mennesket ret ofte enten væk (med How To Dissapear Completely som oplagt eksempel) og desuden er der ret ofte en idé om mennesket som del af en masse, der er et politisk engagement, blandt andet baseret på Naomi Kleins No Logo, hvor sangene kommer til at handle om noget større end mennesket. Neon Golden handler altid om det enkelte menneske. Det er det enkelte menneskes reaktion på den nye verden der er i centrum. Og så er der et plottwist til slut! Hvor som sagt det meste af pladen har handlet om modernitet og postindustrialisme, så handler sidste sang, Consequence, om noget langt vigtigere: Kærlighed. Effekten er den samme: 'Leave me paralyzed. / Love / Leave me hypnotized / Love' Der er også et 'Never' derinde, der gentages sådan lidt på må og få, så om kærlighed skal eller ikke skal paralysere og hypnoti-ditto ved jeg ikke rigtigt. Det tror jeg egentlig heller ikke Hr Acher ved. Hvad jeg til gengæld er fuldstændig sikker på er, at sangen - og specielt en enkelt detalje sådan cirka 3:30 inde i nummeret - altid efterlader mig sådan... taknemmelig, forbløffet og med en følelse af, at ligegyldigt hvor mørk og mærkværdig verdens udvikling kommer til at blive... Så længe der bliver fremstillet kunst så stort som dette her, så skal det nok gå.

Will.I.Am & Nicki Minaj - Check It Out

En gang imellem bliver man bare ramt. Rent faktisk er det noget af det bedste ved at følge med i kunst og kultur, de gange hele det korthus man har bygget op af teori og antagelser om hvordan kunsten hænger sammen bliver væltet omkuld. Også fordi det er så skægt at bygge det op igen. Men helt ærligt, de bedste øjeblikke med musik er de gange man hører en sang en enkelt gang, som man egentlig var sikker på at man ikke ville kunne lide, og man bare er nød til at høre den igen og igen. Gudske tak og lov for youtube, det ville være ulideligt hvis man ikke kunne finde den igen med det samme. Og ja, sådan en sang er for mig Will.I.Am og Nicki Minajs Check It Out. Og det her indlæg er først og fremmest mine tanker om hvorfor det her nummer er så fantastisk. Hvis det er for uambitiøst, så lad som om det er et indlæg i den der rockisme-debat, der kører for tiden i de danske medier. For enhver, der tror pop-musik bare handler om bling-bling og overflade følger tydeligvis ikke med. For det første har Lady Gaga taget 'overflade' til et helt nyt niveau. For det andet er det pissemeget god musik, selvom ret meget af det er lavet af freaks. For ti år siden var det anderledes, dengang var der 'auteurs' der smed produktioner der var nærmest avantgarde på hitlisten. Timbaland, The Neptunes, Missy Elliot. Det var noget next level shit. Sådan er det ikke længere. Popmusikken er til gengæld blevet hjemsted for nogle personligheder af format, med Kanye West som hovedeksempel. Han er fantastisk. Men man kommer ikke udenom at hans produktioner er ret retro. Han har opkaldt et album efter noget så gammeldags som en 808-trommemaskine. R Kelly er et andet eksempel. The-Dream er en sangskriver af den gamle skole, alle hans tre albums er fuldstændig forrygende. Og så er der Black Eyed Peas og Will.I.Am. Jeg kan ikke lide dem. Det har jeg aldrig nogensinde kunnet. Men deres sidste singler har været fucked up, det må man give dem. Alt hvad der minder om god smag er blevet kastet fuldstændig overbord, som regel også med reglerne for normal sangskrivning. I stedet er der blevet tilført skamløse samples og hvad der lyder som halvfemsertechno, blandet op med statements som 'Tonights gonna be a good time' eller 'I'm having the time of my life'. Skamløs hands-in-the-air populisme, men det har stadig virket halvfærdigt i mine ører. Jeg kan lide hvad de laver, jeg synes bare ikke de er særlig dygtige til det. Jeg har det på samme måde med Coldplay og Keane.



Men den her er anderledes. Den her hænger sammen som en tvetydig helhed. På overfladen virker det som en metervare-banger med et populært sample, den her gang fra The Buggles Video Killed the Radio Star. 'I can't believe it / it's so amazing' og 'check it out / check it out' er to ikke voldsomt inspirerede tekstbidder. Men den virkede på mig af en eller anden grund så helt utrolig trist, at jeg bare var nød til at lytte til den igen og igen for at forstå, hvad der foregik. Og så overfortolkede jeg formentlig en smule, og så kom jeg frem til en historie jeg virkelig godt kan lide. Tag Nicki Minajs første vers. Flyer than thou, 'Haters you could kill yourself' etc etc. Som de altid siger. Men der er noget underligt over noget af teksten. Det er ikke bare sådan at nogle hader hende. Hun er helt alene i klubben. Verset slutter med teksten: 'Sometimes it's just me and all my bottles all alone / I ain't coming back this time'. Øh... Sejt?

Will.I.Ams vers: Fly/High rim som vi kender og elsker dem. Men stadigvæk nogle mærkelige linjer: 'All this 89'ers ain't got nothing on me / honestly I gotta stay as fly as I can be' 'Young'ons they can't touch me cause I'm floating sky high' Det handler om at være ældre end de andre, men han er stadig sej. Hermed kommer samplet til at spille en anden rolle. Video Killed the Radio Star har en stor kulturhistorisk rolle: Det var den første video der blev spillet på MTV. Det er en sang om et vagtskifte i musikbranchen. Ud med den gamle radiostjerne, ind med den nye video-ditto. I en sang hvor den ældre sanger synger om at være ældre end de andre får den en noget trist klang. Det giver fornemmelsen af, at han godt ved han er på vej ud. Derudover, i den originale Buggles sang er der et temposkift mellem vers og omkvæd. Verset (som samplet er taget fra) er stilhed før stormen, det er den ustabile tilstand før videoverdenen sætter i fart og efterlader radiostjernen i dens baghjul. Men den effekt kommer aldrig i Check It Out, den ville jo i så fald også efterlade ihf Will.I.Am. Vi bliver i den ustabile stilstand, musikken formår at forblive et åndehul.

Taler omkvædet sandt? De siger: 'I can't believe it / it's so amazing' De siger egentlig at de ikke tror på det, men det er naturligvis blot for at understrege hvor amazing det er. Selvfølgelig tror de. Men gør de? Hele akkompagnementet giver følelsen af, at de udmærket godt ved det ikke er 'so amazing'. De snyder sig selv. Det ender med en dybfølt frasering over 'I can't believe it', som åbenlyst ikke burde være en sætning man kan slutte på. Når Will.I.Am synger 'yeah yeah I'm feeling it now' lyder det for mig mere som om der fokus på nu'et end på at han føler det. Det er ikke en følelse der hænger ved. Kun så længe musikken den spiller. Det er en sang om at være i dårligt humør, og søge tilflugt i musikken, men kun lige præcis få det ud af den, som man søger. Det er en sørgelig sang.



Det er en forbløffende sang, og der er så meget herudover at elske den for. Læg mærke til hvordan håndklappene skifter rytme hele tiden efter 2:30, hele c-stykket er så godt som man overhovedet kunne håbe på. Den melankolske outro. Nicki Minajs rap med tilført bas-brummen. At Will.I.Am praler med han ligner Mr T. Trommesamplet omkring 3:15 kommer fra et eller andet jeg ikke kan huske hvad er. Og hvad sker der for videoen, er der ikke en Lost In Translation æstetik med det japanske studie? Og Nicki Minaj ser for fed ud. Og selvfølgelig er det lidt snyd at kalde det en sang, der grundlæggende mislykkes med sit projekt om at projektere fly-ness, for dermed bliver sangens mangler jo også dens styrker. At omkvædet ikke er andet end Check-It-Out igen og igen. De har ikke mere at sige. Men altså, et kunstværks kvalitet bestemmes jo heldigvis ikke ud fra, om kunstnerens projekt lykkes. Det handler om, hvad du og jeg som tilskuere får ud af det. Og jeg får satans meget ud af det her nummer.

Hvad er det jeg prøver at sige? Tja, formentlig at det her er grunden til rockisme er så slemt. Idéen om, at rockmusik er 'ægte' og autentisk er noget pjat, man harmløst. Indtil numre som det her bliver negligeret. Det her er et fuldstændig fantastisk nummer, medrivende, lagdelt, tvetydigt. Og r'n'b/hiphop/pop verdenen er fyldt med numre af samme kaliber. Hvad mere ønsker man sig fra et kunstværk på 4½ minut?

'Det uudsigelige' på Vampire Weekends Contra

Jeg har tidligere skrevet om den seneste Vampire Weekend, men den gang handlede det meget om receptionen af det nye album, den her gang er det et element af teksterne jeg vil fokusere på, et element som jeg mener ikke stemmer særlig godt overens med det musikalske akkompagnement, hvilket skaber en splittelse, der er ganske typisk for indiemusik i dette årti. Men det kommer vi til, først må jeg lige sige at der sikkert er massive overfortolkninger og fejl-ditto i dette indlæg. Men det er efter min mening egentlig langt sjovere end at underfortolke dem.



Lad os starte med sang nummer to på pladen: White Sky. Det er en utroligt sød sang, nok den sang på albummet der er mest inspireret af afropop. Og som den netop offentliggjorte p4k sangliste skriver: 'And that's not even counting the simple, ecstatic pleasures of one of the year's best wordless choruses' Men det er ikke bare et sødt omkvæd, som jeg ser det er der faktisk en ret specifik pointe med det ordløse omkvæd. Versene handler om at finde det sublime i hverdagen, flot beskrevet i linjerne: 'A little stairway, a little piece of carpet / a pair of mirrors that are facing one another / Out in both directions, a thousand little Julia's / that come together in the middle of Manhattan' Andet vers handler om banaliseringen af moderne kunst modstillet en skatepark (er ikke helt sikker på hvordan det passer ind), tredje vers handler om at stille spørgsmålstegn ved det sædvanlige. Broen siger så: 'You waited since lunch / It all comes at once' og det som kommer er så netop uudsigeligt. DERFOR er omkvædet ordløst. Det er en sang som modstiller den banale hverdag med det usædvanlige, det kontrollerede og rationelle med det ukontrollerede. Den følelse man får er uformulerbar og kan kun repræsenteres ved det ordløse. Der er en verden hernede og så er der en White/Wide Sky. Der er sådan en snas af det sublime over det, selvom jeg lige knap vil kalde det for en sublim sang. Men den er virkelig sød.



Næste sang: Holiday. Igen er det en sang om verden uden for det normale, denne her gang beskrevet som længslen efter ferie. Men der er nogle linjer, som er helt centrale for albummet: 'A vegetarian since the invasion / She'd never seen the word: 'Bombs' / She'd never seen the word: 'Bombs' blown up to 96 point Futura / She'd never seen an AK / in a yellowy Day-Glo display / A T-shirt so lovely it turned all the history books grey'. Igen har vi altså hvordan det sanselige, det billedlige, er langt mere virkningsfuldt end de logiske historiebøger. Teksterne er fine, men det er billederne der ryster hende i hendes grundvold.



Sidste eksempel bliver sjette sang: Run. Det er en ganske typisk lad-os-flygte-væk-fra-det-hele sang. Dig og mig, vi kan løbe vores vej, os to og en lille smadret radio. Men igen er der ikke noget omkvæd, derimod manes en mariachi-agtig trompetfanfare frem hver gang Ezra Koenig synger: 'It struck me that the two of us could RUN' Dette giver mig to tanker: 1) Det udtrykker håb og livlighed, men samtidig forbliver det ukonkret hvilket får flugtplanerne til at virke lidt flygtige og uigennemtænkte 2) Det er muligvis en overfortolkning, men jeg vil da skyde på at flugten går til Mexico. Så her er der altså igen en fokus på det uudsigelige, men på en lidt anden måde, følelsen er simpelthen for ukonkret til at kunne formuleres.



Der er altså en tekstmæssig fokus på det irrationelle, det flygtige. Så langt så godt. Men her er problemet: Der er altså ikke voldsomt meget irrationelt over musikken. Sidste gang jeg skrev om pladen kritiserede jeg den for at være for kontrolleret og ikke have nok desperation. Det er naturligvis først og fremmest en personlig præference, men der er altså også noget mærkeligt over at teksterne ofte handler om hvordan ting ikke altid skal udpensles og forklares, hvordan et følelsesangreb kan være stærkere end en logisk forklaring, mens de samtidig er utroligt udpenslende og forklarende, og den bagvedliggende musik forbliver utroligt kontrolleret og komponeret. Der er altså ikke meget grundvoldsrystende over bandets verdensmusikalsk inspirerede indie. Man kan f.eks. sammenligne med Mt Eeries Wind's Poem, som jeg nyligen skrev om. Godt nok er Elverums emne noget mere voldsomt end Ezras. Men alligevel, Elverum formår netop at skabe en 'sublim' lydramme, hvorimod der hos Vampire Weekend opstår en modsætning mellem form og indhold.

Er det et problem? Jeg tror der er nogen, der bliver voldsomt irriterede. Der har altid været noget selvmodsigende over tekster som 'Who gives a shit about an Oxford Comma?' Ja, det var der egentlig ikke rigtig nogen som gjorde, indtil i valgte at skrive en sang om det... Så mit svar må være jer fire. Men for mig gør det bare musikken mere relatérbar. Jeg kender godt følelsen af at sidde på mit værelse for mig selv og skrive utroligt lange tekster om hvor vigtigt jouissance og det sublime er. Jeg tror der er rigtig mange unge som har en følelse af at ville ændre verden, men som ender med at bruge mest tid på at læse bøger og se film om de varme lande, køber fornuftigt ind af Max Havelaar varer, ja måske endda skralder lidt, går på gaden når man skal, men egentlig ikke rigtig får lavet oprør. For mig at se beskriver bandet ret godt en følelse af at forsøge at være ung og oprørsk i en post-marxistisk tid, hvor oprøret ikke længere har noget troværdigt endepunkt. Som de med bidende sarkasme synger i Cousins: 'Dad was a risk-taker / His was a Shoe-maker / You, Greatest Hits 2006 little listmaker' Oprøret og den sociale opstigning tog den tidligere generation sig af, nu sidder vi og har det egentlig ret godt, og ved ikke rigtig hvad vi skal gøre ved al den uretfærdighed der stadig er tilbage. Men så kan man altid forsøge at ændre verden ved at skrive en kulturblog, er deres sarkastiske pointe (og ja, jeg føler mig naturligvis ramt). Min er så, at det vel heller ikke er særlig oprørsk at lave pæn og tilforladelig indiepop.



Og jeg tror egentlig, at denne modsætning mellem oprør og tryghed er et fællestræk ved en stor bunke succesfulde indiebands i det nye årtusind. M.I.A. fik på puklen over det her spørgsmål sidste forår. Eller hvad med Beiruts turist-pop? Eller tag Animal Collective. Her er der nok den tydeligste splittelse (omend den ikke er tilsigtet), idet Panda Bear altid har været en sådan lidt genert hyggelig fætter, mens Avey Tare har en langt mere aggressiv side. Bandet har sådan lidt sunget om at man ikke behøver tage på college, og har da også lavet noiseagtige plader – hør Here Comes the Indian, hvis ikke du allerede har, det er et mesterværk – men har samtidig også lavet pæn og rar musik, f.eks. om at købe et hus til sin familie. Selv kan jeg bedst lide det når Avey Tare delen er mest tydelig, men jeg er vidst i undertal når det gælder det spørgsmål. TV on the Radio behandlede spørgsmålet fra det modsatte udgangspunkt på Dear Science, som jeg tidligere har sagt. Som sorte intellektuelle, så var problemet ikke at de var for intellektuelle til reelt at være oprørske, deres problem var at de var for sorte til at folk tog deres tanker alvorligt. Deres forsøg på oprør blev ikke dræbt af deres tryghed, men af deres kropslighed. Ja hvis vi skal trække den helt ud er der måske lidt det samme hos Fleet Foxes, hvor egentlig ret ubehageligt morbide / nedladende tekster, med et vist potentiale for det rystende, bliver druknet i en dyne af harmløs indie-folk-muzak. Den her splittelse mellem det rationelle og det irrationelle har naturligvis alle dage været til stede i musik, men jeg tror egentlig jeg vil hævde den har været tydeligere siden murens fald. Men altså, prove me wrong i kommentarerne, hvis du har lyst.

Køn og Seksualitet 2: Of Montreal - Hissing Fauna, Are You the Destroyer?

Hissing Fauna, Are You the Destroyer? er et af de klassiske albums fra seneste årti. Det er fængende, dansabelt, musikalsk afvekslende, men den opmuntrende lydside dækker over nogle dystre tekster, der er baseret på virkelige begivenheder: Kevin Barnas, forsanger og sangskriver i Of Montreal, tog til Norge for at skaffe medicinsk behandling til hans datter med hans norskfødte kone. Her fik han pludselig en dyb depression – Norge er altså også et trist sted.... - hvilket til sidst fik konen til at forlade ham. Albummet blev skrevet efter at han var blevet forladt, men kort før udgivelsen fandt parret sammen igen, hvilket har givet de efterfølgende albums en mere positiv grundtone. Historien som den – ifølge medierne, mere om det senere – blev fremlagt på albummet, er dog lidt mere kompliceret, her er der blevet tilføjet nogle tematikker om personlighedsspaltning og seksualitet. Kevin tager til Norge, bliver deprimeret, langsomt begynder andre dele af hans personlighed at boble frem. Konen forlader ham, og på albummets centrale sang, den 12 min lange The Past Is a Grotesque Animal – gennemgår han et mentalt sammenbrud. Når han kommer ud på den anden side har et alter ego taget over, og nu er han Georgie Fruit, en midaldrende transseksuel sort mand, og resten af albummet handler om at han danser rundt ude i byen i et orgie af biseksuel promiskuitet.



Og den tager vi så lige igen: Han gennemgår et MENTALT SAMMENBRUD og bliver transseksuel og promiskuøs... Og dette mentale sammenbrud er jo så forårsaget af at hans heteronormative hverdagsliv bryder sammen. Det er mildest talt ikke nogen progressiv beskrivelse af køn og seksualitet, og der er på anden halvdel af albummet nogle utroligt ubehagelige tekstbidder: 'Eva, I'm sorry, but you will never have me / To me you're just a faggy girl / and I need a lover with soulpower' (Bunny Ain't No Kind of Rider) Eller hvad med: 'There's that girl that left me bitter / Want to pay another girl to just walk up to her and hit her / But I can't I can't I can't'. (She's a Rejector) Så vi har altså en sammenkobling af 'afvigende' seksualitet med først og fremmest mental ustabilitet, og derudover en kobling til vold mod kvinder og en brug af ordet 'faggy' som skældsord. Helt ærligt kan jeg ikke forstå, hvorfor medierne ikke har været ude med riven i forhold til det her, det er ærlig talt uheldigt. Hvor altså Magnetic Fields fremlagde forskellige seksualiteter som ligeværdige, og dermed stillede spørgsmålstegn ved vores normale opfattelse af samme, så bruger Kevin Barnes 'pervers' seksualitet til at beskrive det afvigende, det unormale, det 'syge' i hans liv.



Og det her var, hvad jeg havde tænkt mig at skrive til at starte med. Men så var det jo, at jeg var nød til at lave lidt research på pladen, og læse igennem hvad der egentlig står i teksterne, og her fandt jeg så ud af præces hvad der sker. Det forklares i førnævnte The Past Is a Grotesque Animal: 'I fell in love with the first cute girl that I met / who could apreciate Georges Bataille / Standing at a Swedish festival / discussing Story of the Eye' Nu kendte jeg så ikke Georges Bataille eller Story of the Eye, men det kan man jo wiki'e og øh... det er mildest talt pervers seksualitet. Eros og Thanatos bliver kombineret står der, åbenbart ved at de knalder og der er en hel masse blod og sæd og tis og alt det der. Og det er altså den historie, som Kevin Barnes og konen Nina Barnes først bondede over. Det er en utrolig vigtig detalje, hans heteronormative liv er altså netop baseret på en fælles interesse for historier om det perverse. Ironisk nok... Jamen så kan hele anden halvdel af pladen jo ses som et forsøg på at genfinde dét, som skaffede ham hans kone til at starte med. Hm, og så bliver det centrale i lige så høj grad det førnævnte 'I can't I can't I can't'. Det er altså et mislykket forsøg på at genfinde perversiteten i hans liv. Nu har jeg ikke rigtig styr på den teori der ligger bag Marquis de Sade og Bataille og deslige, men anden halvdel kan altså ses som et forsøg på at skildre det usunde, ved at svælge i det perverse. At det så bliver ved det sådan lidt arrogant promiskuøse bliver så lidt trist, han tør ikke mere.



Men havde albummet været dårligere hvis det havde koblet mental usundhed med afvigelser fra det seksuelt almindelige? Nope. Det er naturligvis vigtigt at huske på, at det hele kun er en beskrivelse af Kevin Barnes eget mentale nedbrud, at det finder udtryk på denne måde betyder ikke at alle promiskuøse er mentalt ustabile. Eller at alle mentalt ustabile bliver seksuelt afvigende. Jeg kan derudover ikke rigtigt forestille mig noget mere kedeligt end en skildring af sindssygdom der er blevet saniteret så den er politisk korrekt. Men jeg mener helt ærligt det er lidt af et problem, at det ikke bliver kommenteret når albummet bliver gennemgået. For det ER et uheldigt kønssyn, det er meningen det skal være tegn på hvor langt han er ude at skide, og at det blot lader til at passere ind i den gængse anmelderdiskurs tyder på at det måske er noget blog/anmeldersfæren ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på. Jeg skrev jo for nylig et indlæg om hvordan Vampire Weekend og Coco Rosie / Public Enemy skildrede racespørgsmål på to måder: VW skildrede det som om det ikke var noget problem, hvor CR og PE skildrede det som om det var noget knudret og problematisk. Og køn og seksualitet på samme vis skildret på to forskellige måder af de to netop skildrede kunstnere: Magnetic Fields skildrede det som om det ikke burde have nogen betydning, hvorimod Of Montreal formåede at fokusere på det problematiske, det lyssky, det beskidte. Men hvor racespørgsmål bliver påtalt i medierne og debatteret på blogs, så er der ikke samme fokus på køn og seksualitet. Du kan skildre bøsser som afvigere på en måde du overhovedet ikke kan med sorte.

Køn og Seksualitet 1: Magnetic Fields 69 Love Songs

Magnetic Fields' 69 Love Songs er en af de bedste plader nogensinde. Over 3 cd'er og 69 sange (naturligvis...) vender og drejer Stephen Merrit og co kærlighed og behandler det fra stort set alle vinkler. Ulykkelig, lykkelig, agressiv, kærlighed fra mand til kvinde, kvinde til mand, mand til mand, kvinde til kvinde, en enkelt gang mand til hund (platonisk dog) og en hel masse gange lidt uklart fra hvem til hvem. Jeg har svært ved at forestille mig at nogen mennesker kan komme igennem pladen uden at finde minimum et par sange som de elsker, og et par sange som virker som fyld. Den er eklektisk, overvældende, fremragende.

Men noget af det særlige ved pladen er dens forhold til køn og seksualitet. Netop fordi den er så forvirrende og omskiftelig bliver disse ting, som er ret basale i en kærlighedssang, uklare og mudrede, hvilket efterhånden medfører at pladen får stillet spørgsmåltegn ved de helt grundlæggende opdelinger mellem mennesker. Om ikke i virkeligheden, så ihf i vores populærkultur, og i den 'normale' kærlighedssang.



Som sagt er pladen overvældende. Den er absurd lang, og den gennemgår ikke noget klart forløb. Pladens start og slut synes alfabetisk bestemt (fra Absolutely Cuckoo til Zebra) og den starter med en sang om tidlig kærlighed (de præcise åbningslinjer er 'Don't fall in love with me yet / we've only recently met) og slutter med en elsker som har fået alt, men stadig ikke er tilfreds (hvilket i sammenhængen kan ses som et lidt agressivt, men ganske morsomt, udfald mod lytteren...). Men der gennemgås ikke nogen klar udvikling, tværtom er albummet kalaidoskopisk og som skabt til en shuffle-knap eller at lave et mixtape med sine egne yndlinge. Det er derfor lidt svært at vide hvor man skal starte, men lad mig lægge ud med en sang fra cd 3: Acoustic Guitar. Det virker som en ret simpel sang, omend lesbisk. Pige synger til sin guitar om at spille godt, så hun kan få sin pige tilbage. Men passer emnet rent faktisk ikke bedre, hvis kvindestemmen skal forestille at være en ung mand, en yngling? Idéen om den lidende kunstner som forsøger at vinde kvinden gennem kunsten, ja det plejer ofte at være en ung mand. Og hvorfor skal vi læse køn ind i stemmen? I The Night You Can't Remember skal mandestemmen tydeligvis forestille at være en kvinde (vedkommende bliver gravid undervejs...) og i The Luckiest Guy on the Lower East Side skal sangeren forestille at være en ung forelsket mand (formentlig lige over 16, han er den eneste i vennekredsen som har en bil) men han lyder ærlig talt mindre som en ung mand end sangerinden i Acoustic Guitar... Mon ikke bare det er en traditionel dreng-pige kærlighedssang, som det blot er en kvinde der synger?



Men når man accepterer dette, ja så begynder der at være et par sange, som man nok også bør vende om. Come Back from San Francisco f.eks. Igen er det en kvinde der synger, sangen henvender sig til en, som åbenbart møder 'pretty boys in discos'. Hvis man tænker sangeren må være kvinde, ja så er objektet biseksuel, enten kvinde eller mand, det er lidt svært at gætte. Men det giver vel mere mening hvis det igen er en ynglinge-stemme, og ganske enkelt en sang om unge bøsser. Samme igen i Reno Dakota, hvor kvindestemmen synger 'How I annoyed you / or is there a boy who / well he's just a whore' Det giver mest mening hvis alle sammen skal forestille at være drenge.



Men hvorfor er det man overhovedet kan tale om 'mening' i den her slags spørgsmål? Fordi vi har forestillinger om kønnene. Drenge spiller guitar, drenge danser på disco i San Francisco. Når først man er blevet opmærksom på dette, så begynder pludselig en ganske stor del af sangene at blive kønsmæssigt uklare. En af de mest kendte sange er The Book of Love, som mest af alt handler om hvordan pågældende bog ser ud. Dog, selvom sangeren er bas, så har vedkommende i omkvædet den traditionelt kvindelige 'modtager' rolle: 'I love it when you sing to me / you could sing me anything' og 'I love it when you give me things / you aught to give me wedding rings' Hvorfor kan det ikke bare være en kvinde som er hovedpersonen i den her sang? Og omvendt, hvorfor kan det ikke bare være en mand, som kan lide at få gaver? Og gad vide om giveren er mandlig eller kvindelig, det giver sangen faktisk overhovedet ikke svar på. Men det gør utroligt mange sange jo egentlig ikke, hvorfor går man bare som udgangspunkt ud fra, at det er heteroseksuel kærlighed det altid handler om? Jeg tror oftere jeg har set 'alternative' læsninger af sange, som siger det handler om kærlighed til heroin end at det handler om kærlighed mellem mænd eller blot heteroseksuel kærlighed med omvendt fortegn.



Elementerne omkring køn som konstruktion, og om køn som performance, varieres og gennemspilles igen og igen i løbet af pladen. En af de mest subtile og humoristiske instanser er Fido Your Leash is too Long, føromtalte mand/hund-sang. Her spiller hvert vers til sidst på at vi selv fuldender linjerne sjofelt: 'You scare me out of my wits / when you do that shit/-zu, Fido! Your leash is too long' og 'I don't care what you fo(ck)/-xhounds do, 'cos your leash is too long' Det er en gammel joke, men i sammenhængen får den en ny mening: Som vi fuldender sætningerne, ligeledes 'fuldender' vi henvisningerne til folks køn. Det er en ganske menneskelig ting, at sammenstille et billede efter de tegn vi opfanger, det gør vi i sproget, det gør vi automatisk overalt i hverdagen uden at tænke over det. Teknisk set er det jo at dømme på forhånd. Vi kan ikke undgå at være fordomsfulde hvis vi vil fungere i et moderne højinformativt samfund.

Men hvad siger pladen så vi skal gøre for at undgå fordomme? Ja den giver såmænd ikke nogen opskrift på hvordan man skal opføre sig, i sidste ende er den pluralistisk, og folk er lige sympatiske hvadenten de vælger at leve efter de normale kønsnormer, eller om de vælger at leve mere afvigende. Det er alt sammen en performance, hvorvidt du har lyst til at performe meget eller lidt må være op til dig. Det ene øjeblik i A Chicken With It's Head Cut Off lyder det Let's Just Be Lovers, og det næste øjeblik lyder det Let's Pretend We're Bunny Rabits. Pladen synes at sige at alle former for seksualitet såmænd er en blanding af Just Being og Pretending. Hvis blot man er opmærksom på dette, og lader være med at være fordomsfuld, ja så går det nok. Ganske hippieagtigt.



På den måde ender 69 Love Songs med at stille spørgsmålstegn ved vores kønsroller og syn på seksualitet. Ikke ved at gøre et stort nummer ud af hvor åndssvage og gammeldags de er, men ved blot ganske diskret at destabilisere dem, via en mængde sange der ikke rigtig 'går op'. For at uddybe hvad jeg mener, så skal jeg prøve snarest muligt at få skrevet et kontrasterende indlæg om et andet indieband, der har skrevet sange om seksualitet og deslige. Of Montreal. Men det bliver først om et par dage.

Mt Eerie - Wind's Poem (09)

Jeg har tidligere skrevet lidt om lighederne mellem metal og folk, hvor jeg nævnte det her album, men på daværende tidspunkt havde jeg egentlig ikke hørt pladen endnu. Det har jeg så nu, og det er en af de mest interessante plader fra sidste år, og formentlig min yndlingsplade med Phil Elverum. Lidt metal, lidt folk, lidt støj. Det er en fascinerende hybrid.

Der er mange gode grunde til at se lidt skævt til metal, men en af de ting jeg har det sværest ved i den mere klassiske del af genren, er den rent ud sagt idiotiske hypermaskulinitet der gennemsyrer alt fra lydniveau til tekster til pladecovers. Simon Reynolds har påpeget hvordan Metal ofte bliver mere populær i tider og steder hvor mandens traditionelle forsørgerrolle er udfordret af manglende jobmuligheder. Det kan altså ses som overkompensation på samme måde som f.eks. hooliganisme er det. Det gør det ikke mindre åndssvagt. Efter at jeg alligevel gav genren et par chancer så fandt jeg alligevel nogle ting her og der jeg kan lide. Først og fremmest bliver man jo ikke nogen dårlig komponist af at ens jobsituation er usikker, der er nogle gode sange her og der. Men der er også andre steder, hvor det holder op med at være kompensation. Hvor udtrykket ikke længere bliver en form for 'se hvor vild jeg er', men blot bliver til beskrivelser af vildskab, hvis det giver mening. Ryan Adams snakkede om at Black Metal kunne lyde som dæmoner med hjertesorg, og det giver stadigvæk ret god mening. Der bliver lukket en sårbarhed tilbage i udtrykket, som rammer så meget hårdere når omgivelserne er så tummultariske. Det kan godt være det lyder lidt banalt dialektisk, men når de hårde og maskuline elementer er så ekstreme, ja så kan de skrøbelige og smukke ting fremstå så meget klarere.



Det er dog de færreste plader som går så langt som Wind's Poem. Hvis jeg skal prøve at sætte en finger på den store forskel, så kommer den ganske kort inde i det meget Black Metal inspirerede første nummer Wind's Dark Poem. I bookletten står der (The Wind Speaks) men det synger Elverum ikke. Til gengæld er der på dette tidspunkt et øresønderrivende guitarfræs. Guitaren er vindens stemme frem for Elverums. Det lyder som om en storm overvælder forsangeren, det er frygtelig smukt, ja det nærmer sig det sublime. Og det skal på ingen måde symbolisere noget med Elverum selv. Ja det skal netop vise hvor forfærdelig vinden er i forhold til ham selv. Det er en overvældende heavy metal sang om, hvor lille og ubetydelig forsangeren er.

Det er naturligvis et paradoks. Det er jo trods alt menneskeskabt støj, det er i sidste ende kontrolleret og kan kun sige noget om hvor overvældende effekt menneskeskabte ting kan have. Ja rent logisk viser det hvor stort et menneske Elverum er, at han kan kommandere så overvældende en lydmur. Men det lykkes i helt utrolig grad Elverum at få sin musik til at lyde som vejrliget i en lille bjergby. Han får på imponerende vis musikken til at lyde naturlig og ikke-menneskeskabt. Det er et trick Elverum har ganske meget erfaring med. Hans første band hed The Microphones, og de udgav en del kassettebånd og plader i sluthalvfemserne og starten af det nye årtusind, kulminerende med The Glow pt 2 (01) og Mount Eerie (03) To konceptalbum om henholdsvis ild og jord. Herefter skiftede Elverum bandnavn til Mt Eerie og udgav en mængde ting i forskellige formater. Wind's Poem er den første af hans udgivelser som virkelig har fanget mig, men der er også mange gode ting på de andre af hans ting jeg har hørt, hvilket langt fra er det hele. Inddragelsen af metal er ny (han kalder selv hans genremiks for Black Wooden, organisk træ frem for uorganisk metal) men han brugte en del støj-elementer før i tiden.

Sample fra soundtracket til Twin Peaks. Der er virkelig meget skummel bjergby over den her plade.

Normalt med en kunstner kan jeg bedst lide hans/hendes hovedværker. Der hvor han/hun virkelig tager sig sammen. Som regel kan jeg godt lide dobbeltalbums, konceptalbums og deslige. Men med Phil Elverum kan jeg bedst lide hans mere udmyge udgivelser, foruden det her mesterværk især It Was Hot, We Stayed In the Water (00, konceptalbum om vand, med ham her er ydmyghed altid relativt) og Black Wooden ep'en (08, hvor han først eksperimenterer med metalelementer). Jeg tænker om det kan være fordi han netop tematisk kredser om det sublime og ukontrollerbare. Især Mt Eerie er pompøs, det er et langstrakt konceptalbum hvor historien er noget i retning af at Elverum klatrer op på Mt Eerie, dør, snakker lidt med universet og med Gud, og bliver genfødt. Det er på en eller anden måde for kontrolleret. Det sublime bliver lidt væk når det kan sættes ind i et narrativ og kan tales med og den slags. På Wind's Poem er alt naturligvis ligeså meget under Elverums kontrol, men illusionen virker bare meget bedre efter min mening. Vinden hyler og skriger, og Elverum kan ikke rigtig gøre andet end bare at vandre rundt i mørket og mumle lidt i 45 minutter.