Markus Krunegård

Markus Krunegård er en af de hyperbolske romantikere, der af en eller anden grund er så mange af i Sverige, og som gør at den svenske indiescene - fra Broder Daniel over Håkan Hellström til Tough Alliance - er så positiv, så vital, især sammenlignet med den mere slackerironisk prægede danske ditto. For de her folk er der ingen situation, der ikke kan være livsomvæltende, ingen følelse som ikke er den dybeste nogensinde, og ingen adjektiver som ikke bør superlativiseres. Som forsanger i det svensk-finske band Laakso og som solokunstner har han siden 2003 stået for en perlerække af skiftevis euforiske, desperate og fortvivlede indiepopperler.



Laaksos debutalbum I Miss You, I'm Pregnant starter, som så mange gode debutalbums, med noget der minder om en programerklæring. Fight the Fight starter med en enkelt guitar og sang og bygger lag på lag indtil det bliver en brusende energisk sang, men hvis man ser titlen og tror det er noget politisk tager man fejl. Fra de første linjers 'Trying hard to make a stand / How to use my perfect hand' til omkvædets vage 'I wanna find whatever there is to find / I wanna know how things can turn out right' er stemningen tvivlende og det er mere kampen og energien for dens egen skyld, der promoveres. Gennem hele pladen er der hyperbolske indlæg, anden skæring og singlen Aussie Girl slutter historien om en ferieflirt af med linjerne 'Five days can change your world / five nights can make it turn' Det lyder måske lidt som en overdrivelse, men Markus Krunegårds energiske foredrag formår fuldstændig at sælge påstanden.



Generelt er stemmen passioneret lige meget hvad der synges om. På den finske Loista Laakso synes det at være verdens vigtigste indsigt omkvædet krænger ud, men så vidt jeg forstår lyder teksten 'Dal / Smukke Da-a-a-l' Sangene Emmylou om Emmylou Harris og Nick Drake om Nick Drake (surprise...) forstærker billedet af hyperbegejstrede skandinaver. Omkvædet i breakup sangen Clear går 'I wan't you to know I'm ready to go on my own / I won't beg on my knees and I won't ask you please / cause I'm here and I'm now and it's good to be out on my own' og lyder helt utroligt usandt... På Month of Mist for vi muligvis forklaringen på den utrolige energi, den melankolske sang beskriver efteråret i Nordsverige og slutter med linjerne: 'Suicide rates are high / even higher than in Japan / The long dark fall affects us all / in a way we can't recall' Så det postuleres altså, at omgivelserne gør dem ekstra følsomme. Lysmangel med andre ord. Vi har simpelthen for kedeligt klima i Danmark...



Men sangen jeg egentlig ville tale om er singlen Demon. Den indkapsler på mange måder hvad Laakso og Markus Krunegård er gode til. Det er egentlig en utrolig logisk komposition - egentlig er dens logiske sans nok dens største svaghed, emnet taget i betragtning - med to stille vers om hverdagens problemer, et vers hvor han er sund og et hvor han er usund - og tjek videoen for den sunde 70'er udgave med højhalset sweater - og hvert vers slutter med linjerne 'I deserve getting wasted after all it's friday night tonight' hvorefter dæmonen sættes løs og omkvædet eksploderer i guitarstøj og fuldesang. Enkelt og effektivt. I Miss You, I'm Pregnant er generelt en virkelig god popplade, der bobler over med energisk personlighed.



Men selvom jeg er vild med debuten, har jeg faktisk aldrig fået hørt opfølgeren, My Gods. Alligevel er det en sang fra dette album, som er min favoritLaaksosang. High Drama var førstesinglen og er på mange måder en videreføring af tematikken fra Demon, men bare i en mere generel kontekst. Hvor Demon specifikt beskrev trangen til at trashe fredag aften, så handler High Drama om kærlighed og drifter, det er den sang jeg hiver frem når jeg skal eksemplificere hvad jeg tror Lacan mente, da han talte om Den Hysteriske Diskurs.



Det er utrolig svært at sætte ord på musik, men den her sang er for mig lyden af begær. Begær efter kærlighed, bekræftelse, sex, stoffer etc. Håndklap, skummel basgang, skurende synths, og naturligvis stemmen. Markus Krunegårds stemme. Han varierer muligvis ikke sit sangforedrag ret meget, men hans trick er utrolig effektivt. Og teksten. Først og fremmest handler det om at Markus har mødt en pige, og nu er han: 'A junkie, an addict, a slave for your love' men det er bemærkelsesværdigt, at hans tilkomne aldrig nogensinde bliver beskrevet. Markus synger udelukkende om, hvordan han har det med det, intet om hendes øjne eller hendes smil eller noget som helst. Det tætteste vi kommer på er når han synger: 'I'm just obsessed / With hearing you say "yes please Markus come to me"' På den måde er han en typisk Lacaniansk hysteriker. Hans begær retter sig mod et andet menneske, men det er ikke mennesket, som begæret i sig selv, der er i centrum. Man sidder lidt med fornemmelsen, at det sagtens kunne have været en anden pige, og at dette sikkert var tilfældet måneden før. Det hysteriske kulminerer når stemmen lige pludselig springer op i det høje leje til omkvædet: 'I'm high on you and on drugs / It is the worst combination of addictions' Han er en misbruger. Af alt.

I andet vers hives endnu en Lacaniansk trope frem, nemlig den som Lacan kaldte Les Non-Dupes Errent. Dette betyder ordret at dem, der ikke lader sig dupere, tager fejl. Det spiller på to andre psykoanalytiske termer Le Nom du Pere / Le Non du Pere, henholdsvis fadernavnet og fadernejet. Lacan er ret glad for ordspil... At Les Non-Dupes altså helt bestemt Errent'er skyldes, at de ikke er i stand til at acceptere de beroligende løgne. Det kan f.eks. være løgnen om, at Gud passer på dig. Eller de kan ikke forlige sig med, at man reelt set aldrig ved, om selv din næreste er ærlig over for dig. En anden Non-Dupes stammer fra David Foster Wallaces roman Infinite Jest. Det er en fyr ved navn Geoffrey Day, der ikke kan acceptere, at hans afvænningsklinik råder ham til at lægge sin frie vilje hos et højere væsen, da han mener det bare er skjult religion. Det har han muligvis ret i, men statistikker viser stadig, at det virker. Og ifølge Lacan skyldes det, at begær og misbrug i virkeligheden handler om at finde Den Store Anden (et art fuldkomment, ufejlbarligt subjekt), men en sådan findes ikke, og må derfor opfindes af personen selv. Og en sådan er hr Krunegård altså også. Teksten går: 'Bought myself a video game / To get entertained / In an easy way / But I saw through that I'm far too smart to get fooled by myself' Det stykke jeg har sat med fed er muligvis den mest præcise beskrivelse af en Non-Dupes jeg nogensinde har set.

Til sidst i sangen kan han ikke engang længere formulere sine tanker, men er reduceret til at skrige 'The Wo-o-o-rst' om og om igen mens musikken eksploderer. En ganske præcis musikalsk beskrivelse af ustyrligt begær. Og læg desuden mærke til, at det er 'The Worst' Ikke blot slemt, men det værste. Hyperbolsk har han alle dage været. Og så har jeg endnu ikke fået diskuteret musikvideoen, der endnu tydeligere hamrer pointen ind om den desperate hysteriker og det upåvirkede subjekt. Og Markus ved da vist også godt til sidst, at han muligvis har overreageret...

Som jeg skrev til at starte med, det er folk som Markus Krunegård jeg synes vi mangler i dansk musikliv. Folk som helt naturligt mener de er havnet i verdens største problem nærmest hver dag. Folk der tager hele livet - også de fantastiske og positive sider af det - utrolig seriøst. Ham her er seriøst glad. Nærmest hyperglad. Han udgav i 2008 soloalbummet Markusevangeliet, der indeholdt hittet Jag Är En Vampyr, og gav ham et langt bredere gennembrud end med Laakso. Omkvædet i Jag Är En Vampyr? 'Hele värden er så underbar!' Gennembruddet var efter min mening fuldt fortjent. De her svenske kunstnere formår ofte at ophøje det banale til det sublime. Danske kunstnere formår alt for tit blot det modsatte.

Opsummering

Med afslutningen af det her crescendocore tema er jeg sådan set nået igennem den gennemgang af postrockbegrebets udvikling, som til at starte med var bloggens formål. Jeg har tænkt mig at blive ved med at skrive indlæg om musik og postrock - det vil nok blive en blanding af præsentationer af nye plader og temaer i stil med det racetema jeg havde på et tidspunkt. Sociale kontekster er interessante - og vil måske også komme ind på visse genrer der kan ses som inspirationskilder, men den grundlæggende præsentation af centrale plader er overstået. Jeg tænkte en lille opsummering var på sin plads:

Genren bliver første gang defineret af Simon Reynolds og dækker over en gruppe britiske bands i start-90'erne, der bruger rockinstrumentering til ikke-rock formål. Genren kan til en vis grad ses som videreførsel af Shoegaze-bølgen, men lægger større vægt på at inkludere teknikker fra sort musik som hiphop og dub. Derudover er der meget inspiration fra techno og ambient. De vigtigste bands er Disco Inferno, Bark Psychosis og Seefeel.

Anden bølge kommer fra USA, mest af alt fra Chicago. Amerikanske bands inddrager ikke lige så mange nye sorte inspirationskilder - af grunde jeg er kommet ind på - men trækker i stedet meget på jazz, klassisk og kraut. Det bedste band er Tortoise.

Den tredie bølge har jeg kaldt for crescendocore, den kommer fra hele verden, og består for det meste af unge mænd, der spiller episke rocksange i traditionel instrumentering. Inspiration helt tilbage fra proto-mathrock somSlint, fra gamle episke rocksange, og fra klassisk musik. De vigtigste bands hedder Mogwai, Godspeed You Black Emperor og Sigur Ros. Jeg selv foretrækker Do Make Say Think.

Generelt foretrækker jeg den første britiske bølge af postrock, og de konnotationer navnet indeholdt på daværende tidspunkt. Dengang var der rent faktisk noget fremsynet over den, og dens forhold til at inddrage andre genrer var fantastisk. I dag er postrockgenren utrolig ensformig, crescendocorevejen var efter min mening en blindgyde. Så den her blog argumenterer for at få den gamle indstilling til tingene tilbage. Postrock burde dække bands, der ikke er bange for at inddrage landvindinger fra andre genrer - det være sig hiphop, dubsteb eller metal - men stadigvæk bruger dem i en rockkontekst. Som Battles og Animal Collective.

Der skal nok snart komme nye indlæg. Hvis jeg udvider mit argument og får smidt flere avant-post genrer op, så vil jeg redigere det her indlæg til at matche den nye udvikling. Alt godt.

Thunderbear - Thunderbear (06)

Jeg slutter dette fokus på crescendocore af med et dansk eksempel på genren. Det drejer sig om et sideprojekt til Under Byen: Thunderbear aka. Thorbjørn Krogshede. Der er egentlig ikke så meget at sige om den her plade, bortset fra, at det skal vise hvor meget plads til forskellighed der trods alt er i genren, med et dansk eksempel. Hovedsagligt er det helt unikke ved den her plade klaverspillet, som tydeligst kommer til udtryk på solostykket Pas På Du Ikke Falder I:



Det er ganske klassisk instrumenteret, og ikke så afhængigt af konstant dynamisk intensivering. Eneste undtagelse er den centrale 25 min lange komposition Bonde?. Dette er rent faktisk en komposition, frem for en samling småstykker klistret sammen. Den bevæger sig gennem forskellige dele - soloklaver, ambient støj, blæs, vibrafon - frem mod det endelige støjklimaks. Det er vældig imponerende, faktisk et af de bedste postrocknumre jeg overhovedet kender. Især er jeg vil med detaljerne: Man kan høre blæserens vejrtrækning mellem han spiller på sit instrument, og lyden af vibrafonen er helt perfekt. Nærmest hypnotiserende. Det er virkelig et veloptaget album og studiet er helt tydeligvis medtænkt som medspiller. Jeg er ikke den store fan af Under Byen, men den her er varmt anbefalet.

Anmeldelser:
Gaffa
Soundvenue
Undertoner
Geiger

Avant-Post: Bernstein - Ouverture til Candide (56)

Jeg har hovedsagligt denne sang med for at illustrere et problem jeg har med crescendocore: Det skal være rockinstrumenter, der spiller mere komplicerede kompositioner, men så bliver det utroligt svært at konkurrere med de klassiske komponister. Det her nummer har skæve taktarter (5/4, 7/4, alle mulige mærkelige) og dens crescendi er opnået ved at putte flere og flere instrumenter på med nye melodier. Det er altså svært at lave med guitar, guitar, bas og trommer. Læg desuden mærke til Bernsteins direktion. Fantastisk.

Do Make Say Think - Winter Hymn Country Hymn Secret Hymn (03)

Nok et canadisk band, også denne gang fra Montreal og pladeselskabet Constellation. Do Make Say Think har udgivet plader siden sluthalvfemserne og udgav sidste år pladen Other Truths, som fik rigtig fine anmeldelser. Jeg er ikke så godt inde i dem, men den her er jeg ret vild med.



Den her plade er speciel på en lidt nørdet måde. Som titlen antyder, er den delt op i tre dele. Der er 9 numre, fordelt på tre suiter af tre numre. Hvorfor er det specielt? Fordi langt de fleste cd'er selv i dag er beregnet på vinyl formatet. Antallet af musikalske forløb er deleligt med 2. Den her plade er struktureret som tredelt, hvilket kun giver mening på cd. At den naturligvis også findes på lp er fjollet men uundgåeligt.

Lyden på denne plade er langt mere varieret end Mogwai og GYBE. Det er bestemt crescendobaseret, men hvor de to andre bands byggede på ganske voldsomme dynamiske skift, så er det her en plade der langt mere tålmodigt og subtilt bygges op. Med den her genre er det ret svært at forklare forskellen på god og dårlig musik, for det kan nemt blive så helt utrolig mekanisk. Man kan nemt snakke om at det er godt komponeret (guitarfiguren fra starten kommer tilbage til slut, det andet larmende stykke er ikke blot en gentagelse af det første men noget helt andet, alle instrumenter spiller udmærket) men i sidste ende føles det blot opfindsomt, subtilt og mindre manipulerende end f.eks. Explostions in the Sky. Der er også tænkt over lydbilledet, som er fyldt med detaljer. Det er som om rummet er medtænkt i skabelsen af pladen, fremfor at det forsøges at få til at lyde live.



Crescendocore er en utrolig narrativ genre. Når hele pointen er opbygning og klimaks, så må man hellere sørge for at ens plade slutter på en ordentlig måde. Helt tilbage til Mogwais alenlange Mogwai Fear Satan fra Young Team har det mest normale været at slutte så episk som muligt (igen er GYBE en undtagelse. Jeg tænker det netop er deres cutop-hed som gør deres manglende afslutninger tålelige. Og jeg overvejer videre, om netop den her cutop hed og manglende narrativ er en af grundende til at de var så succesfulde omkring sidste årtusindskifte. Det afspejler de store fortællingers død i den postmoderne epoke, og er derfor ganske egnet til at beskrive den difuse politiske situation på daværende tidspunkt. Men det er blot en prætentiøs strøtanke, skulle være man skulle prøve at udvide den). Men den her plade slutter ikke episk eller katharsisk i klassisk forstand. I stedet er slutnummeret - som du kan høre lige ovenover - afdæmpet, som ankomsten efter en lang rejse. Og ca halvvejs igennem kommer så forløsningen: Menneskestemmer. Det er det mest menneskelige pladen overhovedet bliver, og et katharsisk klimaks på sin egen subversive måde. En af mine favoritafslutninger overhovedet.

Avant-Post: Ravel - Boléro (1928)

Endnu et klassisk stykke. Det er ifølge Ravel (ifølge wiki): a piece lasting seventeen minutes and consisting wholly of "orchestral tissue without music" — of one very long, gradual crescendo. There are no contrasts, and practically no invention except the plan and the manner of execution. I crescendocoretermer er det altså mere GYBE end Mogwai.




Mere er der ikke rigtig at sige om Ravel, men jeg vil lige gøre opmærksom på, at Rufus Wainwright har benyttet stykket ret fantastisk:

Godspeed You Black Emperor - Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven (00)

Og videre med temaet. Godspeed You Black Emperor (forkortet GYBE, og egentlig er der et udråbstegn et eller andet sted i navnet, som jeg ikke gider bekymre mig om) er et band fra Montreal, Canada - det er forøvrigt lidt skægt, at ingen af de rigtig toneangivende bands på crescendocorescenen er fra England eller USA: Mogwai er fra Skotland, GYBE er fra Canada og Sigur Ros er fra Island - der udgav 4 plader fra 98 til 2002 og derefter gik på pause. De er nu netop blevet gendannet og tager forhåbentlig på turné snart. De skulle være ret fantastiske live. Det her er deres tredie album, det er et dobbeltalbum, og det er så klart min favorit med dem.

GYBE er egentlig nærmere et kollektiv end et band, og deres musik er som følge heraf ganske afvekslende. Man kan lidt forenklet sige at F#A#oo (98) er utrolig stemningsfuld, Slow Riot For New Zerø Kanada (99) er dynamisk, Lift Your Skinny Fists (00) er både og, og Yanqui U.X.O. (02) er hverken eller. Den her indeholder både typiske crescendocore passager, men samtidig også mere elektroniske dele, kammermusikalske småstykker og spokenword ting. Den starter dog triumferende med en lille march:



Som sagt er det et dobbeltalbum, og det er tydeligvis beregnet til vinyl. Der er nemlig kun to numre på hver cd, sådan ca lige præcis så lange som en vinylside. De enkelte numre består af en del forskellige forløb, og egentlig er det mere en hel masse sammenklippede smånumre end fire store sange.

Men denne her plade er endnu mere crescendobaseret end Mogwai Young Team. Hvor numre som Like Herod og Mogwai Fear Satan stadigvæk var egentlige sange, som også havde passager der ikke var del af crescendierne, så består de enkelte smånumre på den her plade af ren opbygning. Når nummeret har nået sit klimaks, så stopper det blot, hvorefter et nyt nummer går i gang. Det bliver lidt sammenklistret. Derudover er musikken ikke særlig melodibaseret. Man kan ikke rigtig nynne noget fra pladen. Men det er naturligvis heller ikke meningen.

GYBEs musik skaber apokalyptiske billeder. Det er et yderst politisk band, men det er selvfølgelig lidt svært at være rigtig eksplicit når man laver instrumental musik. I stedet er der lydklip fra præste og nostalgikere som skaber en eller anden ramme om det, og desuden er deres artwork altid ganske politisk. Yanqui UXO er nok det tydeligste eksempel – UXO står for unexploded objects, dvs landminer og klyngebomber, og coveret kobler alle de store pladeselskaber til fabrikeringen af disse objekter. På den her plade er det politiske mere grundlæggende som en følelse af frustration, utryghed og en gang imellem kamp. Det er mere noget med værdier end politik. Og jeg kan egentlig bedre lide dem når de forbliver abstrakte. Religiøsitet spiller også en ret stor del, som titlen også antyder.

Det er en klassiker, og en af den slags plader som de fleste egentlig ret godt kan lide når de hører det. Der er nogle lidt kedelige passager, men den er egentlig ret sammenhængende som værk. Det er som sagt lidt usammenhængende og åbenlyst crescendobaseret. Desuden slutter albummet ret antiklimatisk. Hele fjerde nummer er mærkeligt, og hvor man måske normalt ville have forventet en triumferende slutning, eller i det mindste noget tydeligt og engageret, så bliver det mere sådan en lidt hyggelig ting. Hvilket jeg dog egentlig også ret godt kan lide.



Anmeldelser
Pitchfork