2011 Top 20

Der er jo tradition for, at man laver lister ved årets afslutning, men som oftest så finder man jo først ud af hvad der var de gode plader i lang tid derefter. I slutningen af sidste år, så fandt jeg pludselig ud af, at både Black Metal og R'n'B egentlig var vildt vitalt for tiden, og det bar sidste års liste præg af, og det gør det her års også. Det betød så også, at jeg brugte januar på at opdage vilde plader fra slutningen af 2010, som jeg havde overvejet at putte på den her liste, men som jeg nu bare lige ville nævne. Det var meget tæt på, at den her liste ville blive domineret af Deathspell Omega - Paracletus, Gnaw Their Tongues - L'Arrivee de la Terne Mort Triomphante, Lantlôs - Agape, og inden for R'n'B: jj - Kills. Dem ville jeg bare lige nævne. Dem nedenunder var de bedste plader fra 2011, som jeg nåede at opdage i 2011. Et [½] henviser til et indlæg, hvor albummet bliver diskuteret i forbifarten. Et [o] er en henvisning til et indlæg om en anden plade af samme kunstner. Der vil komme indlæg om så mange af dem, som jeg nu lige gider, men jeg satser på at forklare mig om årets skuffelse, så lade være med at blive sur over det indtil da.

1. Destroyer – Kaputt
2. Liturgy – Aesthetica
3. Braids – Native Speaker
4. Tune-Yards – Who Kill
5. Shabazz Palaces – Black Up
6. Lantlôs – Agape [o]
7. Colin Stetson – New History Warfare vol 2: Judges
8. John Maus – We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves
9. Oneohtrix Point Never – Replica
10. Omega Massif – Karpathia
11. Amon Tobin – ISAM
12. Cut Copy – Zonoscope
13. 13 & God – Own Your Ghost [o]
14. Balam Acab – Wander / Wonder
15. Deafheaven – Roads to Judah
16. Nicolas Jaar – Space is Only Noise
17. Nguzunguzu – The Perfect Lullaby
18. TV on the Radio – Nine Types of Light [o]
19. *Shels – Plains of the Purple Buffalo
20. Beyoncé – 4 [½]

Bedste Genudgivelse:
Disco Inferno – The 5 Eps [o]

Bedste numre:
1. Gotye – Somebody That I Used to Know
2. Beyoncé – Countdown
3. Liturgy – Generation

Dårligste / Mest overvurderede / Mest misforståede plade:
Bon Iver – Bon Iver, Bon Iver

Spotify-liste:
FBove Top 20 2011

Destroyer - Kaputt (11)

Destroyer's koncert på Roskilde var fantastisk. Det var egentlig kun hans seneste, Kaputt, som jeg kunne lide og sådan rigtig havde sat mig ind i, så jeg var forberedt på, at en stor del af koncerten sikkert kom til at gå med gamle sange som jeg ikke kendte eller kunne lide. Men han spillede næsten kun numre fra den nye, der var et enkelt nummer, Painter in Your Pocket, som jeg svagt huskede fra Rubies, og så et cover, som jeg også svagt kunne huske at have hørt før, men ikke kunne huske hvor fra. Det viste sig at være Everywhere af Fleetwood Mac, en sang som jeg aldrig havde hørt i originalversionen, men kun i et andet nyligt cover, af Vampire Weekend. Wow, noget af et tilfælde, hva? To af de hippeste indiebands laver et cover af det samme kiksede pop-band, og så endda af den samme sang. Men 70'er soft-rock var så in det seneste år at man nærmest kunne kalde det en trend, foruden de to bands afsluttede Bon Iver også hans forfærdelige nye plade med en pastiche på genren. Man kunne sige tidens retro-mani nu endelig har noget bunden af bægeret, og der simpelthen ikke var andre genrer tilbage at stjæle fra. Måske er det en blanding af eskapisme og nostalgi? Men det er nok ikke tilfældigt at Destroyer valgte at fremhæve netop Fleetwood Mac, for deres nye plade fungerer i høj grad på samme måde som Fleetwood Mac's to hovedværker. Folk husker gerne det band som populistiske mastodonter, men man skal også huske på at Rumours og Tusk blev skabt mens de to par i bandet gik i opløsning, og under store misbrugsproblemer, henholdsvis. Kaputt har lidt den samme mentalitet. Det virker måske som om det er ren overflade, et forsøg på at lave ren vellyd, men hvis man lytter nærmere efter er det mere lyden af et band som har opgivet at være cool, og for at sige det som plat som muligt: Det er lyden af en mand, som netop er Kaputt.



Jeg har tidligere, i en post om Caetano Veloso, kritiseret Bejar for at gå for meget op i hans tekster, i forhold til sammenspillet mellem tekst og musik. En af de ting, som har irriteret mig ved hans tidligere plader, og som har gjort at jeg ikke har hørt nogen af dem ret meget, er, at Bejar og hans tekster virker alt-dominerende i musikken. De fylder det hele i lydbilledet, hans stemme er alt for meget, og udviklingerne i musikken virker altid underordnet forsangerens ord og stemme. Det hele blev for meget af ham. Men jeg var ikke helt fair i min tidligere post, for Bejar beskrev nogle idéer som han tidligere havde haft, og som han havde opgivet. Og det kan man høre på den her plade, det er en helt anden følelse man får fra pladen. Hvor Bejar før altid virkede som hovedpersonen, så er han her i langt højere grad en del af et hele. Han har en stemme, og et par kvinder har stemmer, men samtidig er der guitarer og fløjter og saxofoner og trompeter, og de har hver især deres stemmer. Jeg har set det kommenteret, at de andre instrumenter lyder 'fjerne', men pointen er først og fremmest at de lyder uafhængige af hvad der ellers foregår i lydbilledet. De dominerende lyde er bassen, rytmen og diverse synth-flader. Så kommer Bejars stemme, som forsøger at følge med de tre andre elementer, og så har du alle de andre instrumenter, som flyder ud og ind af lydbølgerne, uden at det rigtig virker som om nogen har kontrol med hvad der foregår. Bejar har vist i hvert fald ikke. Som sagt, nu for anden gang, han er gået Kaputt.


Ikke verdens mest hidsende video, men den rammer meget godt følelsen af at blive ført med, som den her plade giver.


Og denne her idé om at han ikke har kontrol, at han ikke er verdens vigtigste, går videre i teksten. 'You can't belive / the way the wind's talking to the sea / I heard that someone said it before / I don't care / I can walk away' Det er de første ord man hører. Vinden og Havet er sublime og ukendelige, og det er der vist nogen som har sagt før og fuck dig, så går jeg da bare min vej. Og som teksten ovenover vist også afslører, så er det ikke længere meningen at teksterne skal være pæne for sig selv. Lad os tage et andet eksempel fra titelnummeret, nogle af de oftest citerede linjer fra albummet: 'Sounds, Smash Hits, Melody Maker, NME / All sounds like a dream to me' Prøv at fremsige dem. Er de ikke forfærdelige? For det første er rytmen helt væk, den kunne være reddet ved at fjerne Melody Maker: 'Sounds, Smash hits, N-M-E / All sounds like a dream to me' Det lyder helt børnerimsagtigt, men stadigvæk dumt. Derudover rimer ME på me, og det bliver ikke rigtig bedre af at linjerne bliver gentaget igen og igen. Men som Bejar synger det, så giver det pludselig mening. Han accelererer for at få passet Melody Maker ind, og han slutter de to linjer på samme tone, som for at sige han godt ved hvor ens slutningerne er. Så lyder det pludselig som en mand der har travlt, det lyder af flygtighed, netop som en drøm. Og det lyder som om han godt ved at det ikke er solidt. Det er elendigt på skrift, men i sammenhængen fungerer det.


Det her er tilgengæld en fantastisk video, og så indeholder den de linjer, som jeg netop har behandlet ovenover.

Kaputt er ikke en væsentlig plade, det er tværtom en plade om en fyr, som har opgivet at være væsentlig. Det er lyden af at gå på kompromis med alle de andre stemmer, indse at man ikke ved det hele, og ikke er først med det hele, og så bare lade sig flyde med strømmen. I titelnummeret synges der om at jage kokain, men pladen minder mig mere om heroin-scenerne fra Trainspotting. Det er en downer-plader snarere end en upper-ditto. Og tja, på trods af, at den ikke var stor og væsentlig, og på trods af, at det bestemt ikke var nogen nyskabende plade, så var det, når alt kommer til alt og lige for tiden, min favorit fra året der gik.

Lantlôs - .neon (10)

Efterhånden kan jeg bedst lide at skrive om en plade hvis jeg føler, at jeg har en eller anden ny vinkel til den. Et eller andet, som ikke rigtig er blevet skrevet før. Det her er en ret obskur plade, men desværre, så har jeg ikke voldsomt meget andet at sige end der stod i den artikel hvor jeg lærte den at kende. Det er en artikel om 'urban black metal', altså black metal, der beskriver et byliv frem for et liv på landet. Jeg har skrevet om Black Metal før, men det var om Wolves in the Throne Room og om Mt Eerie, og i begge tilfælde havde jeg fokus på lighederne mellem metal og folk, og hvor godt det kunne beskrive det sublimt naturlige. Lantlôs er med sin fokus på bylivet noget helt andet, men de tre plader har nogle ting til fælles. Tr00 metal-fans vil nok have det svært ved dem. Og så er de alle tre virkeligt gode.

Faktisk så var jeg til at starte med ikke helt enig i, hvad Brad Sanders skriver i føromtalte artikel. Han skriver at .neon blander Black Metal med Jazz a la Miles Davis, hvilket jeg havde lidt svært ved at høre. Men da jeg fik hørt hele pladen et par gange, så blev jeg sådan nogenlunde enig. Nej, jeg synes ikke det direkte er inspireret af Miles (og hvad vil det egentlig sige? Jeg mener, den mand har lavet ret megen forskellig artet musik...), men den virker inspireret af musik, som var inspireret af Miles. De stille dele af den her plade lyder meget inspireret af den aller tidligste post-rock, som jeg er så umanerlig stor fan af. Vi snakker plader som Bark Psychosis - HEX og Talk Talk - Laughing Stock, plader som jeg langt hen af vejen startede denne blog for at hylde. Og begge de to plader var inspireret af de dele af Davis hvor han var cool og afslappet, som Kind of Blue eller In a Silent Way. Som også er blandt mine absolutte yndlingsplader. Blandingen metal og melankolsk Miles indgår for øvrigt også på en af mine andre yndlingsplader, Sunn O))) - Monoliths & Dimensions. Så når alt kommer til alt var det ikke helt overraskende, at jeg faldt ganske pladask for den her plade, og det er en plade jeg har hørt igen og igen over de sidste par uger.



Men jeg måtte nu også indrømme, at jeg ikke umiddelbart forbinder den her lyd med storbyen. Når jeg tænker storby, så tænker jeg ofte på det aggressive, det hastige og det voldsomme. Ting som pånk eller grime eller gangsterrap. Men der har jo ganske rigtigt altid været en mere indadvendt side af storbymusik. Det er jo rigtig nok, at Miles Davis både lavede blistrende fusionslarm (tjek On the Corner ud, som det mest direkte storbylarm), og indadvendt cooljazz. Og den indadvendte storbymusik findes jo også i genrer som triphop eller dubstep som Burial. Det er lyden af en regnvåd gade set fra vinduet af en natbus. Og den stemning rammer Lantlôs også. Hvad der virkelig kom bag på mig - selvom titlen muligvis burde have givet et hint - var hvor meget teksterne mindede mig om Michael Strunge. Og nej, jeg tror ikke de kender denne døde danske digter, men jeg har virkelig svært ved at ikke at tænke på ham med linjer som dem her fra åbneren Minusmensch: 'Disembodied, gasping, I tumbled / in the flesh of a thousand cold lights, / through this night of neon, / that I'll never belong to.' Det er naturligvis mere metal-jargon, og når det skriges med dæmonstemme ud over tonsende trommer er ligheden måske lidt mindre, men den er der. I hvert fald i mit hoved. Eller hvad med dem her, der åbner pladens bedste nummer, Pulse / Surreal: 'Sirens of soul / howling and piercing the night. / These are the streets, / clinic fingertips / sex and violence.



Hvis du hørte overstående sang, så undrede du dig måske over, at der var to ret forskellige vokaler. Lantlôs er først og fremmest et projekt for en tysk musiker der kalder sig Herbst. Han udgav også pladen Lantlôs i 2008 sammen med et par andre. Det er vidst ham der står for skrigende. På den her plade har han allieret sig med den franske musiker Neige, som er en af mine yndlingsmetallere. Jeg kender ham fra bandsne Alcest og Ameseours, som også er Black Metal hybrider, i de to tilfælde mere med shoegaze og postpunk og industrial. Det er ham som synger, med den franske accent... Der skulle meget gerne komme en ny plade 28 Oktober, som hedder Agape. Det glæder jeg mig naturligvis meget til.

Den her slags musik er ikke for alle. Faktisk vil de fleste nok mene, at det er alt for agressivt og voldsomt, og blandt dem som så virkelig elsker agressiv og voldsom musik, ja så vil den nok blive set som alt for blød og svag. Den svinger virkelig meget fra noget meget hårdt til noget meget blødt. Og ja, det er præcis at sige at den 'svinger', den bygger ikke ret meget op, men skifter meget pludseligt. Man kan også sammenligne den med crescendocore. Og her er det virkeligt voldsomt dynamisk. Hvor normal crescendocore svinger fra stille guitar til støjende guitar, så svinger den her plade fra jazzet klaver til skrålende metal. Det er virkelig, virkelig fjollet så meget den spiller på ting som jeg elsker i forvejen, så det her er måske ikke en helt objektiv kvalitetsvurdering. Men det er altså virkelig en fantastisk plade, som er underskøn når den skal være smuk, og afskyelig når den skal være grim. Varmt, varmt anbefalet.

.neon kan købes her. Eller vel rundt omkring på andre webbutikker.

Yellow Swans - Going Places (10)

Hvert år offentliggør alverdens musiksider deres årslister over bedste plader, bedste singler, bedste tweets, grimmeste cover, whatever. Det er en typisk nørd-ting at gøre, jeg gør det også selv. Popmatters går ret meget all-in på den her front, og offentliggør alverdens genrelister. Jeg føler lidt, at når du laver lister over både indierock og indiepop, samt country, americana og bluegrass, så overgør du det måske en smule... Men i år havde de så også besluttet at lave en liste over 'Experimental' albums, og det var et af mine yndlingsalbums der vandt: Yellow Swans - Going Places. Men udover, at jeg naturligvis er enig i, at det er et fantastisk album, er glad for at se det få noget velfortjent opmærksomhed, og føler at mine egne smagsløg er blevet valideret, så er jeg nu lidt loren ved termen 'Experimental'.

Det er noget mærkeligt noget, med de her termer for musik som er sådan lidt 'skævt' og anderledes end normerne. Det er 'alternativt', det er 'uafhængigt', det er 'eksperimenterende', alt sammen plus-termer, som man vel lige knap kan argumentere imod. Men samtidig også termer, som skræmmer ganske mange folk væk. Hvis folk hører, at Going Places er den bedste Experimental-plade, så er jeg bange for, at folk vil tro, at det er noget utilnærmeligt og avant-garde noget. Og ja, pladen er abstrakt og støjende, og den vil nok tiltale folk, som i forvejen er bekendt med noise-genren. Men hvad jeg føler er dens grundprincip er hverken svært forståeligt eller specielt nyt: Det handler om at skabe skønhed ud af ikke specielt skønne lyde. Det er sådan set den samme ting jeg sætter pris på ved skulpturer lavet af metal, freejazz a la Ayler og Coltrane, eller tysk poesi. Men det er sådan set heller ikke rigtig dens eksperimentale kvaliteter, der for mig får den til at stikke ud fra mængden. Det er tværtom den formidable mængde af følelser, som det er lykkes bandet at ligge ned i de her abstrakte og instrumentale kompositioner.

Pete Swanson og Gabriel Mindel Saloman meddelte i 2008 at de ville opløse bandet efter én sidste plade. Så hele albummet bliver naturligvis opfattet som bandets svanesang (pun intended), og man er nok tilbøjelig til at projicere endnu mere opbrud og afslutning ind i albummets lyde. Men det er nu også svært at lade være, med de titler numrene har: 'Opt Out', 'Limited Space', 'New Life', og selve titlen 'Going Places'. Hvad der fik mig til at falde for albummet med det samme, var altså ikke hvor eksperimenterende det var, men tværtom hvor nemt det var, hvor let det var at få en forståelse af det, få det til at give mening. Men numrene er abstrakte og uformelige, så ofte når jeg lytter til det, ja så passer de enkelte dele sammen på en ny måde. Derfor er de tolkninger, jeg forsøger mig med nedenunder, også endnu mere subjektive øjebliksbilleder, end de plejer at være.



På mange måder kan den her form for noise føles som en videreførsel af post-rocken. Det er helt nye instrumenter og produktionsmetoder, men ofte er det en gammelkendt bevægelse som styrer numrene. Postrock-netsiden Silent Ballet konstaterede da også i deres anmeldelse: It should be noted that all these songs do essentially the same thing – they crescendo, awesomely – but that’s not the point, nor is it the value of this album. Men selvom der bestemt er imponerende crescendi på albummet, den 13 min lange Opt Out først og fremmest, så er det nu ikke pointen med alle numrene. Åbningsnummeret Foiled lyder som om det starter midt inde i, det er bare en mekanisk rytme med støjflader på, og den udvikler sig ikke så meget som den blot bliver erstattet af nogle mere behagelige synthlyde. Effekten er en følelse af uforanderlighed, det føles som om, at vi blot hører et udklip af et nummer, der sidder fast i samme rille. Resten af albummet føles i høj grad som et opgør med denne uforanderlige rille.



Tag f.eks. et nummer som ovenstående, et af de få, hvis form jeg sådan nogenlunde føler at jeg har gennemskuet. Der ligger ubestemmelige flader af støj, diverse guitarer har gang i alle mulige ting og sager forskellige steder i lydbilledet. Den lyd, som fænger mig, er den ustoppelige klokke, der ringer konstant og hele tiden på offbeat. Ding, ding, ding, ding... Nummeret hedder Limited Space, og den skide klokke føles unægteligt voldsomt dikterende og begrænsende. Momentet til sidst i nummeret, hvor klokken endeligt forsvinder, og en enkelt guitar får lov til at stå frem klart og tydeligt og alene, ja det moment synes nærmest overtydeligt at illustrere forsøget på at undslippe snærende bånd. Selvom det er abstrakt musik behøver det jo ikke at være alt for sofistikeret. Men noget ret så forunderligt ved det øjeblik er, hvor lidt triumferende det føles. Det føles ikke som om, at klokken er blevet overvundet, og lader en stærk og modig guitar-helt træde frem. Nej, det føles mere som om, at klokken er kollapset, og har efterladt resten af lydbilledet alene, usikkert og vaklende.

Og jeg tror måske nok, at det er ret typisk for dagens kunstnere. Going Places er jo et meta-værk, det forsøger musikalsk at behandle omstændighederne for sin egen tilblivelse. Der skriver det sig på sin egen lille måde ind i en gammel modernistisk tradition, som litteraturinteresseret kan jeg ikke lade være med at tænke på Portrait of the Artist as a Young Man eller På Sporet af den Tabte Tid. Men det føles netop ikke som et portræt af et par kunstneres selvrealisering. Det føles som en lidt melankolsk erkendelse af, at den gamle rille har opbrugt sine muligheder, og at det er nødvendigt at finde en ny. Der er en ydmyghed over det, kunstnerne er melankolske snarere end modige, og deres projekt er nødvendigt snarere end heroisk.



Det er måske også derfor, jeg hverken synes det skal kaldes avant-garde eller experimental eller noget. Det er aldrig det, som det handler om. Nu får jeg så alligevel fremstillet det som om, at det er tidstypisk, og på den måde måske få lagt en ramme om det, som om at det er et 'vigtigt' album. Men det er det ikke. Det er et umanerligt lille værk, blot et intenst personligt dokument af to personer på et punkt i deres tilværelse. Det er ikke stort eller noget. Men det er skidegodt. For øvrigt er den på tilbud til fire pund for tiden. Fundet for de penge.

Azeda Booth - In Flesh Tones (08)

I min verden findes der forskellige former for underkendte værker. Der findes dem, som nok nærmere er personlige favoritter, albums, som betyder noget helt specielt for mig. F.eks. Eels - Electro-Shock Blues, den vil nok altid betyde mere for mig end de fleste andre, det skyldes lige så meget biografiske ting. Så findes der albums, hvor jeg egentlig godt forstår, at andre folk har lidt svært ved at komme ind på livet af det. The-Dream, f.eks., er ensformig og misogyn i absurd grad, jeg kan lidt godt forstå hvis folk har svært ved at acceptere, at det samtidig er noget af det mest vellavede musik der findes for tiden. Men der er også den tredje kategori, den hvor jeg simpelthen ikke forstår, at et specifikt album ikke har væltet musikverdenen fuldstændig bagover, og hvor jeg næsten opfatter det som en fornærmelse på et eller andet punkt. Albums, som både er så iørefaldende, men samtidig så fantastiske, at deres status som obskuritet virker fuldstændig uforståelig på mig. Et sådan album er Azeda Booth - In Flesh Tones.



Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk ikke falder pladask for et nummer som ovenstående. For mig rammer det et felt sådan lige midt mellem melankoli og velvære. Det er som new age med modhager, jeg kan decideret mærke hvordan min krop spænder fra. Og nærmest hele pladen lyder sådan. Fra rullende trommer indleder Ran, til ringlende guitarer ringer Be It ud, hele pladen er utrolig godt sammensat, komponeret, produceret. Ambiente flader, let kradsende guitarer, elektroniske programmeringer, lettere utæt sopran-sang, lydbilledet er så umiddelbart knuselskeligt, at jeg ikke forstår der ikke er flere som er faldet for dem. Jeg tænker, at det muligvis er for umiddelbart, hvilket synes at være hvad Pitchforks anmeldelse konkluderede. Men samtidig, så er det virkelig en plade hvor det giver mening at tale om 'lag' i musikken. At god musik har flere 'lag' er en af de mest fjollede musik-kritiker-floskler. Normalt er det bare en fin måde at sige 'detaljer' på. Det lyder sådan lidt bedre, en detalje gør hverken fra eller til, men 'lag', så er det dybt og intelligent. Desuden så lyder vi selv bedre, når vi aktivt afdækker 'lag', i stedet for at vi bare pludselig opdager en ny detalje. Normalt, så er de fleste lag blot ornamentering, som egentlig hverken gør fra eller til. Men det her album er anderledes.

Prøv at lytte til ovenstående nummer igen. Det er en mand der synger, han hedder Jordan Hossack. Det er den første overraskelse. Den anden kommer, når man læser teksterne. I den her sang lyder f.eks. de sidste linjer før første omkvæd: 'Under the lights along the avenue / you lost your pants too / un-salivate Celestiora'. Det som får hjertet til at slå hurtigere er vist en blanding af vold og druk, med lidt ungdommelig kærlighed blandet ind i det. Og sådan er det hele vejen igennem albummet, teksterne taler ualmindeligt direkte om sex, stoffer og vold, og at det bliver sunget med en påtaget pigestemme gør det hele lidt vel ubehageligt. Første gang jeg læste det medfølgende teksthæfte gik jeg nærmest i stå, da jeg så, at teksten til omkvædet på den anden sang, In Red, lyder 'I will open you up with my fingertips / and I'll slide my way inside'. Det slog mig som imponerende direkte, men hverken sexet eller poetisk, og egentlig lidt irriterende. Og albummet er fyldt med den slags linjer. In Red indeholder også 'I'm gonna fall out of my underpants' og 'you can turn me sideways and sing / in mists of heavy breathing / about all the ways you like me best'. På nummeret med det fjollede navn John Cleese sneg de sig ind i 'half built homes', hvor de 'sucked on cigarettes n' bottlenecks' og 'shared our women and our wallets'. Lobster Quadrille starter med linjerne 'Scratch at my bed again / let your kitty claws rip deep into the sheets' mens Well begynder med 'Mellissa / Hide in the night / Roll with me'. Og i Kensington, anden single og postet nedenunder, lyder hele teksten: 'The slow in-out is cold and wet / There is no money on the nightstand / 'cause all my friends do drugs. / I need help so badly / No one here can help me / 'cause all my friends do drugs.' Hvorefter ordet Cut gentages 17 gange.



Så derefter troede jeg, at det var et smukt album med direkte, men også ret så irriterende tekster. Der tror jeg ret mange er endt, det var f.eks. det Popmatters anmelder udtrykte da han skrev: Listeners are advised to blur their hearing to let the words blend into the music, which tends to happen anyway. Otherwise, you run the risk of ruining the soothing, heartrending effect the music often has. Men jeg kunne ikke lade være med at høre albummet, og langsomt gav de dårlige tekster mening. Det holdt op med at blive sådan, at de modarbejde hvad der ellers var rart og 'soothing', og i stedet blev de en essentiel del af et helt andet projekt. Selvom om teksterne nok ikke kan beskrives som 'gode', så begyndte jeg at sætte pris på, hvor godt bandet fik dem til at passe ind. F.eks. er der en lang strækning af instrumental musik henover mindten af pladen. Nummer 5, Lobster Quadrille, indeholde en lang instrumental coda, og nummer 6, East Village, er et instrumental nummer, der glider direkte over en lang instrumental intro til nummer syv, Numberguts. Jeg har ikke gidet at tjekke det præcist, men det er ret mange minutter uden sang. Numberguts bygger også ret effektivt op, så det øjeblik hvor Hossack kommer ind igen lyder ganske triumferende. Hvad er det så han synger? 'It's Pitifu-u-ul! / You're menstruating!' Det er ikke bare en dårlig tekstlinje, det er en bevidst sabotage af et moment, de har bygget op til i ganske lang tid. Og jeg opdagede flere og flere af den slags ting. Bandet beskriver selv deres musik med den flertydige genrebetegnelse Cherry-pop. I førnævnte Kensington lagde jeg mærke til, at ordet Cut rent faktisk er trykt 17 gange i coveret, hvilket blot er fjollet. Well indeholder også linjerne: 'We'll escape this city's reach / climb a rock n' talk: / "Blah da" / "Da duh da"'. Og ja, de ord står også i citationstegn i coveret.

In Red by azedabooth

Mest imponerende er førnævnte linjer fra In Red. Prøv at lytte til anden halvdel af nummeret - fra 4:05 og frem - hvordan Hossack's melodilinje pludselig springer op på linjerne 'I'm gonna fall out of my UN-derpants' og 'I'm gonna lie wide O-pen'. Læg mærke til hvordan underpants-linjen gentages to gange per vers. Det er ikke poetisk, ikke en god tekst i sig selv, men måden tekst og melodi spiller sammen på gør det til en ret fantastisk illustration af ung, overvældende, ustyrlig seksualitet. Den lille dreng er simpelthen alt for begejstret til at kontrollere hvad han synger. Endnu bedre bliver det i sammenhængen, hvor første del var kontrollerende og planlæggende (I will open you up) så har anden del helt tabt kontrol ('I'm gonna lie wide open'), også melodierne og arrangementet understreger dette. Der er flere fortolkningsmuligheder (Første del er fra drengens synspunkt, anden del fra pigen. Det er en dreng, som tror han har styr på det, men overvældes. Det er to af samme køn, og de gør forskellige ting på skift...), og jeg kan ikke komme på ret mange sange, der forsøger sig, og lykkes, med de samme ting som den her. Det er virkelig imponerende.

Azeda Booth - "John Cleese" by AbsolutelyKosherRecords

Så til sidst, så får man gravet sig ned til et tredje lag, som samler de to foregående, modstridende dele sammen, til en foruroligende, kynisk, ironisk syntese, hvilket Cokemachineglow vidst oprindeligt var de eneste der fangede. Da jeg skrev om mit yndlingsalbum fra sidste årti, The Notwist's Neon Golden, så skrev jeg, at det var en blanding af det organiske og det elektroniske, der beskrev oplevelsen af, at bevæge sig rundt i en ny verden, man ikke helt forstår. Det her, det er mit næst-yndlingsalbum fra seneste årti, det er også en elektro-organisk blanding, og det handler også om at være i en uforståelig ny verden. Men hvor Neon Golden handlede om den moderne verden med tog og fly og computere, så omhandler In Flesh Tones teenagerens møde med den uforståelige voksenverden, iblandet lidt med at blive væk i sex og stoffer. Derfor er en af de vigtigste inspirationskilder også måden vokalerne bliver brugt på på My Bloody Valentine's Loveless. Jeg sammenlignede også Neon Golden med Radiohead's Kid A, men In Flesh Tones minder nærmest endnu mere om den plade, så meget at jeg overvejer om det er intentionelt. Som på Kid A er pladen delt i to halvdele, med to instrumentalnumre i slutningen af hver (som Treefingers, og det instrumentale efterspil på Motion Picture Soundtrack). Jeg læste også engang en phd, som forklarede, at hver af de to instrumental-stykker på Kid A kunne opfattes som en form for 'død', eller i det mindste en overgang til en anden verden. Det er ret tydeligt, at How to Disappear Completely kan ses som en 'død', men det ligger også i Motion Picture Soundtrack. Men hvor sekvensen ...Disappear Completely-Treefingers-Optimistic godt kan virke lidt... patetisk er måske det rigtige ord, så er sekvensen Lobster Quadrille-East Village-Numberguts på In Flesh Tones som nævnt før bygget op til at være et antiklimaks, og kombien af førnævnte linje om menstruation og den efterfølgende 'It's beautiful / your body's becoming grown' indikerer at sekvensen skal forstås som om det er barnet der må 'dø' og give plads til en voksen. Og hvor Motion Picture Soundtrack handler om at være udbrændt på Red wine and sleeping pills og Cheap sex and sad films, og ender med de højstemte linjer I will see you in the next life, så lader Brown Sun fra In Flesh Tones til at være en ret ynkelig beskrivelse af en overdosis af heroin, og den slutter med linjerne 'Facedown / in the middle of the parking lot'. Azeda Booth erstatter alt højstemt og poetisk med det eksplicitte, det kyniske og ironiske. Det gør unægtelig albummet ret så unikt, og samtidig, så passer det bedre til min indstilling til verden, end Radiohead's anderledes seriøse attitude. Hm, måske forstår jeg alligevel lidt godt hvorfor den ikke er et større hit...

Dead Girls by azedabooth

Dead Girls fra EP'en Mysterious Body

Som sagt er det her band alt, alt for obskurt, og der er desværre ikke noget der tyder på, at der er nogen ændring på vej. De er nu ret kendte på deres egen scene. Bandet stammer fra Calgary, Canada, der så småt har fostret et par kendte navne. Mest kendt er Women - som rent faktisk har et par tidligere medlemmer af Azeda Booth i bandet - og Chad VanGaalen, men der er et par nye bands på vej frem, som hedder Blue Hawaii og Braids. Begge bands synes inspireret af Azeda Booth's elektro-organiske hybrid, og forsangerinden i begge bands, Raphaelle Standell-Preston, har vidst også lært noget af Azeda Booth's direkte tekster, når hun synger ting som 'What I've found is that we / were all just sleeping around' eller 'It feels so good / having you inside me' eller 'I think about you thrusting into her'. Men selvom deres indflydelse altså vidst godt kan mærkes her og der, så vil bandet nok desværre forblive obskurt. De udgav udover In Flesh Tones EP'en Mysterious Body i 2007, som også er glimrende, de udgav den gratis EP Tubtrek i 2009, der kan downloades fra deres hjemmeside. Derudover har de lavet et cover af Joanna Newsoms Bridges and Balloons, og en split-7'er, som jeg aldrig har hørt. Der var seks personer i bandet omkring In Flesh Tones, men først droppede den ene ud, og så forlod to andre bandet for at hellige sig Women, og her i år er der så droppet en fjerde ud, og en femte har forladt Calgary til fordel for Vancouver. Wikipedia omtaler bandet i datid... Det er synd og skam, men omvendt er In Flesh Tones et unikum, og det var altid svært at se hvordan de skulle kunne følge op på den. Det er et mesterværk, og jeg kan kun anbefale at man giver den et lyt.

Bridges & Balloons (Joanna Newsom Cover) by azedabooth

Køb

2010 Top 20

1) Slow Six – Tomorrow Becomes You
2) Yellow Swans – Going Places
3) Fang Island – Fang Island
4) Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy
5) Jónsi – Go
6) LCD Soundsystem – This Is Happening
7) The-Dream – Love King [o]
8) Vampire Weekend – Contra [2]
9) Year of No Light – Ausserwelt
10) Emeralds – Does It Look Like I'm Here?
11) These New Puritans – Hidden
12) Owen Pallet – Heartland
13) Daniel Bjarnason – Processions
14) Avey Tare – Down There [o]
15) Her Name Is Calla – The Quiet Lamb [o]
16) Sufjan Stevens – Age of Adz [o]
17) Twin Shadow – Forget
18) Daughters – Daughters
19) How to Dress Well – Love Remains
20) Alcest – Ecailles de Lune

2000-2009 Top 50

Hej igen. Jeg prøver lige at få min dansksprogede musik-blog op at køre igen. Fra nu af, så vil den blot blive brugt til at poste anmeldelser af mine yndlingsplader, tror jeg. For at skabe et par pejlemærker, så er her en liste jeg lavede sidste vinter, over mine yndlingsalbums fra forrige årti. Jeg er ikke længere helt enig, og har hørt nogle nye ting som skulle på, men sådan så det ud december 2010. Og i skal ikke regne med, at der kommer til at være poster om dem alle sammen, nogle plader egner sig bedre til at skrive om end andre. En [½] uden for et abum indikerer, at den linkede post har lidt om albummet, men ikke indgående behandler det. Anyways, here goes:

1) The Notwist - Neon Golden
2) Azeda Booth - In Flesh Tones
3) Animal Collective - Here Comes the Indian
4) Modest Mouse - The Moon and Antarctica
5) Boredoms - Vision Creation Newsun
6) Battles - Mirrored
7) Liars - Drum's Not Dead
8) Wilco - Yankee Hotel Foxtrot [½]
9) Clinic - Internal Wrangler
10) Paavoharju - Laulu Laakson Kukista
11) Daft Punk - Discovery
12) Arcade Fire - Funeral
13) Dirty Projectors - Bitte Orca
14) TV on the Radio - Dear Science [½]
15) Godspeed You Black Emperor - Lift Your Skinny Fists Like Antennas To Heaven
16) Black Dice - Beaches and Canyons
17) Parts and Labor - Receivers
18) Primal Scream - XTRMNTR
19) Do Make Say Think - Winter Hymn Country Hymn Secret Hymn
20) The Mae Shi - Hlllyh
21) Mount Eerie - Wind's Poem
22) Blur - Think Tank
23) Sunn O))) - Monoliths & Dimensions
24) Radiohead - Kid A [½]
25) Flaming Lips - Yoshimi Battles the Pink Robots
26) The Futureheads - The Futureheads
27) Badly Drawn Boy - Hour of Bewildebeast
28) Animal Collective - Strawberry Jam
29) Hawksley Workman - Last Night We Were the Delicious Wolves
30) The Strokes - Is This It
31) Her Name Is Calla - The Heritage
32) (The Real) Tuesday Weld - I, Lucifer
33) Yeasayer - All Hour Cymbals
34) HEALTH - HEALTH
35) J Dilla - Donuts
36) El Guincho - Alegranza
37) Mercury Rev - All Is Dream
38) Laakso - I Miss You, I'm Pregnant
39) Franz Ferdinand - Franz Ferdinand
40) Land of Kush - Against the Day
41) Ed Harcourt - Here Be Monsters
42) Thunderbear - Thunderbear
43) Panda Bear - Person Pitch
44) Worriedaboutsatan - Arrivals
45) Hold Steady - Boys and Girls in America
46) Erykah Badu - New Amerykah pt 1: 4th World War
47) Clap Your Hands Say Yeah - Clap Your Hands Say Yeah
48) Ryan Adams - Heartbreaker
49) Kanye West - Graduation
50) LCD Soundsystem - LCD Soundsystem