Boho Dancer - Furry Skin (12)

I 

Ethvert band har stærke og svage sider. Helt banalt. Selv et band som Radiohead, som nogen ellers synes at mene kan gå på vandet, har sine begrænsninger. F.eks. ville de sikkert ikke lave særlig god hip-hop, hvorfor de da heller ikke prøver på dette. Det er helt banalt. De fleste bands prøver at finde ind til hvad de er gode til, og så tilpasse sig dette. Men der er en anden ting, som man skal huske, og det er at tilpasse sig efter sine dårlige sider. For danske bands gælder det som hovedregel, at de er ret dårlige til engelsk. Det er der intet fordækt i, det gælder for bands fra stort set alle ikke-engelsk-talende lande. Det kan man tilpasse sig på flere måder. Jeg har tidligere skrevet om hvordan The Notwist og Caetano Veloso lavede værker, hvor deres manglende greb om det engelske sprog blev en styrke. Boho Dancer er et dansk band, som forsøger at lave stor og indviklet art-pop på engelsk, og på grund af en fantastisk forsangerinde kommer deres tekster virkelig til at stå i forgrunden. På deres ep falder det en gang imellem igennem, og engang imellem udnytter de deres svagheder fornemt.



Lad os starte med en sang som jeg desværre ikke bryder mig ret meget om, og som desværre er bandets single. Me and Your God synes, som titlen antyder, at handle om religion. Jeg gætter mig til at titlen skal forstås sådan, at Ida Wenøe ikke synes at Gud er for hende, og jeg tror hun mener at Gud typisk er en mande-Gud. Det er dermed også en anti-patriarkalsk sang, tror jeg. Jeg skriver tror nogle gange, for rent ud sagt er teksten vag og utydelig. Jeg får hovedsagligt idéen om, at det er en feministisk sang fra tekstbidden: 'Sisters, sisters hear my mind / you know why I'm calling' Det lyder som noget søsterfællesskab, men ellers er det rent ud sagt intetsigende. Omkvædet går som følger: 'Me and your God / we have nothing in common / so I'm leaving him all to you / God only knows / He's the only one dying / so he's pulling his nose on his way down' Første halvdel er ret banal. Anden halvdel er noget vrøvl, baseret på en forkert udnyttelse af en engelsk vending. Når man siger God Only Knows – som f.eks. Beach Boys gør det – så kan man ikke sige mere, for så er det kun Gud som ved noget, og som derfor kan sige noget. At sige: 'Kun Gud ved at han er den eneste som er ved at dø', det er en selvmodsigelse, for fortælleren ved det jo også. Selvmodsigelser kan man selvfølgelig udnytte som kunstner, men det kræver en sproglig autoritet som bandet simpelthen ikke kan etablere når de bruger ordheld forkert og ikke kan sige andet end: 'you know why I'm calling'. Bandets politiske og religiøse pointe falder fuldstændig fra hinanden, for bandet har ikke sproglig autoritet nok til at få formidlet deres pointer med tilstrækkelig pondus.



Heldigvis er ikke alle bandets sange politiske. Den sidste sang på pladen hedder Good Vibrations – endnu en Beach Boys reference – og her er udtrykket et helt andet. Teksterne er lige uheldige, med de beskæmmende åbningslinjer: 'Good vibrations in your house / in your house / I'll be your haunted mouse' Udtryk bliver brugt forkert med den gengtagne linje: 'Do you dare, devil' et ordspil på Daredevil = vovehals. Problemet er bare at ordspillet betyder: 'Tør du, djævel' hvilket man vel godt kan sige men jeg tvivler på nogen engelsktalende ville, eller: 'Gør du vovehals!' Hvilket er noget vrøvl. Det er ikke rigtig et ordspil når den ene betydning er noget vrøvl... Men i den her sang fungerer det fuldstændig – eller i hvert fald næsten – perfekt, for sangen handler om at være hovedkulds forelsket. 'I try too hard but I'm only too slow' synger de på et tidspunkt. Det er ikke en sang der handler om at sætte verden på plads, det er en sang der handler om at verden er ude af kontrol. Boho Dancers svage tekster bliver pludselig en styrke, fordi de netop bliver brugt til at beskrive en situation, hvor sproget ikke slår til. De sidste to minutter af sangen er nærmest transcenderende, hvor bandet slår over i et c-stykke mens backingvokalerne harmoniserer på den hyggelige linje 'Laugh together when the storm is too loud' (læg mærke til at Grin og Stormvejr er to før-sproglige lyde) mens forsangerinden bliver mere og mere opstemt og insisterende, og ender med at indrømme: 'I'm, I'm... too loud'. Det er en forbløffende passage, en af de bedste passager jeg har hørt fra et dansk band i lange tider.

Boho Dancer kunne sagtens komme til at lave en yndlingsplade for mig, men det kræver at de bliver mere klar over deres svagheder. De har simpelthen ikke engelsk-kundskaberne til at sætte (min) verden på plads på en troværdig måde, men de har de musikalske evner til at gøre op for deres svage tekster. Arrangementerne er innovative og effektive, og forsangerinden er forbløffende ekspressiv. Det er en debut, som er mere end lovende.

 II 

Når jeg skriver om en plade kan jeg godt lide at researche hvad andre folk har skrevet. Især når jeg synes jeg går lidt til stålet, som f.eks. med at kalde et bands tekster for dårlige, så vil jeg gerne tjekke om andre enten bakker mig op eller kan give en forklaring på hvad der foregår, som jeg har overset. Men som det så ofte er med anmeldelser – både danske og internationale - så var der ikke en eneste som snakkede om, hvad sangene egentlig handlede om. Jeg fandt kun to henvisninger til tekster. I en glimrende og velskrevet anmeldelse på undertoner står der: Det er, som om dét at kunne synge efterhånden kun handler om teknik, og ikke om forholdet mellem tekst, melodi og sanger. Med programmer som X Factor som fyrtårn kommer selve musikken i baggrunden, og formen sejrer over indholdet. Det har han sådan set fuldstændig ret i, men det er måske lidt flotte ord, når ikke anmeldelsen selv siger noget som helst om tekst og melodi, om indhold, så at sige. I anmeldelsen fra diskant står der: Der et ønske om at fortælle og dramatisere og vise en verden frem i toner og melodier. Igen fuldstændig korrekt (og resten af anmeldelsen er lige så skarp og korrekt), men hvis bandet vil fortælle os noget, skylder vi, der skriver om dem, så ikke at forholde os til hvad det er de siger?

I det jeg læste om dem så jeg en hel masse beskrivelser af formen, men de fleste var lidt løse i det. Det mest konkrete jeg fandt var i gaffas anmeldelse, som sagde: En af de sværeste udfordringer for en sangskriver er at lave numre, der folder sig organisk ud. Så omkvæd følger vers med samme selvfølgelighed, som forår følger vinter. Boho Dancer er der ikke helt endnu [...] Man savner den melodiske tråd, der kunne holde sammen på idéerne. Det er en dejlig konkret indvending, og den er fuldt ud korrekt. Tænk på hvordan omkvædet pludselig sprang ind i Me and Your God 0:46, eller hvordan coda'en af Good Vibrations også syntes at opstå ud af ingenting. Boho Dancers sange er fragmentariske og omskiftelige... og det synes da næsten at være et bevidst formmæssigt valg. Det kan man så være glad for eller ej - smag og behag er jo forskellig - men det er måske ikke rigtig noget argument at organisk sangskrivning er sværere hvis nu ikke det er det, som bandet vil. Det er også svært at spille math-rock...

Men igen kommer det jo an på indholdet. I Me and Your God forsøger bandet at lave en politisk og religiøs sang, og så ville logisk sammenhæng være en stor hjælp. Her modarbejdes de af sangens fragmentariske og ulogiske karakter. Derfor bliver det et ekstra stort problem når teksten siger (igen): 'Me and your God / we have nothing in common / so I'm leaving him all to you / God only knows / He's the only one dying / so he's pulling his nose on his way down' Det er de to gange 'so' som er problematiske, for de indikerer en sammenhæng som ikke er der, dels fordi teksten er nonsens, dels fordi sangen heller ikke selv er sammenhængende. Form og indhold modarbejder hinanden. I Good Vibrations, til gengæld, passer det igen sammen. Når bandet 3:40 pludselig forlader vers/omkvæd og i stedet giver sig i kast med en klimaktisk koda, så illustrerer det fint den flyvsk forelskede. Form og indhold.

Jeg har ikke citeret anmeldelser for at hænge nogen ud, men for lettere at illustrere mine pointer. Med en plade som Furry Skin, hvor tekst og sang er så meget i forgrunden, kunne man så ikke formode at teksterne og deres indhold måske betød noget, og så snakke om dem? Der er jo naturligvis faldgruber: Bandet kan jo påstå at Me and Your God er en parodi på politiske sange, og pludselig er den ret skarpt skruet sammen.

Hele Furry Skin kan høres på bandets Soundcloud.For mere om bandet og information om hvordan man får en fysisk kopi af pladen - og den er bestemt pengene værd - se bandets hjemmeside.

Eels - Electro-Shock Blues (98)

De lister, som jeg har postet herinde, er nogle jeg i første omgang har skrevet til svingninger.dk. Jeg sidder ikke og laver lister for mig selv, helt så nørdet er jeg heller ikke. Men på de to første lister over mine absolutte favorit-albums jeg har lavet, så har den her plade været nummer et. Det er en plade jeg næsten aldrig hører, men alligevel har den altid stået for mig som min absolut yndlings plade. Jeg havde til gengæld ikke tænkt mig at skrive om den, for dens kvaliteter er samtidig ret indlysende for alle som hører den, så jeg havde ikke så meget at tilføje. Men så hørte jeg den igen nogle gange for nylig, og pludselig fik jeg et nyt syn på den. På en måde, så havde jeg ophøjet den til et ideal snarere end et værk i sig selv, men nu synes jeg pludselig at jeg kunne høre den for det den er. Den blev 'kun' nummer tre på den seneste liste jeg lavede, men egentlig tror jeg måske jeg sætter større pris på den nu. Den er ikke længere end fantasti-genstand, men en af mine yndlingsplader, som jeg hører ganske ofte for tiden. Det er en unik plade, både på grund af omstændighederne den blev skabt under, men også fordi Mr E har et ret unikt verdenssyn, der gennemstrømmer alle elementer på den her plade. Så jeg tænkte jeg ville prøve at skrive lidt om den, det kommer sikkert til at være mere navlepilleri end kvalificeret kritik. Onde tunger vil hævde, at det er helt i pladens ånd.

Jeg var 13 år, da jeg begyndte at høre Eels. De var mit første yndlingsband, det første rockmusik jeg hørte, som jeg ikke havde fundet via mine forældre (de første plader jeg kan huske at have hørt er Abbey Road med Beatles, Graceland med Paul Simon og An Innocent Man med Billy Joel). Jeg sang i Københavns Drengekor som knægt, så det meste musik jeg beskæftigede mig med var klassisk, som også begge mine forældre arbejdede med. Men det var Eels vi kom fra. Beautiful Freak var den første plade jeg købte til mig selv. Electro-Shock Blues og Daisies of the Galaxy var nummer to og tre. Det var for penge jeg havde fået i 14-års fødselsdagsgave, i December 2000. De første dage hørte jeg kun Daisies på repeat, jeg havde ikke lyst til at høre Electro-Shock, for jeg havde hørt at den ville være deprimerende. For dem som ikke ved det, så blev pladen til i perioden efter at Mr E's søster havde begået selvmord, og hans mor var død af kræft. Pladen handler nærmest udelukkende om de her emner, og kan til tider blive umanerlig mørk. Men til jul, så begyndte den at fænge. Pludselig blev jeg i stand til at høre pladen gennem mørket, i stedet for mørke og død begyndte jeg at høre den galgenhumor E bruger til at tackle perioden med, den nostalgiske længsel mod uskyldigere tider som han ofte falder tilbage i, og den skabende livsglæde han til sidst lægger sig fast på. Det begyndte at blive en plade, som jeg paradoksalt nok blev i nogenlunde godt humør af at høre. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg må have hørt den i den første del af mine teenageår, men det må dælme have været mange. Og så holdt jeg op. Som sagt, så blev den nærmere et ideal end noget jeg havde et løbende forhold til. Hver gang jeg fik en ny plade i hånden, så håbede jeg, at den ville være lige så god som ESB. Men det var de ikke. Efterhånden blev det endnu mere abstrakt, og det blev en plade jeg tænkte over, når jeg skulle komme på hvilke kvaliteter jeg satte mest pris på ved den sære kunstform et rock-album er. Afvekslende sange, milde eksperimenter, mørke og lys sat sammen, og en klar udvikling pladen igennem, gerne med en overraskende forløsning til sidst. Det er ting, som utroligt mange af mine yndlingsplader har, og jeg tror min glæde ved de ting er grundlagt her.

Det er utroligt så meget der kan proppes ind i 3:40, og at det forbliver så iørefaldende. Jeg forstår ikke, at det ikke er almen viden, at det her er en af 90'ernes bedste sange.

Grunden til, at jeg har skrevet så meget om mig selv er nu også, at den her plade har en helt specielt stemning, som jeg tror jeg var fintunet til at sætte pris på til at starte med. Det er en plade, som stiller sig flot op i den glorværdige genre af teenage-klynke plader, en genre der også tæller så forskellige plader som Unknown Pleasures med Joy Division, Disintegration med The Cure, eller f.eks. In the Aeroplane Over the Sea med Neutral Milk Hotel. Men alligevel, jeg vil til enhver tid foretrækker Mr E's misantropi, frem for de her andre. Det er svært at definere det præcist, så jeg vil prøve at skitsere de ting, som E ikke er. Min bedste ven havde The Cure som yndlings-misantropi, så jeg blev tvangsindlagt til at høre Disentegration og Bloodflowers og den slags ad libitum, og i forhold dertil er Electro-Shock Blues meget meget lille. Den er aldrig episk. Selvom det er nogle dybe og voldsomme følelser, som E behandler (dybere og voldsommere end den teenage-tristesse som de fleste af den her type plader beskriver) så er der aldrig den følelse af, at det hele er uoverstigeligt voldsomt, som der er hos f.eks. The Cure. Der er intet sublimt på pladen. Og selvom pladen omhandler depression, så er E aldrig depressiv. Han er aldrig på randen af det fornuftige, som Ian Curtis og Jeph Mangun kan være. Snarere er han sarkastisk og bedrevidende. Hvor Jeph Mangum henviste til den virkelige verden ved at skrive desperat om Anne Frank, så laver E kendte kvinder om til ordspil: 'Courtney needs Love' 'Springfield's looking pretty Dusty today' Hvor Arcade Fires Funeral, endnu en plade der handler om opvækst og dødsfald i familien, ender med at Regine Butler skråler: 'I've been le-e-a-a-arning to dri-i-ive / My whole li-i-ife' så konkludere E det samme kort og kontant: 'And maybe it's time to live' Der er ingen metaforer, der er ingen emo-skrål, det er historier og sarkasme og spidse bemærkninger.

Jeg vil ikke forsøge at beskrive pladen, men lige hive fat i to aspekter af den: Først, hvor barnlig den egentlig er. E har altid hevet tilbage mod barndommen, på hans første soloplade er der f.eks. et kort nummer for Toy Piano, og hans plade covers ligner ofte børnetegninger (dette fik i 2000 Dick Cheney til at påpege at det var utilstedeligt at Daisies of the Galaxy havde et cover fra en børnebog, mens dens sange havde titler som 'It's a Motherfucker. Jeg genkøbte Electro Shock-Blues for et par år siden, og en gammel dame ved den anden kasse spurgte om det evt var noget musik for hendes lille barnebarn...) På den her plade er der også ganske 'barnlige' lyde fra xylofoner, music-box etc, en sang som The Medication's Wearing Off lyder til at starte med fuldstændig som vugge-viser. Samtidig vender flere af sangene tilbage mod barndommen, før det hele blev så vanskeligt, ja Baby Genius vender tilbage til E's far, som var kvantefysiker, og dengang han var spæd. Sange som My Descent Into Madness, 3 Speed og Climbing to the Moon vender hele tiden tilbage til tiden før Elizabeth tog livet af sig selv. Da jeg var yngre prøvede jeg at tænke den her plade som et fremadskridende narrativ, jeg ville have den til at være et konceptalbum i stil med The Wall, men Eels har forstået, at Rock-Albummet ikke er et narrativt medie i traditionel forstand. De enkelte sange på albummet springer hele tiden rundt i tid, og ud og ind af E selv, så det er ikke en traditionel lineær fortælling. Men der er et narrativ, det er bare lidt mere kompliceret. Elizabeth dør i sang nummer 1 og bliver begravet i nummer 2, og derefter går det meste af pladen med at E forsøger at abstrahere for hans virkelighed, men gang på gang bliver hevet tilbage. Til sidst, i Dead of Winter, sang nummer 14, bliver han endegyldigt hevet tilbage af morens død, og efter at hans Medicinering Holder Op Med At Virke (15) sætter han sig ned og beslutter sig til at leve (16). Et album er både et hele, men hver sang har også mulighed for at stå for sig selv. Det er netop den splittelse Eels udnytter, mange af sangene forsøger at skabe bedre verdener, at komme væk fra den virkelige fortælling, men virkeligheden hiver dem hele tiden tilbage.



Det andet element er mere musikalsk, det er hvor inspireret af hip-hop det hele er. Blandt albummets producere finder vi Prince Paul (De La Soul) Michael Simpson (Beastie Boys & Beck) og Dan Nakamura (Gorillaz) E rapper heldigvis aldrig, men ganske mange af sangene er sample-baserede. Det hjælper naturligvis også, at Butch' trommer er faste og stabile som i en hip-hop produktion. Men tag en sang som titelnummeret, det er jo ikke andet end et klaversample som ændres lidt i omkvædet. Eller hvordan små samples lægges ind i omkvædene i Going to Your Funeral eller orkester-samplet i My Descent Into Madness, og naturligvis det bagvendte sample i Efil's God (fra en tidligere Eels-b-side: Dog's Life). Omkvædet i Last Stop: This Town udgøres også af to stemmer, der nærmest optræder som to samples, som til sidst får E til at synge med dem. Den samme idé bruges på Medication is Wearing Off, hvor E til sidst synger samme melodi som en guitar har gentaget gentagne gange. E må forholde sig til sit akkompagnement i sangene, ligesom han i sidste ende må forholde sig til hans omgivelser i den virkelige verden. Der er en afslappet ekletisme på pladen, som putter Eels sammen med bands som Cornershop og Beta Band, som også lavede relativt eksperimenterende kompositioner, men uden at gøre fantastisk meget ud af det. Eels gør ikke noget specielt ud af, at komponere med samples, det er en helt naturlig ting for dem, og ikke noget som behøver en tekstlig tematik i sig selv, som det f.eks. gør hos Beck. E havde noget han ville skrive musik om, noget som var vigtigere end musikken selv, og musikken blev komponeret for bedst muligt kunne understøtte dette emne. Rent faktisk medførte dette en ganske stor portion innovation, men det var ikke pladens hensigt, og det er måske derfor det ikke har fået den opmærksomhed det fortjener?



Hvis jeg har et kunstideal for rock-musik, så er det netop, at god innovation ikke kommer når folk vil være innovative. Det er når folk har noget på hjerte, som de føler ikke kan behandles med de gængse virkemidler, at den gode innovation kommer frem. Der er nok en god chance for, at jeg har dette kunst-ideal fra denne plade. Den talte virkelig til mig da den kom frem, jeg elskede dens sarkastiske, bedrevidende tone, dens melodier, dens overflod af detaljer, og måden den fortalte en eller anden form for fortælling, på en måde, som en bog ikke havde kunnet. Det er over ti år jeg har brugt med den her plade, og når jeg nu genhører den igen-igen for at skrive det her indlæg færdigt, så holder den stadigvæk hundrede. Den er innovativ og idiosynkratisk, og dens idiosynkrasier passer nærmest perfekt til mine egne. Jeg har hørt den her plade siden julen 2000, og den vil nok blive ved med at være en favorit mange mange år frem.

Disco Inferno - The 5 EPs (92-94 ; 2011)

Det er jo nærmest umuligt at vælge verdens bedste album, for hvordan prioritere én slags kvaliteter over en anden? Det plejede at være ret nemt for mig, for jeg plejede at putte det første album jeg virkelig faldt for som album som nummer et. Det var Electro-Shock Blues med Eels, og jeg forbløffes til stadighed i dag over hvor genialt skruet sammen det album er, hvor meget fokus der er blevet lagt på ting som rækkefølgen af sangene. Electro-Shock Blues stod for mig som det bedste album-album, og for at den skulle væk fra min førsteplads, så måtte jeg finde et album som fungerede fundamentalt anderledes end Eels' narrative statement. Og som naturligvis var propfyldt med fantastisk musik. Et sådant album er dette her.

Som titlen antyder har vi at gøre med en samling af fem ep'er, som det engelske band Disco Inferno udgav fra oktober 92 til september 94, men vi skulle vente helt til sidste år, før de endelig blev samlet samme sted (og denne opsamling har medført et fornyet fokus på bandet, hvilket vel har kulmineret i den her artikel fra pitchfork, som minutiøst gennemgår hver sang på albummet. Informativt, og af den grund fokuserer jeg mere på den samlede cd end på enkelte numre her) Oprindeligt var Disco Inferno mest af alt et retro-postpunk band, men med de her ep'er forsøgte bandet at finde en ny lyd, inspireret af shoegaze, hiphop og house. Bandet købte samplere og koblede dem til guitar og trommer, så de kunne spille med alle de lyde de kunne finde, og begyndte at basere deres sange rundt om lydbilleder snarere end melodier og rytmer. De var den oprindelige form for 'Cyborg Post Rock', og navnet på den her blog hentyder i høj grad til dem. Bandet var eksperimenterende, forstået i ordets egentlige betydning som at de prøvede sig frem, og selvom det lykkedes dem at lave store mængder nyskabende musik, så forblev det måske også ofte ved det søgende. Netop derfor passer den her ep-opsamling perfekt til bandet, bedre end deres to albums, DI Go Pop og Technicolour, som dog bestemt også er anbefalede. The 5 Eps forløber rodet og planløst, men det forstærker bare fornemmelsen af at være på fremmed grund, i færd med at aflure et nyt sprog. Man kan f.eks. kontrastere med Battles – Mirrored. Det er også en plade, hvor et band forsøgte at lave et nyt lydbillede (og at dette lydbillede kunne virke lidt som Disco Inferno blev påpeget da den udkom), men albummet er på den anden side bygget ganske konventionelt op. Først en intro, så et hit, så et par andre rigtig gode sange, og så lidt en blandet landhandel på albummets anden halvdel, indtil vi til sidst rammer en outro. Det er ukonventionel musik, men i en ganske konventionel indpakning. The 5 Eps er derimod – ganske utilsigtet – ukonventionel over det hele, i tekst, lyd, konstruktion.



Den første ep er egentlig mere en dobbelt a-side single. Summer's Last Sound / Love Stepping Out er to mellemlange sange, der set hver for sig er forbløffende og fantastiske, og som også kontrasterer hinanden godt, men som også åbner albummet med 11 minutters melankoli i mellemtempo. Summer's Last Sound er en skitse over England 92, der skifter fra det politiske (the price of bread went up five pence today / and an immigrant was kicked to death again) til det personligt paranoide (and I'm scared of my life / my first time in it). Love Stepping Out er derimod en form for kærlighedssang, men ikke en særlig sød en af slagsen. Akkompagnementet er bedårende guitarloops, der lyder lidt som harpespil, men teksten består af fantasier om vold (any fool would know / that smashing peoples hearts / can be so much more fun / than breaking peoples bones) og ubehagelige bemærkninger til den udkårne (there's not much that I own but I'd like to think that I own you / Have I ever told you / I only see my face / when I look into you're eyes?). Til sidst resignerer fortælleren med ordene: 'Who's to argue? / It's such a lovely night...' og de bedårende harpelyde får det sidste ord, uden at de dog formår at skylle de tidligere ubehageligheder væk. Et normalt album ville måske have placeret de her to sange som de sidste sange på a-siden, der ville de have gjort sig ret godt. Som intro sparker de derimod én ud på åbent vand, og efterlader en med en klump i maven.


Love Stepping Out

Hvis man ledte efter en album-åbner kunne man derimod sagtens have valgt den næste sang. Den anden ep hedder A Rock to Cling To, og den består af en 3 minutters popsang og et 9 minutters langt instrumentalnummer. A Rock to Cling To er kort og energisk, nærmest en smule catchy, og den fanger bestemt opmærksomheden. Her er den dog klemt ret meget inde mellem de to sange på førnævnte ep, og så dens b-side, From the Devil to the Deep Blue Sky. Det er et fascinerende stykke musik, en omskiftelig sample-komposition. Teksten i A Rock to Cling To handler vist om at være på åbent hav og lede efter et fast holdepunkt, og jeg forestiller mig at b-siden (for det lyder virkelig som en b-side) så er en sonisk beskrivelse af det omskiftelige hav. Men det er også ret meget en b-side, jeg tror ikke det ville være kommet med hvis bandet havde forsøgt at skabe et sammenhængende album ud af deres materiale, og det stopper ethvert flow som singlen netop havde skabt, til fordel for et langt og meditativt mellemspil...


The Long Dance

… hvilket dog gør at den efterfølgende sang virker så meget bedre. Titelsangen på den tredje ep, The Last Dance, er nok den bedste indie-rock-sang Disco Inferno nogensinde skrev. Det er bare en god sang, mest af alt typisk guitar bas og trommer, selvom både bas og rytmik lyder samplet og loopet, og så er der enkelte breaks hvor samplede stemmer fra børn og sopraner skaber lidt variation. Tekstmæssigt er vi ovre i noget med, at det er den sidste dans før det bliver umuligt at danse mere, og at fremtiden er truende og usikker, hvilket måske nok er lidt depressivt til single-hitlisterne, men det er en skøn sang, og nok den jeg ville bruge til at introducere bandet. Den efterfølgende sang, DI Go Pop, er derimod noget af det mest larmende og kontrære bandet nogensinde stykkede sammen, på trods af navnet. Det er åbenbart et sample af My Bloody Valentine, mest af alt er det et fascinerende noise-punk nummer, hvor lydene er kompresseret så meget, at der ikke længere er spor af traditionelle rockinstrumenter tilbage. Og derefter kommer der så endnu en mærkværdighed. The Long Dance er en alternativ version af Last Dance, den er mest af alt lidt længere. Det er vel helt normalt med to versioner af samme sang, på album som på ep, men på et album ville man nok normalt gemme den alternative version væk som bonusnummer, man ville ikke have to udgaver af samme sang lige midt på albummet, kun adskilt af et par minutters larm. Selv synes jeg dog sangen er god nok til at jeg gider og høre den kort efter hinanden. Ep'en afsluttes af Scattered Showers, der endnu engang sætter albummet helt ned i tempo og humør.

Den fjerde ep, Second Language er nok det bedste sammenhængende statementet bandet nogensinde formåede at stykke sammen. Det anses af mange for at være bandets højdepunkt overhovedet. Det kunne have været en perfekt album-side, men her ligger det som en ø midt i kaos - eller som en sten at klamre sig til, hvis jeg må gentage denne metafor nok en gang. DI Go Pop (albummet) udkom imellem The Last Dance og Second Language, og den her ep kan godt lidt føles som om de hviler på laurbærrene. Som om de stopper op et øjeblik, og forsøger at genbruge de ting de har lært i udformningen af nye numre. Intet er så kynisk som Love Stepping Out, så abstrakt som From the Devil to the Deep Blue Sky, eller så kontrært som DI Go Pop (sangen). Alle fire sange har ringlende guitarer, atmosfæriske samples der langt bedre inkorporeres i sangene, og måske er teksterne også en smule mere positive. Det er virkelig rart og roligt efter at albummet har været så omskifteligt og kaotisk, men omvendt så accentuerer det også bare hvor lidt konstrueret resten af albummet forløber.



Hvilket bliver fuldstændig åbenlyst så snart den sidste ep starter. It's a Kid's World er den eneste ep, hvor titelnummeret blev inkluderet på et album, det kommende Technicolour, og det giver et enormt stilskifte lige på falderebet. Titelsangen stjæler trommerne fra Iggy Pop's Lust For Life, og baserer sig derudover på musik fra diverse børnesange. Det er en sær men medrivende sang, som på Technicolour er placeret lige over halvvejs, som om den skulle starte side b, hvilket er en del mere logisk end dets placering her. A Night on the Tiles starter med et sampe af Edith Piaf, og lyder derudover som en druktur der kører af sporet, og Lost In Fog lyder også ganske logisk som at blive væk i tåge. Det er en kaotisk ep, og det er en meget mere kaotisk album-lukker. Det er nok engang et første skridt, men den her gang gik Disco Inferno i opløsning før de fuldførte bevægelsen. Technicolour udkom efter de var gået hvert til sidst, en ep med radio-optagelser udkom senere, men derudover har man ikke rigtig hørt mere til dem.

Disco Inferno passede aldrig rigtig ind nogen steder. Havde de udgivet de her ep'er mens shoegazen var på sit højeste havde de måske fået mere opmærksomhed, men som det var, så udkom den her musik mens den britiske presse vendte opmærksomheden bagud, mod retro-orienterede bands som Oasis og Blur, der udover at arbejde med mere trygge lydbilleder også havde rarere tekster og var mere fotogene. Når man læser om Disco Inferno kan man ofte spore en bitterhed hos skribenterne over, at pressen vendte sig væk fra den tradition, som Disco Inferno skrev sig ind i, men man kommer ikke udenom, at bandets musik også i høj grad vendte sig væk fra samfundet. Det er misantropisk musik. Det er ikke avant-garde, dertil er der for meget pop over det, men det er søgende og mærkværdigt. Det kunne heller ikke fungerer som den nye punk, musik som taler til the kids, mens de ældre ryster på hovedet og spørger om det overhovedet er musik. Dertil var Ian Crause, forsanger og sangskriver, kontrær på en altfor ufashionabel måde. Han snerrede af samfundet, men udleverede også hans egne dårlige sider, og fremstod ofte ganske patetisk. Han blev også sur på de andre bandmedlemmer, hvilket medvirkede til at de kun udgav musik i en ret kort måde.

Disco Inferno ville tage et stort skridt frem mod et nyt musiksprog, men der var ikke rigtig nogen som fulgte efter, og så gik de lidt frem og tilbage, hoppede lidt på stedet, og forsøgte sig med et nyt spring, som de aldrig fik færdiggjort. De var ikke 'fremsynede', for de så jo forkert. De blev aldrig vigtige. De passer lige så dårligt ind i historien som de gjorde i deres samtid. Normalt, når rockmusik finder en ny lyd, er den overvældende og medrivende. Punk, rave, shoegaze, det vælter folk omkuld inden det når at skræmme dem væk. Disco Inferno forsøgte at skabe kontemplativ skønhed, men var for sære og grimme til at det lykkedes. Teksterne hos ny-lydende bands handler som oftest om de tre medrivende tabuer: Sex, Vold og Stoffer. Disco Inferno skrev sange om brødprisernes himmelflugt og problemet ved at være ateist. Det er sær og utilpas musik, som ikke går op, og lige netop derfor bliver essensen af bandet langt bedre fanget af den her opsamling, end af nogen af deres 'reelle' albums. Hvor Electro-Shock Blues gør det samme som tonsvis af andre albums, men efter min mening gør det bedre end stort set alle andre, så kan jeg komme på meget få albums der fungerer som det her. Tekst og musik passer perfekt til den bizarre konstruktion, og skaber et værk, som jeg helt reelt mener er et umanerlig godt bud på det bedste album nogensinde.

All Time Top 100

1) Disco Inferno - The 5 EPs
2) The Notwist - Neon Golden
3) Eels - Electro-Shock Blues
4) Azeda Booth - In Flesh Tones
5) Neu! - Neu!
6) Miles Davis - In a Silent Way
7) Animal Collective - Here Comes the Indian [o]
8) Talk Talk - Laughing Stock
9) Caetano Veloso - Joía
10) The Olivia Tremor Control - Music From the Unrealized Film Script, Dusk at Cubist Castle
11) Slowdive - Pygmalion
12) Boredoms - Vision Creation Newsun
13) Paavoharju - Laulu Laakson Kukista
14) Wilco - Yankee Hotel Foxtrot
15) Disco Inferno - D.I. Go Pop
16) Glenn Branca - Ascension
17) Gilberto Gil - Gilberto Gil (Frevo Rasgado)
18) Liars - Drum's Not Dead
19) Funkadelic - Maggot Brain
20) A.R. Kane - ”I”
21) Brian Eno - Ambient 1 : Music for Airports
22) Tortoise - Milions Now Living Will Never Die
23) Mount Eerie - Wind's Poem
24) Can - Future Days
25) V/A - Tropicália: Ou Panis et Circenses
26) Public Enemy - Fear of a Black Planet
27) Deathspell Omega - Fas - - Ite, Maledicti, In Ignem Aeternum
28) The-Dream - Love vs Money [½]
29) Black Dice - Beaches and Canyons
30) Magnetic Fields - 69 Love Songs
31) My Bloody Valentine - Loveless
32) Arvo Pärt - Tabula Rasa
33) Modest Mouse - The Moon & Antarctica
34) Seefeel - Quique
35) Television - Marquee Moon
36) Miles Davis - On the Corner
37) Battles - Mirrored
38) Bark Psychosis - HEX
39) Dirty Projectors - Bitte Orca
40) The Zombies - Odessey and Oracle
41) Caetano Veloso - Caetano Veloso (A Little More Blue)
42) Beta Band - The Three Eps
43) Nas - Illmatic
44) Neutral Milk Hotel - In the Aeroplane Over the Sea
45) Kliché - Supertanker
46) Paul Simon - Graceland
47) Sunn O))) - Monoliths & Dimensions
48) John Coltrane - Meditations
49) Talk Talk - Spirit of Eden
50) Destroyer - Kaputt
51) Sly & the Family Stone - There's a Riot Goin' On
52) Talking Heads - Remain in Light
53) TV on the Radio - Dear Science
54) The Velvet Underground - The Velvet Underground & Nico
55) Godspeed You Black Emperor! - Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven
56) Gnaw Their Tongues - L'Arrivée de la Terne Morte Triomphante
57) Herbie Hancock - Sextant
58) The Beach Boys - Pet Sounds
59) Wu-Tang Clan - Enter the Wu-Tang (36 Chambers)
60) John Cale - Paris 1919
61) J Dilla - Donuts
62) Slow Six - Tomorrow Becomes You
63) John Coltrane - Giant Steps
64) Kate Bush - Hounds of Love
65) Liturgy - Aesthetica
66) Parts & Labor - Receivers
67) Main - Dry Stone Feed
68) Os Mutantes - Os Mutantes
69) Arcade Fire - Funeral
70) The dB's - Stands for Decibels
71) Manuel Göttsching - E2-E4
72) Cornershop - When I Was Born for the 7th Time
73) The Mae Shi - HLLLYH
74) Badly Drawn Boy - The Hour of Bewilderbeast
75) Vampire Weekend - Contra [2]
76) Steve Reich - Music for 18 Musicians
77) Do Make Say Think - Country Hymn Winter Hymn Secret Hymn
78) Boredoms - Super Roots 7
79) Lantlôs - .neon
80) Clinic - Internal Wrangler
81) The Wrens - The Meadowlands [½]
82) Joao Gilberto - Chega de Saudade
83) Yellow Swans - Going Places
84) Pram - The Stars are So Big the Earth is so Small... Stay as You Are
85) Eric Dolphy - Out to Lunch
86) Animal Collective - Strawberry Jam
87) Nico - Desert Shore
88) Mercury Rev - See You on the Other Side
89) The Futureheads - The Futureheads
90) Eels - Daisies of the Galaxy
91) Braids - Native Speaker
92) The Clash - London Calling
93) Radiohead - Kid A
94) The Orb - The Orb's Adventures Beyond the Ultraworld
95) Chico Buarque - Construçao
96) The Congos - Heart of the Congos
97) Funkadelic - Free Your Mind... and Your Ass Will Follow
98) Insides - Euphoria
99) Cornershop - Woman's Gotta Have It
100) Kanye West -My Beautiful Dark Twisted Fantasy

Spotify-lister:
1-20

Bon Iver - Bon Iver, Bon Iver (11)

Da jeg lavede liste over bedste plader fra 2011 så kaldte jeg den her for 'Dårligste / Mest overvurderede / Mest misforståede plade' Jeg skal ikke helt kunne sige hvilken betegnelse der er den rigtigste. Jeg kan virkelig ikke lide den, men omvendt er den jo harmløs, og jeg er sikkert bare sur fordi den er blevet hyldet for meget og beskrevet forkert. Og så fordi Bon Iver irriterer mig. Han påstod at pladen hedder Bon Iver, Bon Iver fordi det er 'half self-titled, half weird thing', hvor jeg måske mere synes det virker halvt egocentreret, halvt mere egocentreret. Og han dissede grammyerne, men klappede så fuldstændig i da han selv blev nomineret, mens han for øvrigt også tjente penge på at lave reklamer for whisky. Men mest af alt så irriterer den her plade mig, fordi den virker på mig som en virkelig dårlig udgave af en form for plade, som jeg ellers elsker. Det er en stille og rolig art-pop plade, hvor fokus er lagt mindre på melodi og tekst og mere på lyde og arrangementer og produktion. Sådan lidt folk, lidt postrock. Det synes jeg egentlig også var hvad anmeldelserne pegede på. Men den fejler virkelig fuldstændig på de præmisser.

Det er jo en æble/pære-sammenligning, men prøv alligevel lige at hør den her sang. Det er O Leaozinho med Caetano Veloso, og det er et af mine yndlingsarrangementer. Der er kun et enkelt fløjt, men det fløjt er simpelthen den mest perfekte lyd til den her sang, det er placeret præcis hvor det skulle være i lydbilledet, og ved at blive gentaget opnår det en utroligt mærkværdig effekt. Den her plade er nærmest det modsatte af den sang, der er tonsvis af instrumenter og lyde lagt på, men ikke en eneste gang formår de at ramme et lydbillede som er så skævt men indlysende rigtigt som i den her sang. Det veksler mellem det fine og udmærkede (åbneren Perth lyder f.eks. rigtig fint) til det deciderede pinlige. Prøv at høre Minnesota, WI. Den starter udmærket, men i anden halvdel, fra 1:45 introduceres det ene mere overflødige element efter det andet, klodset og urytmisk og uden mening. Det var mens jeg hørte den her sang, at jeg begyndte virkelig ikke at bryde mig om det her album. Eller lyt til de elendige guitarsoli som starter i Calgary efter 1:05. Dårligt og så gør de hverken fra eller til.

Og det er egentlig grundproblemet med selv de bedste arrangementer på pladen: De gør hverken fra eller til. Lydbilledet er konstant domineret af tre-fire gange Vernon-falset og så en akustisk guitar og lidt trommer, så der er aldrig brug for, eller bare plads til, at de andre elementer kan folde sig ud. Det er bizart, når numrene nu er opkaldt efter både virkelige og imaginære lokaliteter, og når pladecoveret er en lagdelt landskabscollage, at der er så lidt rum i lyden på den her plade. Men de dominerende elementer (og det vil sige først og fremmest Vernons stemmer) bliver aldrig udfordret, og derfor ender resten af lydbilledet med at blive lidt ligegyldige ornamenteringer. Du kan sætte dig ned med en guitar og spille de her sange, og de vil være nogenlunde lige så gode, og det er der sikkert en hel masse singer/songwriter fans som er glade for, men det er altså ikke rigtig meningen med et art-rock album. Det her album er ikke lyden af et landskab eller en by. Det er altid bare lyden af en mand. Men det siger titlen jo så også...

Og måske skulle man ikke være overrasket. Bon Iver hjalp jo med på Kanye West's plade My Beautiful Dark Twisted Fantasy fra sidste år, og den var jo endnu mere overlæsset end den her er. Men på den plade gav det overlæssede jo mening, fordi det spillede lige op med Kanye Wests megalomane ytringer, der var en spændning mellem form og indhold. Jeg kan virkelig ikke finde nogen som helst grund til, at der skal være læsset så meget på de her ganske ordinære folksange, men jeg må nok også indrømme, at jeg ikke fatter en hak af teksterne, så der er da sikkert plads til forklaringer. Men så er det jo heller ikke værre. Når nu jeg har villet skrive den her sviner, så har jeg jo lyttet til pladen nogle gange, og så vænner man sig jo til den. Og måske minder den her plade mig mest af alt om tidlig TV on the Radio. De gik på samme måde mest af alt op i at lave interessante soundscapes, og så vidste de ikke rigtig hvad de ville sige med det, eller overhovedet hvordan man kunne sige ting med soundscapes. Men TVotR lærte det jo støt og roligt og leverede mesterværket Dear Science. Måske så kommer Bon Iver også efter det, og så laver han pludselig et mesterværk. Det ville da være glimrende. Hvis han lærer ikke altid at ville være i centrum, og så måske også får et eller andet på hjerte, så kunne det sagtens blive helt godt.

Beyoncé - Countdown

I sidste ende var det knipsne som fik mig. I mellemstykket fra 2:20 synger B uh-uh-uh-uh, som hun jo så ofte gør, og samtidig knipses der på 4. Uh-uh-uh-knips, uh-uh-uh-knips. Men når stykket går tilbage til det vers-agtige, så knipses der pludselig på 2 igen. Det er simpelthen verdens mest overflødige detalje. Jeg gad virkelig godt have været i studiet hvor produceren opdagede dette: "Hm, den mangler lige det sidste... Hvis nu vi knipser på 4 her, og så på 2 derefter, så er den vist helt perfekt!" Men Countdown er sådan hele vejen igennem, det er grundlæggende en god sang, men derudover er produktionen så fantastisk detaljeret, at det kvarte kunne være nok.

Jeg havde Beyoncés plade 4 på min liste, selvom den egentlig ikke er voldsomt god som plade. Nej, værre end det, det er nærmest en anti-plade. Det er ikke et værk i sig selv, det er grundbestanddelen i den fjerde fase af Beyoncé's karriere. Det mest frustrerende, for en Album-freak som mig, er, at nogle af de bedste numre er puttet på en bonusdisk, vel for også at kunne sælge albummet lidt dyrere til luksusfans. Folk snakker om hvornår albummet dør, men for pop-kunstnere som Beyoncé, så er det sgu allerede dødt. Og det er vel sådan set ok. Beyoncé laver fantastisk musik, men ikke særligt gode Albums. GYBE lavede også fantastisk musik, men ikke særligt gode sange. So what. Folk fokuserer forskelligt. At sangene i så udpræget grad skal stå alene betyder jo så at sange som den her bliver puslet om indtil de er færdige. Og så åbenbart i ganske lang tid derefter.


Det er en fin sang, lavet sammen med The-Dream, men jeg synes virkelig ikke den fungerer som album-åbner...

Umiddelbart kan sangen jo virke som noget rod, men der er jo alligevel mening med galskaben. Som Pitchfork skrev: "The tempo shifts are like a smitten lover trying to calm herself down only to start babbling about how awesome everything is all over again a moment later." Og så er der førnævnte uh-uh sted, hvor B løber tør for ord til at forklare hvad hun føler. Eller omkvædet, hvor først blæsere og så strygere mere og mere overvælder hende, mens hun er 'Still falling', som hun siger, en effekt der for øvrigt forøges hvert omkvæd, hvor flere og flere Beyoncé'er synger med. Eller at hun i uh-uh stedet gentager det boy-y-y-y som også indleder sangen. Det er til grin hvor meget der er blevet arbejdet på den her sang, men det ville jo alt sammen være ligegyldigt, hvis ikke den var så fuldstændig fjollet medrivende, som den nu engang er.



At Beyoncé skulle ende med at udgive et af årets mest vellykkede numre kommer vel ikke som en overraskelse for særlig mange. Det plejer hun jo gerne at gøre. Men Countdown er en af årets mest ambitiøse kompositioner. Den skifter mellem sekvenser så hurtigt at selv Girl Talk ville synes det måske nok er lidt hyper, og den får proppet helt absurd mange virkemidler ned på 3:40. Pop-musik er måske ikke så innovativ som den var for ti år siden, men ganske ofte så popper der stadigvæk forbløffende fantastiske sange op, hvor man bare taber kæben, og må sætte sig ned og trykke repeat. Og så kan man danse til den, selvom man nok skal vide hvor den skifter tempo i forvejen.

2011 Top 20

Der er jo tradition for, at man laver lister ved årets afslutning, men som oftest så finder man jo først ud af hvad der var de gode plader i lang tid derefter. I slutningen af sidste år, så fandt jeg pludselig ud af, at både Black Metal og R'n'B egentlig var vildt vitalt for tiden, og det bar sidste års liste præg af, og det gør det her års også. Det betød så også, at jeg brugte januar på at opdage vilde plader fra slutningen af 2010, som jeg havde overvejet at putte på den her liste, men som jeg nu bare lige ville nævne. Det var meget tæt på, at den her liste ville blive domineret af Deathspell Omega - Paracletus, Gnaw Their Tongues - L'Arrivee de la Terne Mort Triomphante, Lantlôs - Agape, og inden for R'n'B: jj - Kills. Dem ville jeg bare lige nævne. Dem nedenunder var de bedste plader fra 2011, som jeg nåede at opdage i 2011. Et [½] henviser til et indlæg, hvor albummet bliver diskuteret i forbifarten. Et [o] er en henvisning til et indlæg om en anden plade af samme kunstner. Der vil komme indlæg om så mange af dem, som jeg nu lige gider, men jeg satser på at forklare mig om årets skuffelse, så lade være med at blive sur over det indtil da.

1. Destroyer – Kaputt
2. Liturgy – Aesthetica
3. Braids – Native Speaker
4. Tune-Yards – Who Kill
5. Shabazz Palaces – Black Up
6. Lantlôs – Agape [o]
7. Colin Stetson – New History Warfare vol 2: Judges
8. John Maus – We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves
9. Oneohtrix Point Never – Replica
10. Omega Massif – Karpathia
11. Amon Tobin – ISAM
12. Cut Copy – Zonoscope
13. 13 & God – Own Your Ghost [o]
14. Balam Acab – Wander / Wonder
15. Deafheaven – Roads to Judah
16. Nicolas Jaar – Space is Only Noise
17. Nguzunguzu – The Perfect Lullaby
18. TV on the Radio – Nine Types of Light [o]
19. *Shels – Plains of the Purple Buffalo
20. Beyoncé – 4 [½]

Bedste Genudgivelse:
Disco Inferno – The 5 Eps [o]

Bedste numre:
1. Gotye – Somebody That I Used to Know
2. Beyoncé – Countdown
3. Liturgy – Generation

Dårligste / Mest overvurderede / Mest misforståede plade:
Bon Iver – Bon Iver, Bon Iver

Spotify-liste:
FBove Top 20 2011