Det er jo nærmest umuligt at vælge verdens bedste album, for hvordan prioritere én slags kvaliteter over en anden? Det plejede at være ret nemt for mig, for jeg plejede at putte det første album jeg virkelig faldt for som album som nummer et. Det var Electro-Shock Blues med Eels, og jeg forbløffes til stadighed i dag over hvor genialt skruet sammen det album er, hvor meget fokus der er blevet lagt på ting som rækkefølgen af sangene. Electro-Shock Blues stod for mig som det bedste album-album, og for at den skulle væk fra min førsteplads, så måtte jeg finde et album som fungerede fundamentalt anderledes end Eels' narrative statement. Og som naturligvis var propfyldt med fantastisk musik. Et sådant album er dette her.
Som titlen antyder har vi at gøre med en samling af fem ep'er, som det engelske band Disco Inferno udgav fra oktober 92 til september 94, men vi skulle vente helt til sidste år, før de endelig blev samlet samme sted (og denne opsamling har medført et fornyet fokus på bandet, hvilket vel har kulmineret i den her artikel fra pitchfork, som minutiøst gennemgår hver sang på albummet. Informativt, og af den grund fokuserer jeg mere på den samlede cd end på enkelte numre her) Oprindeligt var Disco Inferno mest af alt et retro-postpunk band, men med de her ep'er forsøgte bandet at finde en ny lyd, inspireret af shoegaze, hiphop og house. Bandet købte samplere og koblede dem til guitar og trommer, så de kunne spille med alle de lyde de kunne finde, og begyndte at basere deres sange rundt om lydbilleder snarere end melodier og rytmer. De var den oprindelige form for 'Cyborg Post Rock', og navnet på den her blog hentyder i høj grad til dem. Bandet var eksperimenterende, forstået i ordets egentlige betydning som at de prøvede sig frem, og selvom det lykkedes dem at lave store mængder nyskabende musik, så forblev det måske også ofte ved det søgende. Netop derfor passer den her ep-opsamling perfekt til bandet, bedre end deres to albums, DI Go Pop og Technicolour, som dog bestemt også er anbefalede. The 5 Eps forløber rodet og planløst, men det forstærker bare fornemmelsen af at være på fremmed grund, i færd med at aflure et nyt sprog. Man kan f.eks. kontrastere med Battles – Mirrored. Det er også en plade, hvor et band forsøgte at lave et nyt lydbillede (og at dette lydbillede kunne virke lidt som Disco Inferno blev påpeget da den udkom), men albummet er på den anden side bygget ganske konventionelt op. Først en intro, så et hit, så et par andre rigtig gode sange, og så lidt en blandet landhandel på albummets anden halvdel, indtil vi til sidst rammer en outro. Det er ukonventionel musik, men i en ganske konventionel indpakning. The 5 Eps er derimod – ganske utilsigtet – ukonventionel over det hele, i tekst, lyd, konstruktion.
Den første ep er egentlig mere en dobbelt a-side single. Summer's Last Sound / Love Stepping Out er to mellemlange sange, der set hver for sig er forbløffende og fantastiske, og som også kontrasterer hinanden godt, men som også åbner albummet med 11 minutters melankoli i mellemtempo. Summer's Last Sound er en skitse over England 92, der skifter fra det politiske (the price of bread went up five pence today / and an immigrant was kicked to death again) til det personligt paranoide (and I'm scared of my life / my first time in it). Love Stepping Out er derimod en form for kærlighedssang, men ikke en særlig sød en af slagsen. Akkompagnementet er bedårende guitarloops, der lyder lidt som harpespil, men teksten består af fantasier om vold (any fool would know / that smashing peoples hearts / can be so much more fun / than breaking peoples bones) og ubehagelige bemærkninger til den udkårne (there's not much that I own but I'd like to think that I own you / Have I ever told you / I only see my face / when I look into you're eyes?). Til sidst resignerer fortælleren med ordene: 'Who's to argue? / It's such a lovely night...' og de bedårende harpelyde får det sidste ord, uden at de dog formår at skylle de tidligere ubehageligheder væk. Et normalt album ville måske have placeret de her to sange som de sidste sange på a-siden, der ville de have gjort sig ret godt. Som intro sparker de derimod én ud på åbent vand, og efterlader en med en klump i maven.
Love Stepping Out
Hvis man ledte efter en album-åbner kunne man derimod sagtens have valgt den næste sang. Den anden ep hedder A Rock to Cling To, og den består af en 3 minutters popsang og et 9 minutters langt instrumentalnummer. A Rock to Cling To er kort og energisk, nærmest en smule catchy, og den fanger bestemt opmærksomheden. Her er den dog klemt ret meget inde mellem de to sange på førnævnte ep, og så dens b-side, From the Devil to the Deep Blue Sky. Det er et fascinerende stykke musik, en omskiftelig sample-komposition. Teksten i A Rock to Cling To handler vist om at være på åbent hav og lede efter et fast holdepunkt, og jeg forestiller mig at b-siden (for det lyder virkelig som en b-side) så er en sonisk beskrivelse af det omskiftelige hav. Men det er også ret meget en b-side, jeg tror ikke det ville være kommet med hvis bandet havde forsøgt at skabe et sammenhængende album ud af deres materiale, og det stopper ethvert flow som singlen netop havde skabt, til fordel for et langt og meditativt mellemspil...
The Long Dance
… hvilket dog gør at den efterfølgende sang virker så meget bedre. Titelsangen på den tredje ep, The Last Dance, er nok den bedste indie-rock-sang Disco Inferno nogensinde skrev. Det er bare en god sang, mest af alt typisk guitar bas og trommer, selvom både bas og rytmik lyder samplet og loopet, og så er der enkelte breaks hvor samplede stemmer fra børn og sopraner skaber lidt variation. Tekstmæssigt er vi ovre i noget med, at det er den sidste dans før det bliver umuligt at danse mere, og at fremtiden er truende og usikker, hvilket måske nok er lidt depressivt til single-hitlisterne, men det er en skøn sang, og nok den jeg ville bruge til at introducere bandet. Den efterfølgende sang, DI Go Pop, er derimod noget af det mest larmende og kontrære bandet nogensinde stykkede sammen, på trods af navnet. Det er åbenbart et sample af My Bloody Valentine, mest af alt er det et fascinerende noise-punk nummer, hvor lydene er kompresseret så meget, at der ikke længere er spor af traditionelle rockinstrumenter tilbage. Og derefter kommer der så endnu en mærkværdighed. The Long Dance er en alternativ version af Last Dance, den er mest af alt lidt længere. Det er vel helt normalt med to versioner af samme sang, på album som på ep, men på et album ville man nok normalt gemme den alternative version væk som bonusnummer, man ville ikke have to udgaver af samme sang lige midt på albummet, kun adskilt af et par minutters larm. Selv synes jeg dog sangen er god nok til at jeg gider og høre den kort efter hinanden. Ep'en afsluttes af Scattered Showers, der endnu engang sætter albummet helt ned i tempo og humør.
Den fjerde ep, Second Language er nok det bedste sammenhængende statementet bandet nogensinde formåede at stykke sammen. Det anses af mange for at være bandets højdepunkt overhovedet. Det kunne have været en perfekt album-side, men her ligger det som en ø midt i kaos - eller som en sten at klamre sig til, hvis jeg må gentage denne metafor nok en gang. DI Go Pop (albummet) udkom imellem The Last Dance og Second Language, og den her ep kan godt lidt føles som om de hviler på laurbærrene. Som om de stopper op et øjeblik, og forsøger at genbruge de ting de har lært i udformningen af nye numre. Intet er så kynisk som Love Stepping Out, så abstrakt som From the Devil to the Deep Blue Sky, eller så kontrært som DI Go Pop (sangen). Alle fire sange har ringlende guitarer, atmosfæriske samples der langt bedre inkorporeres i sangene, og måske er teksterne også en smule mere positive. Det er virkelig rart og roligt efter at albummet har været så omskifteligt og kaotisk, men omvendt så accentuerer det også bare hvor lidt konstrueret resten af albummet forløber.
Hvilket bliver fuldstændig åbenlyst så snart den sidste ep starter. It's a Kid's World er den eneste ep, hvor titelnummeret blev inkluderet på et album, det kommende Technicolour, og det giver et enormt stilskifte lige på falderebet. Titelsangen stjæler trommerne fra Iggy Pop's Lust For Life, og baserer sig derudover på musik fra diverse børnesange. Det er en sær men medrivende sang, som på Technicolour er placeret lige over halvvejs, som om den skulle starte side b, hvilket er en del mere logisk end dets placering her. A Night on the Tiles starter med et sampe af Edith Piaf, og lyder derudover som en druktur der kører af sporet, og Lost In Fog lyder også ganske logisk som at blive væk i tåge. Det er en kaotisk ep, og det er en meget mere kaotisk album-lukker. Det er nok engang et første skridt, men den her gang gik Disco Inferno i opløsning før de fuldførte bevægelsen. Technicolour udkom efter de var gået hvert til sidst, en ep med radio-optagelser udkom senere, men derudover har man ikke rigtig hørt mere til dem.
Disco Inferno passede aldrig rigtig ind nogen steder. Havde de udgivet de her ep'er mens shoegazen var på sit højeste havde de måske fået mere opmærksomhed, men som det var, så udkom den her musik mens den britiske presse vendte opmærksomheden bagud, mod retro-orienterede bands som Oasis og Blur, der udover at arbejde med mere trygge lydbilleder også havde rarere tekster og var mere fotogene. Når man læser om Disco Inferno kan man ofte spore en bitterhed hos skribenterne over, at pressen vendte sig væk fra den tradition, som Disco Inferno skrev sig ind i, men man kommer ikke udenom, at bandets musik også i høj grad vendte sig væk fra samfundet. Det er misantropisk musik. Det er ikke avant-garde, dertil er der for meget pop over det, men det er søgende og mærkværdigt. Det kunne heller ikke fungerer som den nye punk, musik som taler til the kids, mens de ældre ryster på hovedet og spørger om det overhovedet er musik. Dertil var Ian Crause, forsanger og sangskriver, kontrær på en altfor ufashionabel måde. Han snerrede af samfundet, men udleverede også hans egne dårlige sider, og fremstod ofte ganske patetisk. Han blev også sur på de andre bandmedlemmer, hvilket medvirkede til at de kun udgav musik i en ret kort måde.
Disco Inferno ville tage et stort skridt frem mod et nyt musiksprog, men der var ikke rigtig nogen som fulgte efter, og så gik de lidt frem og tilbage, hoppede lidt på stedet, og forsøgte sig med et nyt spring, som de aldrig fik færdiggjort. De var ikke 'fremsynede', for de så jo forkert. De blev aldrig vigtige. De passer lige så dårligt ind i historien som de gjorde i deres samtid. Normalt, når rockmusik finder en ny lyd, er den overvældende og medrivende. Punk, rave, shoegaze, det vælter folk omkuld inden det når at skræmme dem væk. Disco Inferno forsøgte at skabe kontemplativ skønhed, men var for sære og grimme til at det lykkedes. Teksterne hos ny-lydende bands handler som oftest om de tre medrivende tabuer: Sex, Vold og Stoffer. Disco Inferno skrev sange om brødprisernes himmelflugt og problemet ved at være ateist. Det er sær og utilpas musik, som ikke går op, og lige netop derfor bliver essensen af bandet langt bedre fanget af den her opsamling, end af nogen af deres 'reelle' albums. Hvor Electro-Shock Blues gør det samme som tonsvis af andre albums, men efter min mening gør det bedre end stort set alle andre, så kan jeg komme på meget få albums der fungerer som det her. Tekst og musik passer perfekt til den bizarre konstruktion, og skaber et værk, som jeg helt reelt mener er et umanerlig godt bud på det bedste album nogensinde.
