Avant-Post: Bernstein - Ouverture til Candide (56)

Jeg har hovedsagligt denne sang med for at illustrere et problem jeg har med crescendocore: Det skal være rockinstrumenter, der spiller mere komplicerede kompositioner, men så bliver det utroligt svært at konkurrere med de klassiske komponister. Det her nummer har skæve taktarter (5/4, 7/4, alle mulige mærkelige) og dens crescendi er opnået ved at putte flere og flere instrumenter på med nye melodier. Det er altså svært at lave med guitar, guitar, bas og trommer. Læg desuden mærke til Bernsteins direktion. Fantastisk.

Do Make Say Think - Winter Hymn Country Hymn Secret Hymn (03)

Nok et canadisk band, også denne gang fra Montreal og pladeselskabet Constellation. Do Make Say Think har udgivet plader siden sluthalvfemserne og udgav sidste år pladen Other Truths, som fik rigtig fine anmeldelser. Jeg er ikke så godt inde i dem, men den her er jeg ret vild med.



Den her plade er speciel på en lidt nørdet måde. Som titlen antyder, er den delt op i tre dele. Der er 9 numre, fordelt på tre suiter af tre numre. Hvorfor er det specielt? Fordi langt de fleste cd'er selv i dag er beregnet på vinyl formatet. Antallet af musikalske forløb er deleligt med 2. Den her plade er struktureret som tredelt, hvilket kun giver mening på cd. At den naturligvis også findes på lp er fjollet men uundgåeligt.

Lyden på denne plade er langt mere varieret end Mogwai og GYBE. Det er bestemt crescendobaseret, men hvor de to andre bands byggede på ganske voldsomme dynamiske skift, så er det her en plade der langt mere tålmodigt og subtilt bygges op. Med den her genre er det ret svært at forklare forskellen på god og dårlig musik, for det kan nemt blive så helt utrolig mekanisk. Man kan nemt snakke om at det er godt komponeret (guitarfiguren fra starten kommer tilbage til slut, det andet larmende stykke er ikke blot en gentagelse af det første men noget helt andet, alle instrumenter spiller udmærket) men i sidste ende føles det blot opfindsomt, subtilt og mindre manipulerende end f.eks. Explostions in the Sky. Der er også tænkt over lydbilledet, som er fyldt med detaljer. Det er som om rummet er medtænkt i skabelsen af pladen, fremfor at det forsøges at få til at lyde live.



Crescendocore er en utrolig narrativ genre. Når hele pointen er opbygning og klimaks, så må man hellere sørge for at ens plade slutter på en ordentlig måde. Helt tilbage til Mogwais alenlange Mogwai Fear Satan fra Young Team har det mest normale været at slutte så episk som muligt (igen er GYBE en undtagelse. Jeg tænker det netop er deres cutop-hed som gør deres manglende afslutninger tålelige. Og jeg overvejer videre, om netop den her cutop hed og manglende narrativ er en af grundende til at de var så succesfulde omkring sidste årtusindskifte. Det afspejler de store fortællingers død i den postmoderne epoke, og er derfor ganske egnet til at beskrive den difuse politiske situation på daværende tidspunkt. Men det er blot en prætentiøs strøtanke, skulle være man skulle prøve at udvide den). Men den her plade slutter ikke episk eller katharsisk i klassisk forstand. I stedet er slutnummeret - som du kan høre lige ovenover - afdæmpet, som ankomsten efter en lang rejse. Og ca halvvejs igennem kommer så forløsningen: Menneskestemmer. Det er det mest menneskelige pladen overhovedet bliver, og et katharsisk klimaks på sin egen subversive måde. En af mine favoritafslutninger overhovedet.

Avant-Post: Ravel - Boléro (1928)

Endnu et klassisk stykke. Det er ifølge Ravel (ifølge wiki): a piece lasting seventeen minutes and consisting wholly of "orchestral tissue without music" — of one very long, gradual crescendo. There are no contrasts, and practically no invention except the plan and the manner of execution. I crescendocoretermer er det altså mere GYBE end Mogwai.




Mere er der ikke rigtig at sige om Ravel, men jeg vil lige gøre opmærksom på, at Rufus Wainwright har benyttet stykket ret fantastisk:

Godspeed You Black Emperor - Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven (00)

Og videre med temaet. Godspeed You Black Emperor (forkortet GYBE, og egentlig er der et udråbstegn et eller andet sted i navnet, som jeg ikke gider bekymre mig om) er et band fra Montreal, Canada - det er forøvrigt lidt skægt, at ingen af de rigtig toneangivende bands på crescendocorescenen er fra England eller USA: Mogwai er fra Skotland, GYBE er fra Canada og Sigur Ros er fra Island - der udgav 4 plader fra 98 til 2002 og derefter gik på pause. De er nu netop blevet gendannet og tager forhåbentlig på turné snart. De skulle være ret fantastiske live. Det her er deres tredie album, det er et dobbeltalbum, og det er så klart min favorit med dem.

GYBE er egentlig nærmere et kollektiv end et band, og deres musik er som følge heraf ganske afvekslende. Man kan lidt forenklet sige at F#A#oo (98) er utrolig stemningsfuld, Slow Riot For New Zerø Kanada (99) er dynamisk, Lift Your Skinny Fists (00) er både og, og Yanqui U.X.O. (02) er hverken eller. Den her indeholder både typiske crescendocore passager, men samtidig også mere elektroniske dele, kammermusikalske småstykker og spokenword ting. Den starter dog triumferende med en lille march:



Som sagt er det et dobbeltalbum, og det er tydeligvis beregnet til vinyl. Der er nemlig kun to numre på hver cd, sådan ca lige præcis så lange som en vinylside. De enkelte numre består af en del forskellige forløb, og egentlig er det mere en hel masse sammenklippede smånumre end fire store sange.

Men denne her plade er endnu mere crescendobaseret end Mogwai Young Team. Hvor numre som Like Herod og Mogwai Fear Satan stadigvæk var egentlige sange, som også havde passager der ikke var del af crescendierne, så består de enkelte smånumre på den her plade af ren opbygning. Når nummeret har nået sit klimaks, så stopper det blot, hvorefter et nyt nummer går i gang. Det bliver lidt sammenklistret. Derudover er musikken ikke særlig melodibaseret. Man kan ikke rigtig nynne noget fra pladen. Men det er naturligvis heller ikke meningen.

GYBEs musik skaber apokalyptiske billeder. Det er et yderst politisk band, men det er selvfølgelig lidt svært at være rigtig eksplicit når man laver instrumental musik. I stedet er der lydklip fra præste og nostalgikere som skaber en eller anden ramme om det, og desuden er deres artwork altid ganske politisk. Yanqui UXO er nok det tydeligste eksempel – UXO står for unexploded objects, dvs landminer og klyngebomber, og coveret kobler alle de store pladeselskaber til fabrikeringen af disse objekter. På den her plade er det politiske mere grundlæggende som en følelse af frustration, utryghed og en gang imellem kamp. Det er mere noget med værdier end politik. Og jeg kan egentlig bedre lide dem når de forbliver abstrakte. Religiøsitet spiller også en ret stor del, som titlen også antyder.

Det er en klassiker, og en af den slags plader som de fleste egentlig ret godt kan lide når de hører det. Der er nogle lidt kedelige passager, men den er egentlig ret sammenhængende som værk. Det er som sagt lidt usammenhængende og åbenlyst crescendobaseret. Desuden slutter albummet ret antiklimatisk. Hele fjerde nummer er mærkeligt, og hvor man måske normalt ville have forventet en triumferende slutning, eller i det mindste noget tydeligt og engageret, så bliver det mere sådan en lidt hyggelig ting. Hvilket jeg dog egentlig også ret godt kan lide.



Anmeldelser
Pitchfork

Avant-Post: Bizet - L'Arlésienne Suite Farandole (1879)

Jep, jeg går langt tilbage i tiden, i de her mellemliggende crescendocore indlæg. For at vise historien bag jagten på det gyldne klimaks. Det her er utrolig poppet klassisk. Dansemusik fra 1870'erne, fra manden der også skrev Carmen. Jeg er vild med det her som jeg er med en god popsang. Der er to temaer. Et majestætisk, og et entusiastisk. Hver især bliver de introduceret og varieret mens spændingen stiger, og ved 2:15 kommer det uundgåelige klimaks. Egentlig ganske simpelt. Men det virker sgu.

Mogwai - Young Team (97)

Dette album er svært at benægte. Men samtidig også roden til rigtig meget ondt. Drownedinsound beskrev det ret fint i en feature der her When Did Postrock Jump the Shark?(at hoppe hajen er for øvrigt et amerikansk kulturudtryk taget fra en gammel tv-serie, der havde et afsnit hvor en person hoppede på vandski over en haj. Det betyder det øjeblik, hvor man må indse at et givet kulturprodukt, det være sig serie, film eller genre, ikke længere kan reddes). Som sagt, det er et skide godt album, men der er bare alt for mange efterlignere, inklusiv Mogwai selv, som stadig udgiver albums der minder om, men bare ikke er lige så gode.



Normalt når man snakker om det her album er der to sange der bliver fremhævet: Like Herod og Mogwai Fear Satan. Dem kan jeg ikke lide. De er netop crescendocore i sin reneste form, og bygger alt for meget på rockklichéer til min smag. Like Herod især lyder alt for meget som en instrumental grungesang strukket ud over 12 min. Men resten af albummet er mere afdæmpet, mere melankolsk og mere til min smag. Der er en xylofon-ballade med telefonsamtaler inde over, der er nogle næsten poppede passager og der er RU Still In 2 It? En utrolig rørende breakupsang med vokal fra Aidan Moffat fra Arab Strap og Mogwai selv på omkvædet. Den er jeg ret vild med.



Endelig er er en grineren lille passage. With Portfolio er såmænd blot en klaverfigur der druknes i støj. Det er essensen af crescendocore. Helt simpelt, blot en gut ved et klaver, hvis spillen druknes af infernalsk larm. Stilhed/Støj, Skønt/Grumt, alt hvad genren står for destilleret ned til 3:13. Det er 13 år siden dette nummer udkom, og det er egentlig stadigvæk essensen af både bandet Mogwai og genren crescendocore. Lidt trist efter min mening...



Anmeldelser:
Pitchfork
PopMatters
Allmusic
R U Still In 2 It? Stylusmagazine

Tema: Crescendocore: Introduktion

Undskyld bloggen har ligget stille i noget tid. Jeg har lavet andre ting, og bøvlet med et enkelt indlæg, som ingen vegne kommer. Nu ligger jeg det til side og vender tilbage til blot at præsentere noget musik. Og de næste mange indlæg kommer til at handle om et tema: Crescendocore. Dette er den form for postrock, der har ødelagt genrenavnet for mange mennesker. Jeg har navnet fra en anmeldelse inde på popmatters, af bandet Caspians nye plade. Der var også en beskrivelse af genren, via en beskrivelse af bandets debutalbum: It was sprawling, sweeping, and epic in scale and scope, covering a vast terrain of sonic qualities that typically accompany a genre that has been ambiguously referred to as crescendocore, which is to say that there is an intense buildup and release, making it the equivalent of a musical orgasm. Jeg havde aldrig hørt navnet før, men det er ret præcist for den slags musik det skal handle om.

Som jeg flere gange har skrevet, så var pointen med postrock til at starte med at bruge rockinstrumentering til ikke-rockformål. Dette blev opnået ved at blande rock med andre genrer og ved at inkluderer elektronik og sampleteknikker fra genrer som hiphop, dub og techno. Langsomt blev det mere organisk, og de genrer man lånte fra var mere sådan noget som jazz, ambient og klassisk. Med crescendocore blev genren endnu mere konservativ. Grundlæggende består bandsne at en traditionel rockopstilling med guitar bas og trommer, der kan komme nogle strygere og blæsere på, gerne lidt klaver, men der er sjældent meget elektronik inde over. Og grundlæggende er langt størstedelen af sangene opbygget op samme måde: Som et crescendo. Dvs det starte lige så stille og så bliver det gradvist mere og mere voldsomt. Når det virker er det helt fantastisk, men jeg må indrømme det også kan virke skuffende ensformigt. Her er et eksempel, som jeg tidligere har postet, nemlig Her Name Is Calla med New England:



Dette her nummer er opbygget ganske crescendocore agtigt, men jeg synes det bliver reddet først og fremmest af vokalen, men derudover også af den lidt mærkelige rytme i forte-stykket, og af den udbyggede instrumentering.

Crescendocore blev for mange synonym med postrock via Mogwai. Andre crescendocore bands er folk som Godspeed You Black Emperor!, A Silver Mt Zion, Do Make Say Think, Explosions in the Sky, Sigur Ros, Her Name Is Calla, Caspian etc. Det er ret meget dem, jeg kommer til at skrive mere om i løbet af det her tema, men egentlig er der en langt nemmere måde at blive bekendt med genren på: Hjemmesiden TheSilentBallet, der er dedikeret først og fremmest til instrumentalmusik har udgivet en række podcasts med postrock, ambient og moderne klassisk. Der er rigtig meget guf at finde (f.eks. er jeg ret glad for numre med Ef, 65daysofstatic og Panoptique Electrical) men det bliver også ret hurtigt tydeligt hvor begrænset et sprog ret mange af de her bands bruger. Start lige så stille. Spil langsomt kraftigere. Tilsæt evt stryg eller blæs. Alternativt kan man starte rigtig kraftigt, derefter blive stille, og så først derefter begynde at bygge op igen. Af en genre, som stadigvæk påstår at være 'post' noget som helst, og vel dermed derfor skal være noget nyt, lyder ufattelig meget af det som hinanden, og egentlig meget som Mogwai, GYBE og Sigur Ros. Der er efter min mening for få, der forsøger at bruge de her skide crescendi på andre måder end som 9 min lange emotionelle vandringer. Men der er dog lyspunkter Et eksempel på fornyelse er f.eks. denne Sigur Ros video. Det er egentlig blot en fantastisk popsang, men tilføjet et helt typisk postrock crescendo fra ca. 2:00 til 3:30 i videoen. Halvandet minut, mere behøver det ikke at tage.



Jeg vil komme mere ind på genren vha diverse pladeanmeldelser, og desuden nogle avant-post indlæg med gamle numre, der også lyder lidt derhen af - som jeg for øvrigt allerede én gang har gjort med Television. Det skal nok blive sjovt. Men inden jeg slutter denne indledning af, vil jeg lige bevæge mig over i noget mere idiosynkratisk terræn. Crescendocores fokus på opbygning og klimaks minder nemlig lidt om en anden genre: Techno. Et dj-sæt skal også langsomt bygge op og blive vildere og vildere. Og der var nogle år i forrige årti hvor der var nogle bands der arbejdede med denne sammenligning, og lavede dancepunk hybrider som nærmede sig det postrockede. De mest rendyrkede var Out Hud, som er et sideprojekt til !!!, og som udgav to albums med instrumental postrockfunktechno. De fortjener deres eget indlæg. Men der var et par andre singler, som det var meget svært at sætte genre på, som Beat Connection og Yeah med LCD Soundsystem og Me and Guiliani Down By the Schoolyard med !!!. Jeg var helt vild med det dengang, og har stadig i dag svært ved at finde noget lignende. Begge bands kørte dog senere i en lidt mere konventionel retning, og selvom de har lavet rigtig meget godt, kan jeg stadigvæk godt savne noget af den uforudsigelighed, der var på de her par numre.